Skriftlige kilder

De fleste middelalderlige sagafortællinger er nedskrevet på Island og omhandler norske stormænd, høvdinger og konger. De har ofte lidt overdrevene historier om heltemodige bedrifter. Alligevel er sagaerne rige på informationer om vikingetidens samfund. I Snorre Sturlassons Olav Trygvasons saga findes vigtige informationer om skibsbyggeri, skibenes udseende og organiseringen af bådvæft og bådebyggere, og i Mangnus Erlingssøn saga er der beskrivelser af skibsprovianten.

Det kan synes sparsomt med brugbare oplysninger, men ved gennemlæsninger opdager man, konkrete oplysninger om fx størrelsen på vandtønder, indretninger af sovepladser, beklædning på Atlanterhavet, regler for kvinder om bord og ikke mindst størrelsen på de flåder der angreb England.

De nordiske skjaldekvad findes overleveret i Snorre Sturlassons store værk Heimskringla (Verdens Kreds) fra 1230. Skjaldekvad er en form for hyldest digt. Snorre var selv skjald og ved at skrive et værk om tidens digterkunst (Edda), har han gjort det lettere for eftertiden at tolke skjaldekvadene.

Mange af kvadene bærer ikke blot navnet på den konge eller høvding, som de lovpriser, men også skjaldens eget navn. Kvadene er derfor lette at sammenholde med andre skriftlige kilder. Kvadene er mundtligt overleveret fra generation til generation, men trods risiko for mange og måske mangelfulde genfortællinger vurderes de i dag som vigtige kilder til vikingetiden.

I Heimskringla skriver Snorre, at man satte ære i at gengive kvadene korrekt og fortælle sandheden:

"Det er ganske vist skjaldens skik at prise den mest, som de netop står foran, men ingen ville alligevel vove at fortælle en mand om bedrifter, han skulle have udført, hvis alle tilhørere vidste det var løgn og praleri. Det ville være hån og ikke pris."

Enkelte lovtekster, som er nedskrevet i Middelalderen, indeholder bestemmelser, som kan fortælle om vikingetiden. Det kan være regler, der forbyder skikke, som var almindelige få hundrede år tidligere; regler for, hvordan man omgås kongen eller bestemmelser vedrørende handel og lovgivning om organiseringen af skibsbygning.

Sidstnævnte gælder den norske Gulatinglov. Gulatinget var det gamle hovedting for Vest- og Sydnorge. Lovens opbygning og indhold har sandsynligvis været forbillede for den tidligste islandske lov Ulvljotslovi fra ca. 930.

Dermed må Gulatingloven være endnu tidligere, selvom den først blev nedskrevet i 11-1200-tallet. Lovens hovedtekst indeholder flere kapitler om bådbygning, skibsstyring, besætningsregler og våbenregler som i dag henføres til vores tolkning af vikingetidens skibsbygning og organiseringen af flåder.

De sikreste skriftlige kilder er som hovedregel dem der er nedskrevet samtidigt med begivenhederne de omtaler. Til denne kategori hører runeindskrifterne. Rune-teksterne er dog som regel begrænset til få linjer, og de er spredt både kronologisk og geografisk.

Nogle få træpinde med indristede runer, som har været brugt til at videregive meddelelser, er bevaret. Teksten på de ca. 140 runesten, vi i dag kender til i Danmark er også en god kilde. Runeskrifterne på stenene giver et vist indblik i de politiske og samfundsmæssige forhold.
Som eksempel kan man på Jellingestenen læse:

"Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne."

Bortset fra runeindskrifterne, kommer langt de fleste skriftlige kilder fra vikingetiden, fra udlandet.

Det udenlandske kildemateriale kan opdeles i:

• Annaler
• Krøniker
• Levnedsbeskrivelser
• Rejsebeskrivelser

Størstedelen af disse tekster er skrevet på latin og ofte på baggrund af politiske, militære eller religiøse konfrontationer med vikingerne.

Annaler

Annaler er kronologisk førte årbøger skrevet af kirkelige personer, om landets indenrigs- og udenrigspolitiske begivenheder.

De frankiske Rigsannaler beretter i 808, at danernes konge Gotfred, grundet stridigheder med kejser Karl den Store i Frankerriget, befæstede sin sydlige grænse med en vold.

Vikingernes første plyndringer nævnes i de irske Ulster-annaler i januar 840:

"Lugbad was plundred by the heathens from Loch n’Echach and they led away captive bishops and priests and scholars, and put others to death."

Annalerne giver mulighed for at spore vikingernes færden; plyndringer, erobringer og handel i store dele af den kristne verden, og selvom de først er nedskrevet i 1400-tallet, opfattes de senere nedskrivninger som pålidelige versioner af de tidligere originale annaler.

Udenlandske Krøniker

Adam af Bremens krønike, om de hamburgske ærkebispers historie fra ca. 1075, bruges som kilde for Nordens historie, fra tiden omkring 870 op til 1080. Den 4. bog som kaldes "Beskrivelse af øerne i Norden" bygger på mundtlige overleveringer fra den danske konge Svend Estridsen.

"Danerkongen, hvis minde vil leve længe, havde barbarernes ugerninger så friske i erindringen, som var de skrevet ned."

Om Adam af Bremen selv har været i Skandinavien er vanskeligt at udlede af teksten, men i 3. bog beretter han om et møde med Svend Estridsen, og her står:

"Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog."

Også den Angelsaksiske krønike er en vigtig kilde til vikingetiden. Krøniken er en samling af dokumenter som dækker anglesaksernes historie i England frem til 1154. Selvom mange af dokumenterne er sekundære kilder og bygger på legender og fortællinger, indeholder krøniken også enkelte førstehåndsbeskrivelser af hændelser, som ikke er belyst i andre skriftlige kilder. Blandt de mange historier er beretninger om vikingernes plyndringer og erobringer af de engelske byer.

Levneds- og rejsebeskrivelser

Ansgars levnedsbeskrivelse, der omhandler munken og missionæren Ansgar, er primært en beskrivelse af Ansgars virksomhed som missionær og hans vej til bispesædet. Men eftersom Ansgar missionerede i Norden, indeholder værket flere illustrative fortællinger om Danmark og Sverige i 800-årene; heriblandt om samfundsforholdene i den svenske handelsby Birka.

Langt de fleste arabiske kilder om vikingerne er rejseberetninger. Den arabiske gesandt, Ibn Fadlan, mødte i 900-tallet vikingerne ved floden Volga, og hans beretning om dette møde indeholder beskrivelser af vikingernes ceremonier og ritualer ved høvdingebegravelser; herunder trælleofringer. Men også vikingernes hygiejne kommenteres i beretningen: "De er de mest beskidte af Allahs skabninger." En spansk araber ved navn Ibn Rustah, der besøgte Hedeby i 900-tallet, har dog en anden oplevelse, og i hans beretning fremstilles vikingerne som velklædte og renlige.