19. maj 2012. Skibet VINA, et DC 9-fly og Rubinsteiner kage
af Jørgen Dencker, projektleder på undersøgelsen af det danske skibsvrag
Efter endnu et par dage med alt for megen vind, er vejret nu blevet super godt igen. Det er helt utroligt, hvor hurtigt søen kan lægge sig her i Femern Bælt. Fra ca. 3 meter høje, lange bølger der, i den kraftige østenvind, har vokset sig store og stygge på den lange vej gennem Østersøen, blev det indenfor få timer fuldstændig havblik. Dette skete i løbet af natten og skibets behagelige vuggen og skvulpen af vand på koøjerne, som man sover utrolig godt til, afløstes af en larmede stilhed. Ud af sengen for at se, hvad der var sket. Hvilket herligt syn at se det fløjlsblanke vand i det spæde morgenlys lige før solopgangen ved halvfemtiden. Så er det svært at falde i søvn igen og glæden ved udsigt til en perfekt dykkerdag, fylder i den grad den lille kahyt, at jeg må op på broen til den, der har hundevagten og få en kop kaffe. Og en lille passiar, om hvordan den lange nat er gået, om der har været nogen skibe på vej ind i vores forbuds område. Og så selvfølgelig vejret. Jo, det er sådan en morgen man hurtigt glemmer, at de sidste dages stormvejr. Hukommelsen er slået helt fra. Nu holdes der fokus på den kommende dags dykninger.
Endnu engang har det gode skib VINA vist, hvor stabilt og godt det ligger i søen. Uden sådan et skib, havde vi haft mange flere vejrligsdage og afbrydelser af dykningen. Det er af uvurderlig værdi, at vi kan bo og leve om bord døgnet rundt, i stedet for at gå i havn hver dag. En opankring hver morgen og optagning af ankre om aftenen ville tage mindst 4-5 timer. Og at blive sejlet i land, for at overnatte på hotel eller i sommerhus, var heller ikke en brugbar løsning. Alt for megen god dykketid ville være gået tabt.
Skibet VINA
M/S VINA er et af JD Contractors mange forskellige typer fartøjer, der anvendes til kabellægning og -reparation, nedspuling af rørledninger, dykkeropgaver og meget andet. VINA er kæmpe stort – i al fald i vores øjne (se foto af Vina og Dyndspringeren, der er Vikingeskibsmuseets dykkerskib side by side) – og det åbne dæk kan indrettes og tilpasses opgavens karakter. Nogen gange med store kabeltromler og en kæmpe selvkørende gravemaskine, der ligner noget, der kommer fra en anden planet, og som på havbunden graver kabelgrøften. Andre gange indrettes den til rene dykkeroperationer, som det er tilfældet lige nu.
JD Contractor købte M/S Vina i 2010. Siden er det blev ombygget og moderniseret, og fungerer i dag som et såkaldt multi purpose skib. Gert Normann Andersen, der er direktør for JD Contractor A/S beretter, at skibet tidligere hed ”Trans Våg”, og, at det tidligere primært sejlede med gods og biler på hele den norske kyst.
Som det ses på billedet, har VINA også fungeret som hangarskib… Er det ikke bare fantastisk? Billedet stammer fra en gang, da Vina fragtede et DC9 fly på dækket fra Nordnorge til Oslo. Flyet var havareret under landingen, så det ikke selv kunne flyve ned til flyværkstedet i Fornebu Lufthavn oplyser Gert Norman Andersen.
Læs mere om M/S Vina her (Eksternt link. Åbner i nyt vindue)...
Nu er klokken 14.30. Det er kagetid – hjemmebagte Napoleonshatte ad libitum – og jeg må på dækket. For lige at checke at dykningen går som planlagt forstås. Ikke for at nyde solen, kaffen og 2-3 kager……På vej op kom jeg til forsigtigt at åbne køleskabslågen på klem – uden at Helle opdagede det - og dér på køleskabshylden stod en ekstra god og nærende dessert – RUBENSTEINER KAGE!
Vina, den 19. maj 2012
Jørgen Dencker
Napoleonshatte og Rubinsteinerkage
> Mød stewardessen Helle og resten af VINAs besætning her:...