Det arkæologiske eksperiment

Testsejladser med Havhingsten fra Glendalough 

Når vi sejler en ny rekonstruktion for første gang, skal vi genopdage en mere end 1000 år gammel teknik. Ingen moderne mennesker har det samme erfaringsgrundlag, som vikingerne havde, heller ikke til søs. Men bådebyggerens sans for materialer, form og æstetik og sejlerens vilje til at kende sit skib kan genfindes i sagaerne, skjaldedigtene og ikke mindst i fundet af de fem Skuldelevskibe.

Vi bliver klogere på vikingetidens mennesker og kultur ved at afprøve de rekonstruerede skibe under realistiske forhold og sejle med samme seriøsitet og engagement som i vikingetiden.

I sejladsforskningen skelner vi mellem forsøgsrejser og testsejladser. De to forsøgsformer har hver deres fokus og giver forskellige resultater.
På forsøgsrejser undersøger vi skibets sødygtighed, manøvreevne, fart og besætningens præstation. Skipper og styrmand registrerer skibets rejsehastighed fra A til B, og besætningen afprøver indretning af sovepladser, opbevaring af proviant, kommunikation om natten og organisationen om bord.
Med testsejladser beskriver vi et skibs sejlegenskaber i forskellige vejr- og vindforhold. Besætningen undersøger skibets evne til at krydse mod vinden, til at stag- og kovende, og hvordan det er at ro samt rejse samt lægge masten. Forsøgene gentages flere gange under skiftende forhold for at få et gennemsnitsresultat.

Forsøgene belyser den betydning et vikingeskibs lasteevne og sejlegenskaber havde for transport og kommunikation i vikingetidens samfund. Det leder os på sporet af de muligheder og begrænsninger en handelsmand eller flådefører stod overfor for 1000 år siden.
 

Forudsætninger og formål

I ”Roar-rapporten” har Max Vinner redegjort for Skuldelev 3 rekontruktionen Roar Eges sejlegenskaber primært med udgangspunkt i to rækker af forsøgssejladser i henholdsvis efteråret 1984 og 1985. Formålet med disse sejladser var at ”klarlægge og dokumentere, hvorledes et vikingeskib af typen Skuldelev 3 har kunnet tage vare på sin last under forskellige naturforhold til søs.” (Roar-rapporten side 236). I praksis gennemførtes en række standardiserede krydsforsøg og opmåling af skibets fart på forskellige kurser i forhold til vinden i forskellige vindhastigheder (”fartroser”). Desuden indgår også forsøg med roning og beskrivelser og registrering af forskellige manøvrer med sejlet.

Siden har arbejdet med forsøgssejladser ført til en skelnen mellem ”forsøgsrejser”, hvor skibets (og besætningens) samlede præstation under begrebet ”rejsehastighed” beskrives og ”testsejladser” hvor enkeltfaktorer isoleres med henblik på at beskrive skibets sejlegenskaber under forskellige forhold.

Et væsentligt mål med testsejladser er at kunne sammenligne det aktuelle skibs sejlegenskaber med andre skibe. Max Vinner har i Roar-rapporten gjort forskellige sådanne sammenligninger. Således er resultater for Roar Ege sammenholdt med såvel andre vikingeskibe/råsejlere (Saga Siglar og Rana), som moderne kapsejladsbåde (X 99) og forskellige brugsfartøjer op gennem tiden. Der er primært sammenlignet på krydsegenskaber og på fartroser; men også på enkeltmanøvrer som vendinger og rebning.

Det særlige ved Havhingsten – og ved andre langskibe – er at de både er ro- og sejlskibe. Deres skrogform er i meget høj grad dikteret af ro-funktionen, og det er derfor væsentligt at forsøge at indkredse, hvorfor dette var så vigtigt. Er det primært en fordel i forhold til at bevæge sig op ad floder, i forhold til at opnå øget operationsradius eller for at opnå uafhængighed af vejret? Eller var det den taktiske manøvredygtighed, muligheden for at kunne bevæge sig en kort strækning mod vinden for at få en bedre udgangsposition, som var vigtig?

Hvor besætningens forhold og præstationer indgår som en integreret del af resultatet i forsøgsrejsen, vil besætningens evner og kundskaber så vidt muligt blive isoleret fra resultatet af testsejladserne. I praksis er dette et ideal, som ikke kan nås; men vi må forvente at komme tættere på idealet i forbindelse med sejladsen til Dublin, hvor besætningen dels har haft lejlighed til at øve håndtering af skibet gennem tre sæsoners træningssejladser og dels ”sejler sig i form” undervejs.

