Klokken syv i morges vågnede jeg på en kaj på Bragdøya Kystkultursenter ved Kristianssand. Over mig regntunge skyer. Under mig en fugtig landgangsbro. Jeg er våd og forkommen. Rejser mig og møder to ansatte på kystkulturcenteret.
De hedder Håkon Danielsen og Willy Pedersen og det skal snart vise sig, at de kommer som sendt fra himlen.
De spørger, om jeg er kommet ind i nat med 'den nysseligen lille ro-båten', som ligger til kaj? Og om det var en hård sejlads over Skagerrak? Jeg nikker og svarer kort ja til begge dele.
Jeg må have lignet noget, der var løgn, for de to gæve nordmænd låste straks op til den den smukke røde bygning kaldet 'saltebua'. Det var engang her, lokale fiskere saltede makreller. I dag er det hjertet i et enestående formidlingscenter på Bragdøya. Et center som formidler kystkulturen i Norge i almindelighed og på Bragdøya i særdeleshed.
På ingen tid fik Håkon og Willy tryllet en kande kaffe frem. Og tændt op i pejsen. Og inviterede mig indenfor i varmen.
Og jeg følte mig straks bedre tilpas. Det var nærmest som at komme i himlen efter halvandet døgn i regn og rusk. Jeg fortalte dem lidt om nattens strabadser i Skagerrak. Og de svarede, at det såmænd også var usædvanligt barskt sommervejr på disse kanter.
Mens jeg sad med rumpen halvt inde i pejsen, hørte jeg mine redningsmænd fortælle om centeret og det store arbejde, som har stået på siden 1986. Bragdøya har været ubeboet siden 1952 og i årtierne efter groede landskabet på øen til og bygningerne inde på øen og ved skærgårdsøens lille fiskerleje forfaldt, så det til sidst var nødvendigt at rive flere af bygningerne ned. Faktisk var det på tale at fjerne alle bygninger for altid, da en gruppe lokale entusiaster tog skeen i den anden hånd og besluttede sig for at renovere bygningerne.
Den indsats er i dag blomstret op til at være et fremragende formidlingscenter for kystkulturen langs Sørlandet i Norge. Og centret har ikke alene totalrenoveret bygningerne og skabt fine udstillinger, det er også lykkedes folkene bag at samle flere en tyve fine træbåde, som publikum i dag kan nyde synet af.
Desværre slås Bragdøya Kystkultursenter med samme problem, som i nogen grad plager maritime museer generelt: Nogle for at sige det lige ud nærige myndigheder, som nok forstår nytten af at fortælle de mange historier, som knytter sig til livet til søs, men som sjældent har mange penge med i lommen, de vil give af.
Håkon og Willy fortalte, at der til gengæld flyder en lind strøm af penge til formidling af landmandskulturen i Norge. Måske fordi der blandt norske politikere er flere, som kommer fra landet end fra kysterne? Det var i hvert fald mine redningsmænds gæt.
Så kom Solvej - den ene af Havhingstens to hovmestre - forbi. Lige så forkommen som jeg selv for et øjeblik siden. Den levende ild og en kop kaffe havde samme magiske virkning på hende som på mig.
Og gæstfriheden på Bragdøya vil ingen ende tage. Der er gratis brusebad til alle i besætningen, som trænger. Vi fik lov at låne en bil inde på fastlandet, så hovmestrene kunne købe stort ind til en overdådig morgenmad med brød, smør, ost, nutella, juice og yoghurt. Og nu kan vi sidde på centrets kontor og skrive ud til hele verden, hvor herligt her er at være.
Også vejrguderne er også mildt stemt i dag. Solen skinner og det lufter en smule, så havnen på Bragdøya ligner en veritabel sigøjnerlejr, nu da 65 mennesker skal tørre sejlertøj, støvler, handsker, huer og sejlersække.
Havhingsten er også hængt til tørre. I hvert fald sejlet og en del af riggen. Planen er at tage endnu en overnatning på Bragdøya og så begive os ud på en mission i morgen, som indtil videre er hemmelig.