Eksperimentel arkæologi er centralt for det rekonstruktionsarbejde, som bliver udført på Vikingeskibsmuseets Bådeværft. Det involverer rekonstruktion af genstande, fundet under arkæologisk udgravning, for at udforske hvordan de blev fremstillet og anvendt. Man kan arbejde eksperimentel arkæologisk for at forstå de teknologiske processer, som de fundne genstande var en del af. Rekonstruktion af genstande kan føre til en ny indsigt i fortidens teknologi, og hermed give en dybere forståelse af de praktiske aspekter af livet i fortiden.
I forhold til den eksperimentel arkæologisk forskning, som udføres på museet, er det både og skibsteknologi, som er i fokus,- ikke kun selve bådebygningen, men også de tilhørende håndværk og processer, som involverer fremstillingen af en båd. Dette inkluderer:
- Spinning og vævning af uld og andre fibre til sejl
- Håndlægning af reb
- Produktion af trækul som brændstof til de ovne og esser, hvor jern blev udvundet og senere smedet til nagler
- Fremstilling af olie og trætjære til at forlænge bådens liv
Det er vigtigt at understrege, at eksperimentel arkæologi ikke er et forsøg på at forstå, hvordan folk i fortiden tænkte eller følte: Det er information som vi aldrig vil få adgang til. Moderne eksperimental arkæologer har pligt til at undgå at lave fortolkninger, som er baseret mere på vores egen erfaring som moderne mennesker, end de er på det arkæologiske materiale. Vi kommer aldrig til helt at forstå, hvorfor nogen besluttede sig for at bygge en båd for 1000 år siden. Men vi kan nå frem til en række konklusioner i forhold til, hvordan båden blev bygget og hvordan den måske har været anvendt. Med eksperimentel arkæologi er det helt afgørende, at vi giver det arkæologiske materiale chancen for ’at tale’. Vores rolle som forskere, er at være objektive og at acceptere de resultater der kommer – Ikke at tvinge dem til at passe med vores egne hypoteser.
Kløvning af krumtræ – eller ej…
I forbindelse med Gislingebåd Projektet er der en række eksperimentel arkæologiske spørgsmål, vi ønsker at arbejde med, både under byggeriet og efterfølgende ved brug af båden. Et af disse spørgsmål er, hvorvidt det kan være en fordel at kløve krumtræ, når man skal fremstilles foreksempel bundstokke. Kløvning giver et stærkere færdigt emne: Under kløvning deler træet sig langs fibrenes naturlig løb. Således brydes fibrene ikke i samme grad som ved opsavning, og derigennem opnås en større styrke.
Sidste torsdag udførte Ture og Niels den første prøvekløvning af krumtræ til Gislingebåden. Da bådebyggerne i den sene vinter, gik ud i skoven for at vælge træ til båden, tog de nogle skabeloner med sig, så de kunne vælge stykker, som havde en passende facon og størrelse, til de emner der sinde skulle ende som krumtræ af forskellig slags i Gislingebåden. I sidste uge skulle én af disse stykker krumtræ så kløves. Efter inspektion af stykket, markerede Ture den linje, som træet skulle kløves i. Små kiler blev slået ind i enden af stammen. Som kløvningen skred frem, begyndte de at anvende større kiler, og en stikøkse blev taget i brug for at hjælpe krumtræet med at dele sig. Efter ca. en halv time, var stammen kløvet i to, og bådebyggerne kunne træde tilbage og vurdere forløbet.
At giv genstanden lov til at tale
Kløvningen gik som forudset – stammen var kløvet langs med den linje som Ture havde angivet. De to ret krumme halvkløvninger, som nu lå på jorden, gav anledning til at gennemgå 1:1 folietegningerne af de originale bundstokke. Her opdagede Ture, at det var muligt at se marven på alle bundstokkene. Ved radialkløvning kløver man igennem marven (kernen af træet), så marven er det første der forsvinder når en stamme eller gren kløves. Hvis spanterne i Gislingebåden havde været kløvet, ville det ikke være muligt at se marven eller aftegninger af den på emnets overflade. Det arkæologiske materiale antyder derfor, at de krumme stykker til båden var fremstillet af relativt retvoksede grene, som blev hugget til med øksen, og ikke fra større stykker som blev kløvet.
Denne fortolkning er også understøttet af bådens konstruktion. Biterne i Gislingebåden sad oven på spanterne, og fungerede som tofter til bådens besætning. Det var derfor vigtigt at spanterne blev fremstillet fra retvoksede, eller ret tilhuggede stykker. Hvis bundstokkene havde været kløvet, ville det sandsynligvis, pga. grenenes eller stammernes snoede vækst, give emner, som var for krumme, til at opnå de rimelig rette bundstokke, man ser i Gislingebåden. Denne antagelse må afprøves ved kløvning af flere stykker krumtræ. Men blot kløvning af dette ene stykke krumtræ, viser en af den eksperimentelle arkæologis styrker: Kløvning af et lille stykke krumtræ, giver anledning til refleksioner, og giver grundlag for et nyt blik på de originale tegninger, nu med større viden, og skaber derigennem en mere kvalificeret rekonstruktion af en båd.
En proces i udvikling
Ture understreger, at det langt fra er definitive konklusioner, der kan udledes af denne ene kløvning. Det var det første stykke krumtræ de prøvede at kløve under byggeriet af Gislingebåden, og de mange overvejelser og spørgsmål, som processen sætter i gang, skal bådebyggerne og arkæologerne arbejde videre med.
Eksemplet med det kløvningen af det lille stykke krumtræ, fremhæver eksperimental-arkæologiens styrke som forskningsmetode: Kombinationen af traditionelle akademiske analyser, håndværkernes arbejde, indsigt og viden, resulterer i en ny forståelse af det arkæologiske materiale.
Vi ved ikke helt til hvilket formål Gislingebåden blev bygget, men gennem at arbejde eksperimentelt arkæologisk med rekonstruktionen af fundet, nærmer vi os en forståelse af de arbejdsprocesser, som de oprindelige bådebyggere stod i, da de ved Isefjorden i 1100 tallet, gik ud i skoven for at vælge træ til båden.
» <link https: www.facebook.com external-link-new-window external link in new>Følg projektet på Facebook...
» <link https: instagram.com vikingshipmuseum external-link-new-window external link in new>Følg projektet på Instagram...