Spørgsmålene

Helt grundlæggende er hensigten at besvare/beskrive følgende generelle spørgsmål/forhold:

1. Skibets fart på forskellige kurser i forhold til vindretningen og vindstyrken.
2. Skibets egenskaber under kryds mod vinden i forskellige vindstyrker, herunder afdrift, højde og fart over grunden regnet direkte mod vinden.
3. Søens indvirkning på ovenstående forhold.
4. Hvilken øget funktionalitet giver årerne skibet, hvis nogen overhovedet?
5. I forbindelse med de generelle spørgsmål undersøges samtidig følgende mere specifikke forhold:
   • Skibets (og besætningens!) præstationer under roning overfor krydsforsøg under sammenlignelige forhold
   • Roning under forhold, hvor sejlads ikke er mulig, f.eks. i vindstille eller på floder*)
   • Antallet af roeres indvirkning på præsteret hastighed under roning under forskelle forhold.
   • Forsøg med nedlægning af masten, herunder betydningen for roning
   • Varigheden af stagvendinger og kovendinger
   • Varighed i tid og rum/distance af sejlsætning og bjærgning
   • Betydning for fart og afdrift af at sejle med reb i sejlet
   • Under hvilke konditioner vil det være muligt for skibet at bjærge sig fri af læ kyst?

*) Det er ikke sikkert, at vi under sommerens sejladser får lejlighed til at undersøge dette forhold, men vi må gribe muligheden, hvis den opstår.

Metoder

Som nævnt er begreberne fartroser og krydsforsøg væsentlige i beskrivelsen af et skibs sejlegenskaber. Måleresultater som kan føre til disse beskrivelser, kan i forbindelse med sejladsen til Dublin principielt opnås ad to veje: Dels gennem en analyse af opsamlede data under selve rejsen under de forhold, der nu må forekomme undervejs og dels ved isolerede testsejladser, når der tilfældigt opstår ventetid undervejs og i dagene mellem de facto ankomsten til Dublin og den officielle modtagelse.

Hjemme i Roskilde opsamles desuden samtidige og relevante vejrdata (vindretning og styrke) fra observationer modtaget fra DMI eller lignende, med henblik på at kunne sammenholde de aktuelle oplevede vejrforhold med sådanne observationer. Med udgangspunkt i en sådan sammenligning af data, vil det måske være muligt at slutte noget om en tilsvarende rejse under andre vejrforhold.

Undervejs - dvs. når der sejles med henblik på at komme frem mod Dublin:

Skibets navigationsinstrumenter måler undervejs og gemmer elektronisk følgende samtidige data:

• Tid og position
• Fart gennem vandet og over grunden
• Styret og beholden kurs
• Vindens styrke og retning

De samme data registreres (ved aflæsning af instrumenterne) jævnligt i logbogen. Desuden registreres det sejlede spor (og dermed kurs og fart) på små uafhængige lomme-GPS’er. Endelig sendes skibets position, kurs og fart hjem via satellit til offentliggørelse på hjemmesiden. En særlig parameter, nemlig søens højde og øvrige karakteristika, vil kun blive registreret i logbogen i form af den enkelte navigatørs bedømmelse af forholdene.

Under roning undervejs registreres altid i logbogen antallet af roere.

Varigheden af manøvren ”sætte sejl” og ”bjærge sejl” noteres særskilt ved angivelse af præcist tidspunkt for manøvrens start (ved kommandoerne ”det er vel roet” henholdsvis ”bjærg sejl”) og manøvrens slut (skibet er under fart for henholdsvis sejl eller årer i den ønskede retning).

Fartroser

Hvis der undervejs bliver sejlet på mange (alle?) forskellige kurser i forhold til vinden, vil det efterfølgende være muligt at udarbejde fartroser baseret på et stort antal målinger. I sammenligning med fartroser udarbejdet under forsøgssejladserne med Roar Ege vil usikkerhed som følge af vindskift under gennemsejling af en fartrose være elimineret. Til gengæld kan der være ”huller” i resultaterne i form af kurser, der ikke er sejlet på under en given vindstyrke. En simpel optælling af indføringerne i logbogen, hvor samtidige data for ”sejlstilling” og ”vindstyrke” optælles, kan afgøre om der er sådanne manglende data. Hvis forholdene tillader forsøges sådanne ”huller” udfyldt når/hvis lejligheden byder sig.