Skibsrekonstruktion på museets værft
Rekonstruktion af arkæologiske skibsfund er et kerneområde i Vikingeskibsmuseets forsknings- og formidlingsarbejde. Vi betegner arbejdet som ”eksperimentel arkæologi”–ikke fordi det gennemføres af arkæologer, men fordi betegnelsen indeholder et udsagn om arbejdets grundlæggende holdning og intention: Vi betragter et skibsfund som kilde til en omfattende og kompleks kulturhistorisk viden. Vi ser det som vor opgave at aflæse så meget af denne viden som muligt med henblik på at opnå en større viden om det enkelte skibs konstruktion og sejlegenskaber samt at belyse en række kulturhistoriske problemstillinger, der berører samspillet mellem vikingetidens skibe og samfund. Rekonstruktion og afprøvning i fuld skala indgår derfor ideelt som et element i den samlede analyse af et skibsfund.
Arbejdet tager udgangspunkt i tanken om, at hvert skib oprindeligt blev skabt og brugt i et komplekst samspil mellem mennesker med forskellige kompetencer og indfaldsvinkler til skibet. Disse mennesker har efterladt sig forskellige spor i skibet - nogle meget konkrete, som f.eks. de værktøjsspor, der er efterladt som primærkilder fra bådebyggerens hånd. Andre mere abstrakte - som skibets form og karakter, der kan fortælle os om skibets funktion, farvandsområde, ”bygherrens” ønsker og de intentioner bådebyggeren havde for skibets sejlegenskaber. Derudover kan skibet fortælle om datidens skibsteknologi samt materialeanvendelse og -forståelse. Og de kan give anledning til overvejelser om tidsforbrug, ressourcer, organisation mm.
Ingen har forudsætning for alene at aflæse al den information. Aflæsningen af et skibsfund betinger derfor et samarbejde mellem mennesker med vidt forskellige kompetencer, erfaringsbaggrund og indfaldsvinkler. Måden at se og spørge på må til stadighed udvikles og raffineres af et bredt sammensat arbejdsteam, der tilsammen kan behandle et omfattende og meget forskelligartet kildemateriale, og som med helheden for øje kan tage stilling til en lang række problemstillinger. Det er processen og de spørgsmål, den bringer frem, der har betydning for analysen. Det skibsarkæologiske eksperiment er så kompliceret og så præget af indbyrdes sammenhænge, at det ikke er muligt at udvælge, isolere og analysere en enkelt faktor på samme måde, som det kan gøres i et forsøgslaboratorium. Alligevel kan den sejlende
rekonstruktion betragtes som en stor forsøgsopstilling, der giver umiddelbar tilbagemelding om alle detaljer, idet de enkelte dele ”falder ud” eller melder tilbage, når de ikke fungerer i helheden. Det kan være knæ, der springer; naglehuller, der slides påfaldende i et bestemt område af skibet; en mast, der ikke arbejder rigtigt sammen med riggen osv.
Hvis resultaterne skal have kulturhistorisk værdi, må de endvidere gennemføres under realistiske forhold. Det betyder i praksis, at forsøgssejladser må gennemføres i naturens konstant foranderlige elementer - vind, strøm og sø. Samtidig spiller det menneskelige element ind - kan vi måle os med datidens kunnen og kundskab? Med disse problemstillinger for øje, må der arbejdes med blik for helheden, og det samme forsøg må gentages mange gange og under skiftende forhold for at udlede middelværdier for f.eks. fart og krydsegenskab.
Det konkrete produkt, rekonstruktionen, kan sammenlignes med en historisk fremstilling. Det repræsenterer ikke sandheden om, hvordan originalen eller virkeligheden så ud i alle detaljer, men det at frembringe billedet er en katalysator og et redskab for en proces, hvor der opstår nye problemstillinger og nye sammenhænge, som får os til at se og tolke kildematerialet med nye øjne.