Her kan du læse de seneste dagbøger på Havhingstens togt frem mod Dublin.

Vabler og brunsvier

Udgivet 04/07-2007

Vi forlader gæstfrie Bragdøya klokken halv ti om formiddagen. Håkon, som reddede min dag i går med kaffe og åben ild i pejsen, står inde på kajen og sender os af sted med en kanonsalut.

Vejret er gråt og ikke en vind rører sig, så vi går for årer ud gennem skærgården. Farten er cirka 3 knob.

Efter tre kvarters roning overtager Preben min åre i styrbord side i midtskibet. Som altid fortæller han røverhistorier. Og da Tonny fra agterrummet kommer forbi for at videofilme alle besætningsmedlemmers svar på spørgsmålet, hvorfor vi er om bord på Havhingsten, får vi historien om, at Preben i virkeligheden er prøveløsladt og at sejladsen er en form for udslusning tilbage til det virkelige liv.

Men at ro Havhingsten er tungt og slider hårdt i hænderne. Efter en tørn på cirka tre kvarter stopper Preben roningen og rækker højre hånd i vejret, som sad han på midterste række i en skoleklasse.

”Carsten… CARSTEN! Jeg har fået en vabel…!” lyder det med pivet stemme fra Preben op mod skipper i løftingen.

Bortset fra et smil tager skipper nu ikke videre notits af sin ømskindede midtskibs-formand. Men det stiller Preben sig ikke tilfreds med.

”Altså Carsten… jeg har hørt, at der er noget i brunsvierne ovre på ’Cable One’, som hjælper rigtigt godt mod vabler”.

Og denne gang reagerer skipper, som øjensynligt har fået en god idé. I hvert fald tager han radioen og kalder vores trofaste følgeskib og fortæller, at han har hørt, at brunsvier skulle være godt mod vabler.

Og en time senere sker det fantastiske; tre store bakker med friskbagte brunsvier kommer drønende i en gummibåd ovre fra ’Cable One’. Glemt er regn og ømme hænder. Man kan ikke andet end holde af folkene ovre på skibet fra Struer.

Dronning Sonjas fødselsdag

Først på aftenen ankommer vi til en nyanlagt havn ved Båly. Havnen ligger nogle få kilometer øst for Lindesnes, som er Norges sydligste punkt.

Vi er kommet hertil på slæb. Da vi var fri af skærgården og tilbage i det Skagerrak, som gav os en forrygende sejlads forleden, beslutter skipper at afprøve, om det kan lade sig gøre at blive slæbt efter ’Cable One’. Vejret er ideelt. Der er ikke ret meget vind, og den smule der er, kommer fra sydvest – den retning vi skal. Hvis vi nogensinde for alvor får brug for en slæbetrosse fra vores følgeskib, kan situationen meget vel være særdeles kritisk. Det er godt sømandsskab at være vel forberedt.

Da vi nærmer os Båly havn stikker et lille vikingeskib stævnen frem bag den meterhøje mole, men trækker sig straks tilbage, som var den blevet skræmt over synet af det, der kom imod den.

Vi overvejer et øjeblik, om vi skal give den et gevaldigt vikinge-brøl, når vi runder molen, men forbliver tavse. Det andet skib er så lille, at det næsten ville være synd at brøle det omkuld.

Da Havhingsten er fortøjet, fylder vi maverne med hovmestrenes seneste trylleri; jeg spørger bagefter Jens, hvad jeg må kalde retten og får at vide, at den hedder ’Jens’ Gullash’.

Men vi er ikke kun kommet til Båly for at spise. Faktisk er vi her først og fremmest for at være med til genåbningen af Spangereid-kanalen. Kanalen er 930 meter lang og forbinder Høllebugten med Skagerrak.

I morgen kommer Norges Dronning Sonja forbi for at genåbne kanalen. Hun er i forvejen i området. For netop i dag – den 4. juli – fylder hun 70 år og har i den anledning inviteret store dele af det europæiske kongehus på en sejlads fra Stavanger til Oslo. Også det danske og svenske kongehus er med i følget. I deres respektive kongeskibe.

Opel Vetra og line-dance

Båly havn er et lidt besynderligt sted. På den ene side af en klippe ligger det gamle fiskerleje med malerisk forfaldne norske fiskerhytter. På den anden side af klippen er en nybygget havn skudt op af vandet. Halvfærdige bygninger og halvtomme forretninger møder en, når man træder op på kajen og går på opdagelse. Selv om stedet halv om halvt er en byggeplads, er der masser af liv.

Som altid bliver vi budt hjerteligt velkomne og får lov at indlogere os på førstesalen af en lystfiskerbutik. Snart er det tomme loftsrum omdannet til sovesal og kontor for Havhingstens besætning.

Jeg går mig en lille tur, for at tage vores nye destination i øjemål. Og på parkeringspladsen møder der mig et underligt syn.

En Opel Vectra 2,0 TDI er parkeret på p-pladsen midt mellem vandpytter og byggematerialer. Begge fordøre på bilen står åbne og stereoanlægget er sat på fuld styrke. Mine ører opfanger en meget discofil udgave af den klassiske folkesang med omkvædet; ’Whiskey in the Jarr’.

Det mest besynderlige er imidlertid de 20 kvinder foran bilen. Der er et par unge, men flertallet er midaldrende med fyldige bagdele og taljer, der engang har været smallere.

To skridt til siden… et skridt baglæns… og klap!

”De danser sgu line-dance midt på en grus-parkeringsplads i en havn, som mest af alt er en byggeplads,” tænker jeg ved mig selv og står stille et øjeblik. Men de smiler og griner og har det sjovt. Og her står jeg; i sejlertøj, gummistøvler og med en norsk uldhue på hovedet en sommerdag i juli. Mens jeg vandrer videre spekulerer jeg et kort øjeblik på, hvem der egentlig så mest komisk ud – og bliver enig med mig selv om, at det slet ikke kan udelukkes, at det i virkeligheden er gasten fra Havhingsten.

Herfra Kraka kom

En kilometer nord for Båly havn – og langs med kanalen som skal åbnes i morgen – ligger byen Spangereid.

Jeg går ned på den lokale tankstation og køber cigaretter til 65 norske kroner pr pakke! Hvorfor i himlens navn skal alting være så dyrt i Norge?

På vejen tilbage til skibet støder jeg på en informationstavle, som fortæller mig, at det var fra netop Spangereid, at Kraka ifølge sagnet stammer. Den fattige unge kvinde, som Ragnar Lodbrog bad komme til sig hverken påklædt eller nøgen, hverken fastende eller mæt, hverken alene eller sammen med nogen.

Og som de fleste nok husker, kom den snarrådige Kraka tildækket af et fiskenet. Et løg havde hun bidt i. Og med sig bragte hun en gårdshund.

Kraka hører, så vidt jeg ved, til i myternes verden, men informationstavlen kunne fortælle mig, at en række historiske personer tilbage i vikingetiden hævdede at være ud af den slægt, som blev resultatet af mødet mellem Ragnar og Kraka.

I morgen skal det også handle om historie. Historien om en kanal fra 700-tallet, som i morgen skal genåbnes.