Lige som så meget andet håndværk, er reblægning enkelt i teorien, men kræver en høj ekspertise i praksis. Konceptet er meget lig med hvordan man spinder garn. Bast-strimlerne, som er blevet høstet, rådnet, og tørret, er ca. 1 meter lange og 8-10 cm brede. Første delte Carsten strimlerne i mindre stykker, ca. 1 cm brede. Han tog en håndfuld af strimlerne, og viklede dem rundt om en af armene på vinden (<link https: instagram.com p external-link-new-window external link in new>se her). Så begyndte han at spinde basten med en overhånds bevægelse med sin højre hånd, mens han stabiliserede den færdige kordel med sin venstre hånd (<link https: instagram.com p external-link-new-window external link in new>se her). Han fortsatte med processen, og satte nye strimler ind, når det var nødvendigt, indtil kordelen var lang nok. Den blev smurt med et lag oksetalg og fik lov at hvile hen over weekenden.
Vi spoler frem til mandag morgen, og det var tid til at lave forstagen færdig. Dette vil indebære en forøgelse af rebets tykkelse fra en til tre tråde. Carsten startede med at vikle to tredjedel af kordelen rundt om en kort træpind. Så drejede han kordelen to – tre gange, så den begyndte at vikle sig rundt om sig selv. Dette var starten af to-tråds fasen. Han begyndte at lægge rebet ved at passere træpinden med den ’anden’ kordel under og over den første (som stadig var vundet rundt om vinden), og lagde den anden kordel rundt langs den første. Det er meget vigtigt at man ikke vrider i den anden kordel, når den bliver lagt sammen med den første – hvis ikke han holder den parallel, får han et ujævnt reb til sidst.
Der er ikke behov for at holde fast på den færdig to-trådet ende af rebet – den vridning i kordelen låser sig selv, så der er ingen fare for at den trævler op, efterhånden som arbejdet skrider frem. Han lægger den færdige ende på gulvet ved siden af sig, som arbejdet skrider frem. Og du kan tro, at han arbejder hurtigt. Hans bevægelser er ekstremt flydende og hurtige. Det virker næsten som om rebet bare flyder ud af hans hænder mens han arbejder, og nuancerne i de sikre, taktfast håndbevægelser kunne første rigtig påskønnes, da jeg, gentagende gange, og uden tvivl også irriterende, spurgte ham om han kunne gøre det langsommere, så processen kunne fotograferes.
Efter ca. en time var to-tråds kordelen færdigt, og han var klar til at gå videre med næste fase: At lave øjesplejsningen. Bliv hængende ...
