Den kløvede planke
Man brugte ikke save til at fremstille planker i vikingetiden, man kløvede plankerne ud, som det vises på tegningen til højre. Når planker til både skal kløves ud, er det vigtigt at finde det rigtige træ i skoven med den rette størrelse og kvalitet. Træet skal være retvokset og knastfrit - og det skal være stort.
Det yderste splintved - der er lysere end kærneveddet - rådner for hurtigt og kan ikke bruges. Det midterste af stammen - også kaldt marven - er for uroligt vokset, og har en tendens til at flække, så den må også hugges bort. Illustrationen til venstre viser egetræets forskellige vedtyper. Træet skal derfor have en vis overstørrelse. For at få mange brede planker ud af ét træ, skal diameteren være væsentlig større end bredden på de ønskede planker.
I egetræ går margstrålerne, eller spejlet, fra margen til træets yderkant, som eger i et cykelhjul. Det vises også i illustrationen til højre.
Når egetræ kløves, sker det langs spejlet og langs træets fibrer. Hvis træet er snoet, vil kløvet også sno. Som regel kan bådebyggerne se på barken, om fibrene snor eller, om træet er retvokset. Til bådebygning er et retvokset træ langt at foretrække, da det er lettere at hugge planker, der er lige tykke, hvis kløvestykerne ikke snor sig. En snoet planke er dog lige så stærk som en ret planke, så længe bådebyggeren følger snoningen og ikke hugger fibrene over.
Efter udkløvning bliver stykkerne grovhugget med en retøkse. Til sidst bliver bordplankerne hugget til med en bredbil, der i kraft af sin lange æg udjævner overfladen på bordplanken. På nogle originale både ses værktøjsspor fra øksen, på andre ses høvlspor.
En planke hedder 'et bord' når det er færdighugget og sidder på båden.
Kløvning af egetræ til Gislinge III
Fremstilling af planker begyndte I starten af juni med kløvning af ege stammen. Første kløvning til to halvdele gik som det skulle, og tog kun 50 minutter fra start til slut. Så fortsatte arbejdet med at kløve videre til kvarte-, ottende, og til sidst sekstende-dele. Med et meget store egetræer, er det af og til muligt at kløve hele vejen ned til 32. dele, men sådan var det ikke i dette tilfælde.
Klik på billederne for at forstørre dem og læse billedtekster.
Nogle af de kløvede stykker blev groft tilhugget ved at hugge nogle nedhug i træet, og efterfølgende fjerne kærverne imellem. Andre stykker var så tynde, at bådebyggerne bare kunne gå i gang med at tilhugge med det samme, uden at fjerne alt for meget. Idet Gislinge III blev bygget som en rekonstruktion af et arkæologisk fund, var der nogle specifikke grænser, der skulle arbejdes indenfor under byggeprocessen. Plankernes dimensioner – og i nogen tilfælde, også facon – skulle matche de bevarede dele af den oprindelige båd. Det gav nogle meget konkrete mål, som bådebyggerne skulle arbejde med.
Bredbilerne blev brugt efterfølgende, til at glathugge plankernes overflade. Vinklen mellem ægget og skafthullet på bredbilerne er lidt forskudt – og det samme gælder for skaftet – så det er muligt for bådebyggerne at arbejde helt tæt ind til plankens flade, uden af få hænderne i klemme. Bredbilerne er blevet fundet ved arkæologiske udgravninger ved Hedeby, og er også repræsenteret på Bayeux Tapetet.
