Der er generelt overensstemmelse blandt historikere, at vikingetiden sluttede i perioden efter slaget ved Hastings i 1066. Men virkeligheden er ikke altid så nem at definere, og de folk som levede i 11- og 1200 tallet, havde nok ingen fornemmelse af, at de var ’flyttet’ fra den ene tidsalder til den anden. Bortset for den magthavende elite, fortsatte livet på stort set samme måde som altid, og dagligdagen i den tidlige middelalder var nok den samme, som den havde været i vikingetiden.
Det samme gælder også bådebygning. Middelalderen skabte en række fremskridt inden for maritim teknologi, men da Gislingebåden blev bygget i 1130, var skandinaviske bådebygning stadig en del af vikingetidens bådebygningstradition. Den mest ikoniske element fra vikingetidens skibe er nok stævnene: Billedet af det strømlinede skrog, som snævrer ind i de smalle og elegant for- og agterstævne, virker til at understrege skibenes fart og de sejladsegenskaber, som gjorde vikinger til havets herrer i de forrige århundreder.
Trappestævne – lige som dem på Gislingebåden – er også den mest tydelige manifestation af vikingetidens bådebygnings æstetik. Formet af et enkelt stykke træ, er stævnene udskåret på en måde, der skaber illusionen om at bordene løber uafbrudt hele vejen op til stævntoppen. Det er med til at danne de elegante linjer, som er kendetegnet for vikingeskibe. Den samme metode blev anvendt på en ydmyg hverdagsbåd som Gislingebåden, og det understreger hvor gennemgående en del af bådebygningstraditionen det var. Sammen med den t-formede køl, danner stævnene bådens rygrad, og er de første elementer som bliver fremstillet, når en man bygger en klinkbygget båd.
Stævnene og kølen til Gislingebåden er fremstillet af eg fra Vallø skov. Stammen blev kløvet på samme måde som den stor kævle som plankerne skal fremstilles af (se billederne fra kløvning her…). Det første kløv til to halvdele gik lige efter bogen. Men da stammen var åbnet, kunne bådebyggerne se at stammens centrum, marven, var blevet angrebet af en eller anden form for råd. Asger tog nogle prøver, som blev sendt til Hussvamp Laboratoriet for analyse, og problemet var identificeret som Oksetungesvamp. Den havde angrebet kernen af stammen, lige ved bunden, men prøverne viste også, at den ikke havde spredt sig længere ind i træet. Efter mange diskussioner og overvejelser, besluttede de sig for, at det skadede område var så begrænset, at de godt kunne tillade sig at fortsætte med fremstilling af stævnene, med træ der ikke var angrebet.
For at lave stævnene, blev stammen kløvet videre til mindre dele, og så kom øksen i brug som den primære værktøj. Stævnens karakteristiske kurve begynder at komme frem, og du kan begynde at få en fornemmelse af de endelig proportioner af det færdig element. Det er næsten utrolig at se hvor dygtige bådebyggerne er med øksen: Mens de fleste af os nok ville være godt tilfreds, hvis vi kunne lave et ordentlig stak brænde, anvender bådebyggerne øksen med en præcision og nøjagtighed som skal opleves. Heldigvis har Werner, museets fotograf, lavet en fantastisk slow-motion film, hvor Martin er i gang med at hugge sig ind på stævnen. Her ses tydeligt deres kunnen (se filmen her…).
Stævnens ydre kanter og de karakteristisk ’trappetrin’ er hugget ud. Linjerne langs siden af stævnen – der, hvor bordene ’fletter’ sammen med stævnen – er markeret og den første udskæring er gjort med et stemmejern. Stævnen er efterfølgende udhulet til den rigtige tykkelse, hvilket varierer fra 5 cm ved stævntop til kun 1 cm hvor bordene og stævn skal samles.
Den 5.6 meter lange køl er t-formet og danner bådens rygsøjle. Kølen blev fremstillet fra en lang egestamme, som var gradvist hugget ned til den rigtig størrelse. Først er den groft hugget til en firkantet profil, og så begynder det mere detaljerede arbejde med at forme kølen. Igen er øksen anvendt som den primære værktøj. Dog bliver stemmejern også brugt til at markere specifikke punkter på overfladen og til at forme de svingende ’vinger’, som løber langs kølens kanter. Kølen blev færdig før stævnene, så den blev omhyggeligt smurt med linolie og opbevaret i skygge, så den ikke skulle tørre ud og flække under solens varme.
Køl og stævne blev samlet med et skråskar, og fastgjort med tre jernnagler i hver ende. Tjæret uld blev placeret mellem køl og stævne som kalfatring. Det hjælper til at gøre samlingen vandtæt.
Rejsning af stævne er et vigtig skridt i enhver båds konstruktion. For den første gang kan museets gæster få en direkte visuel fornemmelse af Gislingebådens endelig størrelse. Og mens bådebyggerne havde været fordelt over hele værftspladsen i de forudgående uger, hvor de hver for sig arbejdede med de enkelte elementer, er arbejdet nu begyndte at samle sig om bådens kerne, nemlig køl og stævne.
Bådebyggerne er nu klar til den næste fase i processen: Fremstilling af planker og de første skridt med at planke skroget op.
