I forbindelse med kraftigt regnvejr de seneste dage er store mængder vand skyllet ned over skibet. Også madvarerne i kabyssen blev hårdt ramt. Vandet stod højt i lastrummet forrige nat, så vi besluttede i dag at tjekke madbeholdningen.
Dels for at undersøge mængden, men også for at tjekke om vores fødevarer var blevet gennemvædet af beskidt vand fra bunden af skibet – med risiko for at kontaminere vores madforsyninger.
Heldigvis var det pakket forsvarligt ind i kraftige plasticposer fra begyndelsen, en mulighed vikingerne jo ikke havde. Intet var ødelagt, men emballagen måtte skylles ren for beskidt bundvand. Alle fødevarer var i orden J
Kabys blev rengjort med varmt vand, sæbe og knofedt.
Besætningen lider foreløbig ikke af nogen mangelsygdomme. Tværtimod! Vi mangler absolut intet og får god, nærende og alsidig kost hver dag. Mangel på mjød skyldes de høje norske afgifter.
Besætningen begynder at blive lidt utålmodig på grund af det dårlige vejr og den forkerte vind. Mange vil ud på vandet og rastløsheden kan ind i mellem mærkes.