Ror og vidjer

I vikingetiden sad bådenes og skibenes ror i styrbord side (heraf navnet). Det gav forskellige udfordringer. Den ene var rorets udformning, den anden udfordring var rorets fastgørelse til skibet.

Det hører til sjældenhederne at skibene bliver fundet med et ror monteret, men sådan var det på de norske vikingeskibe fra Oseberg og Gokstad. På Gislingebåden derimod blev der desværre ikke fundet et sideror under udgravningen. Der er fundet forskellige løsfund af ror fra vikingetiden. Vi har endnu ikke besluttet os for hvilket ror vi skal kopiere til denne nye Gislingebåd.

Sideroret var næsten lige så effektiv som stævnroret. Stævnroret blev ”opfundet” på de nordiske skibe, senere i middelalderen. Siderorets fastgørelse til skroget var, på de større fartøjer, en udfordring som først blev løst efter rekonstruktioner af større skibe blev bygget og sejlet med sideror. Hampetov holdte ikke til rorets træk, fordi hampefibrene blev opløst af vandet der under sejladsen hele tiden skyller ind på tovværket. Dette blev løst efter vi begyndte at sejle med birketræsvidjer som rortov/vidjer. Men de havde dog den svaghed, specielt på de større skibe, at fastgørelsen til skroget stillede store krav til de materialer der blev brugt hertil.