Bordplanker

Stævne og kølStævne og kølStævne og kølBordplankerSpanterSpanterBiterBiterÅrekejperÅrekejperRor og vidjer

Gå på opdagelse i Gislingebådens skrog. Klik på de grå markeringer med musen,
og læs mere om skrogets opbygning

Den kløvede planke

Der blev ikke brugt save til at fremstille planker i vikingetiden. Planker blev kløvet ud med økse, som vist på tegningen til højre. Når planker til både skal kløves ud, er det vigtigt at finde det rigtige træ i skoven, med den rette størrelse og kvalitet. Træet skal være stort,  retvokset og knastfrit.

 

Illustrationen til venstre viser egetræets forskellige vedtyper: Det yderste splintved - der er lysere end kærneveddet - rådner hurtigt og kan ikke bruges. Det midterste af stammen - også kaldt marven - er for uroligt vokset og har en tendens til at flække, så den må også hugges bort. Træet skal derfor have en vis overstørrelse. Dvs. at træets diameter skal have en væsentlig størrelse for at opnå den ønskede bredde på plankerne. 

I egetræ går margstrålerne (spejlet fra margen til træets yderkant), som eger i et cykelhjul - illustreret i venstre kolonne.

Når egetræ kløves, sker det langs spejlet og langs træets fibrer. Hvis træet er snoet, vil kløvet også sno. Som regel kan bådebyggerne se på barken om fibrene snor eller om træet er retvokset. Til bådebygning er et retvokset træ at foretrække. Det er lettere at hugge planker, der er lige tykke, hvis kløvestykkerne ikke snor sig. En snoet planke er dog lige så stærk som en ret planke, så længe bådebyggeren følger snoningen og ikke hugger fibrene over.

Efter udkløvning grovhugges stykkerne med en retøkse, og til sidst hugges bordplankerne til med en bredbiløkse, der i kraft af sin lange æg udjævner overfladen på bordplanken. På nogle originale både ses værktøjsspor fra øksen, på andre ses høvlspor.


En planke hedder 'et bord' når det er færdighugget og sidder på båden.

 

Kløvning af planker til Gislingebåden

 

I løbet af foråret havde bådebyggerne været i Vallø skov, for at udvælge træer til Gislingebåden, og i  maj blev en mægtig 180 år gammel eg leveret på værftspladsen. Her lå den i et par uger, imens bådebyggerne arbejdede på bådens køl og stævne.

Kølen og stævnene var næsten færdige, så bådebyggerne flyttede deres opmærksomhed til fremstilling af Gislingebådens bordplanker. Selvom små save fra vikingetiden og tidlig middelalder er fundet ved arkæologiske udgravninger, er sav-spor aldrig identificeret på skibsfund fra samme periode. Kløvning foregår ved brug af kiler, køller, økser og ren muskelkraft. Egetræet flækkes langs fibrene, først i halve, så i kvarte, ottendedele, sekstendedele og indimellem 32-dele. Herefter hugges de færdig til de endelige planker.

Mandag d. 15 juni, blev området arealet omkring den store egetræskævle afskærmet, og bådebyggerne gjorde klar til at flække. De startede ved rodenden, og satte de første spor til kilerne med en økse, for at markere den linje i marvstrålerne, som de havde valgt at følge. Små kiler af egetræ blev banket ind i sporet, og dermed blev den første separation af træets fibre skabt. Denne manøvre er udgør kernen af kløvningsprocessen: Stille og roligt bankes kilerne længere ind i enden af stammen, og træet begynder langsomt at flække på langs.

Efter et kvarters tid, huggede Niels, bådebyggerlærling på værftet, barken af langs siden af stammen, for at kunne observere den linje som kløvning fulgte. Martin og Ture tog større kiler i brug på rodenden, og de rytmiske hammerslag forsatte uafbrudt - bortset fra korte pauser brugt på at tage et skridt tilbage og vurdere arbejdet. Efter en time satte Ture små kiler ind langs stammens side, og efterhånden blev de større kiler også bragt i spil. Kløvningen gik fremad. Stående oppe på stammen, tog Lene en stikøkse til hjælp, for at separere fibrene langs splinten.

Nu var alle bådebyggerne inddraget i kløvningen, og de arbejdede på skift med at svinge de tunge køller og holde øje med kløvningens fremgang - alt imens stammen knagede og bragede under protest. Blot to timer senere nærmede slutningen sig. Den midterste del af stammen var mere stædig, end de havde regnet med. Det nedsatte arbejdshastigheden for en stund, men ti slut overgav stammen sig til kraften fra bådebyggernes slag. Den begyndte ’at snakke’ mere og mere, og man kunne høre fibrene flække, dybt ind i stammens kerne. Flere kiler blev sat ind i siden og med en fornyet energi samt støtte fra en voksende flok tilskuer, fortsatte bådebyggerne støt, slag for slag, indtil stammen endelig flækkede hele vejen fra bund til top. Enkelte fibrer holdt stadig fast, så Martin og Asger tog fat i de to del af rodenden og rokkede dem frem og tilbage, indtil den endelig gav op (Du kan se en kort film klip af den store øjeblik her…)

Efter et par minutters pause, var bådebyggerne i gang igen. De fortsatte med at kløve videre til kvarte- og ottendedele.