På Rødsand syd for Lolland, er energiselskabet E.ON i gang med at etablere endnu en havvindmøllepark, og tidligt tirsdag morgen fik det kæmpestore kabellæggerfartøj noget på krogen, da den hævede ankeret.
Skibets eget anker, der vejer 15 ton, havde fået kløerne i et andet anker fra en fjern fortid.
"Der er tale om et helt utroligt held", fortæller leder af Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske afdeling Jørgen Dencker og fortsætter: "Arbejdsområdet dækker omkring 40 kvadrat-kilometer og ankeret må have ligget godt gemt nede i havbunden. Det må siges at være nålen i høstakken, når Nostag10's anker får fat i et gammelt anker, der oven i købet bliver siddende fast indtil begge ankre var hævet sikkert op på dækket!".
Helt efter bogen pakkede E.ON’s folk ombord på Nostag10, straks ankeret ind i plastik for at forhindre udtørring - herefter kontaktede de Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske beredskab.
I 2008 foretog Vikingeskibsmuseet en såkaldt marinarkæologisk forundersøgelse der, hvor vindmølleparken skal etableres og ved den undersøgelse blev tre andre ankre fundet. Men fordi det nyfundne anker lå begravet i sand, var det ikke muligt for dykkerne at finde det dengang.
”Femern Bælt har været skueplads for adskillige store søslag gennem tiden, hvor mange skibe er gået ned og desuden har området ved Rødsand været et foretrukket ankersted, når der skulle søges ly for storme fra de nordlige kanter", fortæller Jørgen Dencker. "Området er kendt for at rumme mange mistede ankre, men det særlige ved dette anker er, at det er helt fantastisk velbevaret".
Ankeret er af smedejern og er 3,10 meter langt og 1,80 meter bredt over fligene. Det anslås at veje ca. 500 kilo. Træstokken og ankerringen er væk, men resten er utrolig godt bevaret. Ekspert i maritimt strandingsgods Gert Normann Andersen, der har tilknytning til Strandingsmuseet i Thorsminde, vurderer ankeret til at været fra 1700-tallet, måske endda tidligere. Noget tyder desuden på, at ankeret er af fransk oprindelse, efter vinklen på ankerets flige at dømme. Det kan have siddet på et handelsskib eller et orlogsskib på omkring 120 fod (40 meter).
Lige nu befinder ankeret sig på Vikingeskibsmuseet og museets specialister er i gang med at foretage den første vurdering af det. Efterfølgende vil ankeret blive opmålt, 3D-tegnet og fotograferet, inden det sendes til Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede, hvor det skal konserveres og bevares for eftertiden. Bevaringsafdelingen er Nordens største af sin art med 90 ansatte specialister, der arbejder med alle former for materialer. Genstande af metal som eksempelvis ankeret ser ofte helt anderledes ud end da de var i brug. For metalkonservatoren gælder det derfor om at finde den oprindelige overflade i rustlaget, fjerne skadelige salte fra metallet og sidst men ikke mindst at beskytte metallets overflade. Bevaringsafdelingen er eksperter i at konservere arkæologisk metal, så det bliver stabilt og kan bevares for eftertiden.
Fakta
I forbindelse med anlægsarbejde til havs er det bygherren, der betaler for de marinarkæologiske undersøgelser. Findes der under selve anlægsarbejdet noget, der er mere end 100 år gammelt, påhviler det også bygherren at betale for omkostninger til dokumentation og konservering. I dette tilfælde er det energiselskabet E.ON som står bag havvindmølleparken, den såkaldte Rødsand 2. Når mølleparken er færdig, vil der være 90 vindmøller som tilsammen forsyner 200.000 husstande om året med miljøvenlig energi - svarende til 2% af Danmarks samlede energiforbrug.
Både den konkrete undersøgelse og den efterfølgende konservering af ankeret, betales af E.ON.
Vikingeskibsmuseet varetager marinarkæologien for Nationalmuseet i farvandsområdet øst for Storebælt. Vikingeskibsmuseet marinarkæologer gennemfører marinarkæologiske forundersøgelser og undersøgelser i forbindelse med anlægsarbejde på havet, gennemfører dykkerbesigtigelser på fund, der er anmeldt af sportsdykkere, fiskere mv. og driver desuden marinarkæologisk forskning.