Nogle gange bliver man helt stum over den gæstfrihed andre viser Havhingsten og os, der har fået lov at sejle skibet til Dublin.
I går var et af disse øjeblikke. Uanset hvor meget jeg ledte, kunne jeg ikke finde engelske gloser som til fulde kunne udtrykke min taknemmelighed.
Vi ankom først på aftenen i den bugt, som grænser op til Bruce og Dorothy Mickels landejendom i det skotske højland. Inde på stranden stod en værtsparrets bekendte. Han var færd med at tænde bål. Og kort efter kom to store gummibåde os i møde. I den ene stod Bruce og Dorothy. Da gummibåden var nær spillede Bruce en musikalsk velkomst på sin sækkepibe.
Da vi lå for anker, kom gummibåden op på siden af Havhingsten. Bruce hævede en flaske whiskey, udbragte en skål og lod derefter den livgivende drik gå på omgang i Havhingsten. Og så blev vi, vores telte og bagage og aftenens festmåltid færget i land af 10-15 lokale i deres både.
Hjortekød og hjemmelavede pølser blev lagt på grillen, mens vi stillede telte op i strandkanten. Og der blev skålet i øl, vin – og senere – i whiskey.
Jeg satte mig ned et øjeblik. Helt stum over at sidde her omgivet af smukke skotske bjerge, langt væk fra al civilisation og så alligevel kunne indtage et festmåltid som dette. Uden tvivl det bedste måltid på denne tur. Nydelsen ved et festmåltid handler så sandelig også og, hvor og med hvem man deler glæderne. Og jeg blev helt rørt over at se værtsparret have så megen glæde ud af at give så meget til os.
Da stumheden havde fortaget sig gik jeg hen til Bruce og Dorothy. De fortalte, at de til daglig bor i Edingburg. Men at de nyder at være på deres landsted; 3.000 acres skotsk højland. Tilgiv mig at jeg ikke på stående fod kan huske, præcist hvor meget en acre er efter dansk målestok. Men der er ingen tvivl om, at det var stort.
”Men ikke efter skotske forhold. I Skotland er Rahoy et forholdsvis lille sted. Men vi nyder det og forsøger at bringe området tilbage til det oprindelige landskab med flere egetræer, end der er at se i dag. Tidligere har træerne haft trange kår på grund af hjortene, som spiser bladene på de unge træer. Men nu er vi begyndt at holde bestanden nede. Vi skyder cirka 60 hjorte om året. Et dyr for hver af os,” forklarede Bruce og så på sine bekendte rundt om bålet,”og resten af jagten tager vores bestyrer sig af”.
”Vi har holdt øje med jer i flere uger. Vi var faktisk bange for, at det ikke skulle lykkedes os at mødes med jer her, for vi tager tilbage til Edinburg. Men vi er så glade for, at I kom i tide, og at vi fik set jeres smukke skib,” sagde Dorthy med et stort smil om munden.
At Bruce og Dorothy overhovedet hørte om os, skyldes John Robertson på følgeskibet. Han er lokalkendt og har, inden vi ankom til Orkneyøerne, forhørt sig om, hvor vi eventuelt kunne få lov at ankre op og overnatte.
Nogle gaster på Havhingsten byggede en svedhytte af fire årer rejst på højkant og nogle presenninger fra skibet. De lokale morede sig kosteligt over synet af en lille flok nøgne vikinger i fast rutefart mellem den varme sauna og det iskolde vand i bugten.
Jeg holdt mig oppe ved bålet, hvor jeg sugede det smukke landskab til mig. Og gik til ro ved midnatstid. Mæt af indtryk. Med Morten og Balders sangstemmer fra bålet og Bruces sækkepibe i ørerne.
I morges skulle det hele så retur til Havhingsten og de lokale stillede op på ny. Bruce og Dorothy kom om bord på Havhingsten og roede sammenmed os ud af bugten. Da vi rundede en pynt for at sejle stik vest, var vinden så hård og roturen foran så lang, at skipper besluttede at lægge masten ned.
Nu er vi på vej for sejl længere sydover. Måske – jeg håber det – kommer vi til Oban i aften eller nat. Jeg trænger til et bad efter flere døgn uden. Og til at få vasket noget tøj og føle glæden ved rent tøj mod kroppen.
Vi sejler forholdsvis hurtigt. 8-9 knob og lidt til. Har lige overhalet en moderne glasfiber-sejlbåd. De kunne bygge skibe, de vikinger.