I Nordboernes kølvand

Skjoldungens togt til Grønland 2016

Skjoldungen skal til Grønland i 2016. Skibet, der er en rekonstruktion, af det mindste af de originale vikingeskibe (også kaldet vrag 6) blev bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft og søsat i 2012. Det originale skib, Vrag 6, er bygget i Vestnorge ved Sognefjorden og er tolket som et fiske- og fangstfartøj på grund af den robuste byggemåde. En bådtype, man meget nemt kan forestille sig har været brugt i Grønland til lokaltransport, fangst og fiskeri.

Den planlagte rute
Det er mindst 600 år siden, et fartøj som Skjoldungen har sejlet i Grønland. Verden har generelt ændret sig meget, siden Nordboerne befolkede Grønland, men området og de forhold, som Skjoldungen skal sejle under, er meget lig datidens. Der er kommet nogle byer og bygder til, men de fylder ikke meget i den store natur.

Selv om mange tidligere har krydset atlanten i vikingeskibe, så skal Skjoldungen og mandskabet ikke selv sejle hele vejen til Grønland. Båden fragtes til Grønland på et fragtskib, så togtet kan have fokus på at udforske de steder, hvor Nordboerne har boet og levet. Den første del af sejladsen sker i Sydgrønland, og derefter går turen op til Nuuk. Fra det der dengang var Østerbygden op til Vesterbygden, som lå i fjordkomplekset inden for Grønlands hovedstad Nuuk. En distance på små 500 sømil.

Overvejelserne
Der er mange ting der skal overvejes før sådan en tur, fx: 

  • Hvordan skaffes ferskvand? Det er ikke muligt at forlade sig på at finde vandløb ved yderkysten, så sejlruten bliver nødt til at tage højde for, at skibet skal ind i fjordene for at finde elve med drikkevand.
  • Hvor meget af provianteringen kan baseres på fiskelykken? Der er ingen tvivl om, at besætningen kan fange massevis af fisk, og det forlyder, at fiskene bider på stort set hvad-som-helst. Men hvor kraftige liner skal der til, hvis fiskene når over en meter i størrelse?
  • Hvad med isen? Is er en af de virkelig store udfordringer, besætningen kommer ud for. Mangt et skib er blevet beskadiget eller mast i pakisen, som vinden og tidevandet kan pakke på forbløffende kort tid. De smukke og betagende isfjelde kan også være farlige at komme for nær, de kan vippe rundt eller gå i stykker med store bølger til følge.
  • Er der isbjørne?  Isbjørne hører normalt til i Nordgrønland. Men, sammen med polarstrømmen og storisen kommer de syd om Kap Farvel, og et møde med de store bamser er derfor ikke usandsynligt i den sydlige del af togtet fartområde. Derfor medbringer besætningen også skydevåben.
  • Tidevand og kastevinde? I det område, hvor Skjoldungen skal sejle, kan der være en tidevandsforskel på over 3 meter. Det er enorme mængder af vand, der flyttes fire gange i døgnet. Det er en faktor, der virkelig skal tages højde for ved sejladsplanlægningen, så skibet kan udnytte tidevandet til sin fordel i stedet for at kæmpe imod det. Tidevandet bliver også en udfordring, når skibet skal fortøje. Dertil kommer risikoen for pludseligt opståede kastevinde, som ved alle kyster med høje fjelde. 

Forberedelserne
Siden planerne tog mere konkret form i 2012, har Skjoldungens laugsmedlemmer målrettet arbejdet på at forberede sig til denne tur. Mange af de forhold, der indgår i overvejelser er ikke noget, besætningen kan forberede sig på i praksis her i Danmark, men de gør deres yderste, for at være så velforberedte som muligt.

Fordi det kan være barske forhold at sejle i, med vandtemperaturer på maks. 2-3 grader og is i alle afskygninger samt lufttemperaturer på 7 – 12 grader, har næsten alle skibets træningssejladser ligget enten først eller sidst på sejlsæsonen, så forholdene har været så barske som muligt, med kulde, blæst og nedbør. Det har været koldt, og besætningen har lært, at det fx er en god ide, at have masser af uldtøj på under sejlertøjet. Uld er godt, for det lugter ikke, og så varmer det, selv når det er fugtigt.

Planen er normalt at lægge ind til land og overnatte i telte. Men besætningen har også trænet i at kunne overnatte otte mennesker ombord på Skjoldungen. Hele skibet kan overdækkes med et telt, hvor mandskabet kan sove, lave mad og hvile. Det er trangt, men det fungerer.

På Skjoldungens træningstur/sommertogt i august 2015 er det primære mål, at få sejlet så mange sømil som muligt og få træning i sejlads i skærgård. Derfor går turen forhåbentlig op langs den svenske vestkyst.