Historien

Historien

Historien om opdagelsen af Grønland er en af de bedst kendte fortællinger i de islandske sagaer. Rejser over åbent hav krævede mod og nysgerrighed, erfaring til søs og fortrolighed med navigation. Og kom skibene sikkert frem, blev der berettet om eventyrerne med anerkendelse og respekt.

De lå ikke vikingerne fjernt at søge lykken 'på den anden side af havet'. Befolkningspres, mangel på god landbrugsjord, straf i form af landsforvisning, drømmen om frihed, rygter om fremmede egne og lysten til at gøre nye opdagelser har gennem århundrede før vikingerne mod det ukendte.

Erik den Røde

I 982 blev nordmanden Erik den Rødes skæbne afgjort på Tinget ved Breiða Fjord på Island. Voldsomme uenigheder med en nabo førte til flere drab, og Erik den Røde lev landsforvist i tre år.

Han [Erik] fortalte dem, at han agtede at søge efter det land, som Gunbjørn, Ulf Krakes søn, så, da han drev vestpå over havet og fandt Gunbjørnsskær. Han siger, at han ville tilbage til sine venner, hvis han fandt landet.
Fra Sagaen om Erik den Røde, 1200-tallet

Efter tre år som fredsløs vendte Erik den Røde tilbage. Med sig havde han historier om dybe fjorde og frodigt, ubeboet land. Senere samme år satte 25 skibe sejl mod det nye land... som han kaldte Grønland fordi, som han sagde, folk vilde få stor lyst til at komme der, hvis landet havde et godt navn.
Fra Sagaen om Erik den Røde, 1200-tallet

Rejsen

Klimaet på Nordatlanten var midlere, da de første kolonister sejlede fra Island til Grønland i slutningen af 900-tallet. Men trods somre med gunstig vind, mange lyse timer og sødygtige fartøjer, var ruten over åbent hav ikke uden risiko. Sagaerne beretter om skibe der gik ned, drev tilbage eller mistede kursen og risikerede at blive fanget på havet i lang tid.

Rejserne blev tilbagelagt i store sødygtige og havgående skibe med rum til stor last. Erik den Rødes saga og Grønlendiga saga fortæller om besætninger på 30-40 mand - hele familier, der flyttede deres liv; proviant til flere dage uden land i sigte, våben og værktøj, husdyr til forsyning og avl samt andre praktiske fornødenheder til at starte et nyt liv, et ukendt sted.

Vikingerne kendte til nord, syd øst og vest. Ved at læse naturen; dyrelivet, havets skiftende farver, landkendinger samt solen, månen og stjernerne kunne de sætte og holde kursen. Og nogle af vikingernes fortællinger og remser indeholdte også sejlanvisninger. Om rejsen til Grønland lød det:
Fra Hernar [dvs. ved Bergen]i Norge skal man sejle lige mod vest til Hvarf på Grønland. Så sejler man nord om Hjaltland [dvs. Shetland], dog således at man kun lige ser det, når man har god sigtbarhed, derpå syd om Færøerne, således af synsranden af havet står midt på fjeldsiderne, og så syd for Island, at man ser fugle og hvaler.
Hauksbóks redigering af Landnámabók, 1300-tallet

Nordbolivet

Erik tog Eriksfjorden i besiddelse og slog sig ned på Brattahlið.
Fra Landnámabók, 1100-tallet

Erik den Røde grundlagde sit høvdingesæde i syd (Østerbygden). Andre skibe fortsatte nordpå langs kysten og etablerede Vesterbygden, ved det nuværende Nuuk. Fortællingerne om det nye land gav håb om et bedre liv, og sendte flere og flere på Grønlandsfærd.

Fra år 1000-1500 voksende vikingernes nordligste kolonier. Befolkningstallet steg, nye bebyggelser skød op og yderfjordenes græsgange blev taget i brug til kvæg, får og geder. Fra Island og Europa fik nodboerne træ, jern og lertøj mod grønlandske luksusvarer, som skind og hvalrostand.
De ca. 2.500 nordboer boede spredt over flere tusind kilometer, og de tilpassede sig landskabet i en højere grad end hidtil antaget.
Nye studier viser, at nordboerne i lang tid holdt til de klimaforværringer, som kom med 'Den Lille Istid' omkring år 1250. Landskabet blev goldt, kvæget døde, og stormene holdt de norske handelsskibe fra Grønlands kyster. Langsomt gik nordboerne fra landbrug til fangst og fiskeri. De yderste gårde blev forladt, magt og ressourcer blev samlet omkring stormandsgårdene, og forskellen på rig og fattig blev større. Først 250 år senere forsvandt de sidste mennesker fra Østerbygden.

Der er i dag flere spor i landskabet efter nordboernes liv på Grønland. Rester af bådhuse ligger langs kysten og vidner om søfartens betydning for kontakten mellem bosættelserne. Og ruiner af gårde, pakhuse, kirker og et bispesæde, alle anlagt ved naturhavne og bugter, ses i dag som knudepunkter i nordboernes grønlandshandel.