I dag har jeg været turist. Og det endda på den bedste af alle måder; med en lokal som guide.
Jeff Kirk, en lokal sejlsports-entusiast, tilbød at køre et hold på 10 gaster rundt på Isle of Skye i sin minibus.
Første stop var ved foden af Cuillins-bjergkæden. Jeff pegede mod himlen og fortalte, at der er de røde og de sorte Cuillins-bjerge. De røde er runde og kvindelige, de sorte er takkede og maskuline. Et sagn fortæller, at der var engang, da de to kæder altid kæmpede mod hinanden. Og der var ingen skønhed i landet. Ingen fuglesang, ingen smukke solopgange, ingen glæde.
De røde bjerge var en grim og utiltalende prinsesse. De sorte bjerge var en rå og hensynsløs kriger. Til sidst blev den evindelige strid for meget for alferne i dalen og det lykkedes dem at få de to bjergkæder til at slutte fred. Og alt blev godt. Og den brusende flod, vi stod ved, er såmænd glædens tårer, der flyder.
”Det siges, at den der holder sit hoved i vandet i syv sekunder – hverken mere eller mindre – vil opnå evig skønhed,” smilede Jeff. Og den udfordring kunne Ove ikke stå for. Da Ove satte sig ind i bussen med vanddråber dryppende fra sit ansigt, mente Jeff helt bestemt, at han allerede kunne se en forbedring.
En historie fra det virkelige liv gav Jeff os også med på vejen. For foden af det 773 meter høje Glamaig-bjerg ligger en kro. Efter nogle dages hård bjergbestigning i de sorte Cuillin-bjerge drak et hold bjergbestigere fra den skotske hær sig fulde i baren. I hjørnet af baren sad en forsagt person alene ved sit bord med en pint øl foran sig.
”Ha, du ville garanteret ikke kunne klare dig i The Black Cuillins. Ja, du ville vel knapt kunne nå toppen af det bjerg der,” udfordrede en overrislet soldat den stille mand og pegede mod The Glamaig, et af de røde Cuillin-bjerge.
Den stille mand i hjørnet tog en mundfuld af sin øl, tog skoene af og løb så uden et ord ud af baren. Og hele den lange vej op på toppen af den næsten 800 meter høje The Glamaig. 40 minutter senere kom han tilbage – stadig løbende. Satte sig ved sit bord. Og drak resten af sin øl. Og blev ikke generet med flere kommentarer. Hvad de kåde skotske soldater ikke på forhånd vidste, var, at manden i hjørnet var en nepalesisk gurka-kriger.
Næste stop var havnen i Port Righ, hovedbyen på isle of Skye.
Hos den lokale bager købte jeg en tun-sandwich og satte mig ved kajkanten. Jeg lagde godt mærke til, at mågerne viste en temmelig glubsk interesse for min frokost, men fik alligevel en slem forskrækkelse, da en måge angreb bagfra på min højre side. Jeg kiggede mig over skulderen for at se, om der var flere på vej, men kysten var klar.
”Henrik, pas på!” råbte Axel, der sad lidt længere henne på kajen. Og i samme sekund, angreb den samme måge en gang til min frokost fra højre, så tæt på, at jeg blev ramt i nakken af dens vinge.
For fanden da også, tænkte jeg, og kiggede mig igen over skulderen, mens jeg holdt min sandwich lidt til venstre for mig. Det skulle jeg ikke have gjort. Mens jeg kiggede mig over skulderen for at være forberedt på næste angrebsbølge, blev tunsandwichen revet ud af hånden på mig af den snu måge i en tredje dyk.
”NEJ!” råbte jeg, mens en horde af måger, styrtdykkede ned i havnebassinet for at æde sig fede i min sandwich.
Efter en del moro blandt mine medgaster, tilbød Susanne mig lidt af sin frokost. En sandwich og nogle pommes frites. Hun holdt bakken i venstre hånd og sin sandwich i højre. Men ikke længe. Så var også sygeplejerskens sandwich blevet stjålet ud af hænderne på hende og endt som mågeføde. Og minutter senere var det Solvej, som blev angrebet, endda med en rift i fingeren til følge.
Da fire af os var blevet bestjålet vores frokost, besluttede vi os for, at nu var der gået lidt for meget Hitchcock og ’Fuglene’ i vores frokost. Og fortrak ind i Geoffs minibus.
Vi kørte videre til Old Man of Storr, en 48 meter høj fritstående klippe på ryggen af en bjergkæde. På informationstavlen kunne jeg læse, at klippeblokken er lige så høj som 11 dobbeltdækkerbusser ovenpå hinanden. Mere interessant var det, at der i 1890 blev fundet store mængder mønter fra vikingetiden nedenfor klippen. Måske en formue gemt af en viking, som givetvis har brugt Old Man of Storr som landmærke.
Klippeblokken er lige som resten af Storr-bjergene opbygget af et 300 meter tykt lag af vulkansk aske dengang for 61-55 millioner år siden, da der var voldsom vulkansk aktivitet på Isle of Skye.
Da vi lidt senere stod på Kilt Rock – en lodret klippevæg ned mod havet hvor vi for et par dage siden kom sejlende ind mod Kyleakin – fortalte Jeff os en historie om skibet, der ligger ved siden af Havhingsten.
Vanguard hedder det, og var engang forsyningsskib for de ubåde, som træner i det dybe farvand mellem Isle of Skye og det skotske fastland.
Da en af ubådene blev solgt til Canadas flåde, blev der holdt stor fest om bord på Vanguard. Kaptajnen, flådeadmiralen og deres respektive hustruer og en lang række andre VIP-folk var om bord på Vanguard, da skibet pludselig stødte på en undersøisk klippe og fik revet hul i skroget.
Efter havariet sejlede den ulykkelige kaptajn med fuldt overlæg Vanguard ind på lavt vand, for at den ikke skulle synke til bunds ude på det dybe hav. Her lå den med slagside i fire uger, inden den blev bugseret ind til Kyleakin.
Her ligger skibet den dag i dag. Ingen vil vide af det. En privatmand ville købe det som forsyningsskib til hospitalsskibe, men da Vanguard skulle forlade Kyleakin, forlangte havnemyndighederne 38.000 pund i havneafgift.
Den gamle havnefoged i Kyleakin var nemlig i mellemtiden død. Og det var ham, der havde lavet en aftale med den nye ejer om, at Vanguard kunne ligge til kaj uden beregning.
Livet på havet kan være barskt. Men for mangen et skib er det mødet med land, der besegler dets skæbne.
Nu har alle frasagt sig ejerskabet til Vanguard og hun ligger i dag som en rusten maritim sorteper, som ingen vil vide af. Lige agten for Havhingsten. Skønheden og udyret. I havnen i Kyleakin.