Havhingsten kom til Islay i forgårs. Her bor 3.000 mennesker. Og så er der, så vidt jeg har forstået, 21 whisky-destillerier. Plus de private rundt omkring på afsides steder.
Havhingsten ligger til kaj ved et af de officielle og vidt berømmede; Lagavulin. Der var ikke plads til os i havnen i Port Ellen, men hos Lagavulin-destilleriet, var vi mere end velkomne til at fortøje skibet ved deres landgangsbro. En invitation der er vanskelig at afslå.
Inden vi lagde til kaj, krydsede vi rundt i farvandet ud for Port Ellen. Til ære for en helikopter fra BBC, som fotograferede os fra luften, mens skibet skar sig gennem bølgerne ud for sydspidsen af Islay. Billederne skal Nathan og James – de to BBC-journalister fra tv-programmet ’Timewatch’ som har fulgt os hele den lange vej fra Roskilde – bruge til deres dokumentarudsendelse om Havhingsten oig skibets rejse.
Det er dejligt at mærke, hvordan de to journalister nærmest er blevet en del af besætningen. Jeg tror, de trives sammen med os. Får de samme oplevelser som os, griner af de samme platte vittigheder som os og gør sig de samme tanker som os om dette projekt, sejladsen, vejret og alt derimellem. Gudskelov at der stadig er medier og journalister, som giver sig tiden til at fordybe sig i stedet for at hoppe fra tue til tue i en evig jagt efter dagens historie.
I går bød direktøren på Lagavulin hele besætningen velkommen i de hellige haller; lagerbygningen hvor de 8.000 egetræsfade med whisky står og lagrer. Vi fik lov at smage på en 14 år gammel Lagavulin. Kraftig, røget og med en umiskendelig smag af tørv og tjære og salt Atlanterhav. Og med en mørkgylden farve. Næsten som Havhingsten i flydende form eller som en af mine medgaster sagde: ”Som at slikke vanttovene på Havhingsten”. Om det var ment som et kompliment, skal jeg ikke gøre mig klog på, men indtil videre vil jeg holde mig til Lagavulin.
Den ældste af de 8.000 tønder havde 1966 stemplet på sig. Tænk, en whisky som har stået på lager siden året før, jeg blev født. Men den fik vi heller ikke lov at smage. Den må repæsentere en astronomisk værdi og skal vel ende sine dage i rige folks private samlinger eller på bardiske i fashionable hoteller… og ikke kastes i grams for 65 tørstige råsejlere i et vikingeskib.
Der er ikke langt til Irland. Faktisk kan vi se Nordirland fra destilleriet. Men vi venter på den rigtige vind. Og den ser desværre ikke ud til at indfinde sig de nærmeste dage. Så skipper har stillet os endnu tre døgn på Islay i udsigt.
Og øens beboere har taget imod os med åbne arme. Kommer ned til Lagavulin for at tale med os og høre mere om skibet og rejsen. Da vi ankom, var jeg irriteret over at skulle bo ude på bøhlandet uden adgang til vaskeri, toilet eller bad og hvad en havn nu har at byde på. Der er tre miles – fem kilometer – ind til Port Ellen, som er nærmeste by. Og der kører kun en bus med mange timer mellem hver afgang. Ja, faktisk er der kun en afgang klokken 16:18 ind til byen. Men i praksis har problemet vist sig at være lille. Man skal bare tage sin blå paradejakke på og begynde at gå, så går der højst et par minutter, før den første lokale bilist standser og spørger, om ikke man vil have et lift ind til byen eller hjem igen.
I går aftes var jeg inde i Port Ellen. For at drikke en Guinness på pub. Der mødte jeg en læge, Mike Boyd, som var kommet til Islay i sit private fly; en Yakolev 52 fra efterkrigsårene. Sammen med Frank Murray var han fløjet hertil fa Manchester i den en-motorers russiske flyvemaskine, som i sin tid blev brugt til at træne kommende kamppiloter.
Turen havde været anstrengende. Skyerne lå i 3.000 fod. Stort set samme højde, som de højeste bjerge på ruten. Hvilket kun efterlod en smal stribe luft under skyerne for Mike og Frank at flyve i. En turbulent flyvetur, men de var nået fem i god behold, selv om Mike havde mere end svært ved at forstå beskederne fra de skotske flyveledere, som han flere gange måtte bede om at gentage beskederne fra på grund af den syngende accent.
Da de nærmede sig lufthavnen på Islay, havde Mike og Frank set os fra luften. Sjovt nok havde jeg også lagt mærke til dem, da de fløj hen over hovederne på os. De var begge meget interesseret i skibet og vi aftalte, at de kunne komme på besøg i dag. Så skulle de få en rundvisning på skibet.
Og efter morgenmad og en interimistisk tøjvask kom de. Og skulle Havhingsten mangle besætningsmedlemmer i 2008, når skibet skal sejles retur fra Dublin til Roskilde, er Mike Boyd et muligt besætningsmedlem. Han var længe på skibet og spurgte meget interesseret til livet om bord og fortalte om sine erfaringer fra sejladser i farvandene omkring de britiske øer. Og spurgte mig flere gange, hvordan man bliver besætningsmedlem. Og jeg svarede ham, at det gør man ved at melde sig som interesseret på Havhingstens hjemmeside. Hvis man er heldig – og kvalificeret – bliver man en dag kontaktet af skipper.
Vi trykkede hånd og sagde farvel. Og Mike lovede, at han vil se efter os i morgen og hilse på os fra luften, når vi er ude at sejle testsejlads. Og jeg tænkte, at måske er der ikke den store forskel på os; om man flyver veteranfly eller sejler vikingeskib. Det handler vel om følelsen af eventyr, frihed og kærligheden til gammeldags teknologi fra før verden gik af lave.