Tovværk

Tovværk

Vurderet udfra litteraturen og adskillige fund blev tovværk i vikingetiden, middelalderen og frem i nyere tid fremstillet af lindebast, hør, hamp, lyng, fyr, hud og hår mv. Hvalroshud blev brugt til drag, vant og stag (rosmalreip, svarðreip). Desuden brugte man hudreb af sæl, hjort, elg eller okse. Hår fra hest (simereip) blev brugt til sejlets ligtov (liksima), eller til skøder, boline, braser mv. Reb af kohalehår, dækhår fra får eller hår fra gris (bustreip) har også været anvendt.

Hvilke kombinationer af tovværkstyper, de enkelte skibs- og bådetyper har haft, er naturligvis meget vanskeligt at afgøre, da lokale forhold spiller en stor rolle, men ved at afprøve de forskellige typer på en skibsrekonstruktion, indhenter man afgørende viden om styrke og anvendelighed.

I øvrigt er det vigtigt, at gøre sig klart, at der i de skriftlige kilder og traditionen materialemæssigt ofte skelnes mellem reb (reip) og tov (tog). Reip er af dyrisk materiale og tov af plantefiber. Når man arbejder med skriftlige kilder som fx. sagaer og lovtekster, er det derfor altid nødvendigt at kontrollere oversættelserne på disse punkter og gå tilbage til originalteksten. 

Vi ved ikke i dag, i hvor stort et omfang man har brugt hudreb i skibene i forhold til fx. basttov, og hvor meget det har varieret efter geografiske forhold, skibstype, farvand, tidsperiode, ændrede ressourcer mv. I den norske ledingslovgivning, både Gulatingloven og Frostatingloven, indgår reb af såvel hår som hud i rig og sejl som noget selvfølgeligt. Skibsreb af hvalros kan følges i litteraturen som en norsk specialitet til især hovedtove (vant) og ankerstrenge (ankertove). Disse kunne også være af basttov. Hudreb ser også ud til at have været eftertragtet i udlandet, men i hvor stort et omfang det har været brugt er meget uklart. Hudrebene har givetvis været i mange udførelser, og en del reb som fx. sæl og hvalros har været remme, ligesom senere.