Klokken fem minutter i ni i morges smed vi fortøjningerne i Spangereid. Efter at have ventet i 10 døgn på gunstige vindforhold.
Planen er at sejle mod nordvest langs den norske kyst. I retning mod Utsira. Og så håbe på at meteorologernes forudsigelser holder stik. At der er østlig vind i det næste lavtryk, som er på vej.
Og måske vil drømmen om at komme til Utsira blive indfriet. I hvert fald er planen at sejle uafbrudt det næste døgn eller to.
Det er skønt at være på havet igen. Men det er koldt, for vi krydser op mod vinden, så det blæser og trækker ad pommern til ned gennem skibet. Ikke mindst ved midtskibet, hvor vinden slår ud under sejlet så kraftigt, at toppen af bølgerne langs skibet blæser bort.
Det har været solskin det meste af dagen, men nu trækker skyerne sammen om os. Havhingsten krydser godt trods modvind og halvanden meter høje bølger. Fra løftingen har vi fået at vide, at vi holder 62 grader til vinden, selv om vi har taget det nederste reb. Det er ret godt for et råsejlsskib. Normalt ville et reb betyde, at skibet kun kan holde 70 grader til vinden.
Da vi passerede Lindesnes Fyr bad styrmand Kjetil os alle om at rejse os, lægge højre hånd på hjertet og hylde fyret.
”Lindesnes!” blev der råbt med alvorstunge stemmer – ikke ulig kommentatorstemmen fra filmen vi så ude på fyret forleden. Og jeg sendte en venlig tanke til fyrvogteren.
Nu er vi tættere på Lista Fyr end på Lindesnes. Skyerne på himlen skyldes en front, som er på vej ind over os.
Kjetil kom lige forbi: Vi får sikkert sydlig vind efterhånden som fronten trækker ind over os. Herligt… så kan vi få lidt mere fart i skibet. Der er også udsigt til regn i nat. Men pyt; det har vi jo klaret os fint igennem før.
Nu er der aftensmad, så jeg lukker ned for denne gang. Menuen: Suppe. Humøret er højt. Nogle få er lidt søsyge, men ikke noget slemt.