Instrumentnavigation i Vikingetiden?
For det moderne menneske er det næsten umuligt at forestille sig, at man kan sejle lange stræk over åbent hav uden en eller anden form for navigationsinstrument. Men selvom man kender enkelte genstande fra vikingetiden, der kan have fungeret som navigationsinstrumenter, ved vi ikke med sikkerhed, om vikingerne overhovedet brugte andet end deres sanser til at finde vej.
Der er meget få holdepunkter for vikingernes anvendelse af egentlige navigationsinstrumenter. Meget af forskningen har derfor fokuseret på hvad vikingerne har kunnet have haft af instrumenter, med de materialer og den teknologi, de havde til rådighed.
Af egentlige instrumenter kan der for vikingetidens vedkommende være tale om måling af:
- Vanddybde
- Fart (tid)
- Kurs
- Breddegrad (solhøjde).
Vanddybden kan loddes med et blylod i snor eller på lavere dybder med en stage. Blylodder er fundet i vikingetidige havne og lodning med stage er afbildet på Bayeux-tapetet fra sidst i 1000-tallet.
Trods mange forsøg på at tillægge vikingerne alle mulige instrumenter, er der vist ingen der regner med at de havde et egentligt instrument til fartmåling. Det er nu heller ikke nødvendigt.
Fart er lig med distance divideret med tid.
Hvis man tæller den tid, det tager for en spytklat eller et træstykke at drive fra den ene ende af skibet til den anden, kan man let udregne farten. Skibets længde ændre sig jo aldrig, så det er kun tiden, der kan være usikker. Måske har man brugt tælleremser for at tælle ens hver gang.
Kursen måler vi i dag med et magnetkompas, som blev opfundet i Kina længe før vikingetiden. Men magnetkompasset kan måle forkert, fordi det peger mod den magnetiske nordpol og ikke den geografiske nordpol. Desuden bliver magneten påvirket af jern ombord på skibet.
Solkompasset
Vikingerne skulle have benyttet et såkaldt solkompas.
Solkompasset er altid retvisende. Det består af en lodret viser på en vandret flade, hvorpå man aftegner skyggen fra viseren, den såkaldte gnomon, henover dagen. Denne skyggekurve er forskellig på forskellig breddegrad og på forskellige årstider, så til navigationsbrug skal man have en række kurver.
Fakta: Under en udgravning af en vikingetidsgård i Grønland fandt man i 1948 en del af en cirkulær skive med udskæringer, der kan være sådanne skyggekurver. Desuden omtaler historikeren Olaus Magnus i 1555 en Nauticus Gnomon, som kan være et solkompas.
Når solen er dækket af skyer kommer selv solkompasset til kort. Man har fra sagaerne kendskab til såkaldte "solsten", som kunne bestemme retningen til solen selv i skydække. Der kan være tale om et mineral, der polariserer lyset. Man har endnu ikke fundet et entydigt egnet mineral, og der kendes ikke arkæologiske fund af solsten.
Bestemmelse af breddegraden ved måling af solens middagshøjde er heller ikke kendt fra vikingetiden. Hvis formålet alene er at bestemme, om man bliver på samme breddegrad eller afviger mod nord eller syd, kan observationen foretages med et simpelt hjemmestrikket instrument. Problemet er, at solens højde (delkinationen) ændrer sig over året. Man skal altså have en deklinationstabel, hvis rejsen strækker sig over lang tid. Lige omkring midsommer er der dog en måneds tid, hvor variationen i deklination er så ringe, at det ikke har nogen praktisk betydning.
Selve målingen af solhøjden gjorde man allerede længe før vikingetiden i andre dele af verden med instrumenter som astrolaben eller kvadranten, men der er ikke belæg for, at de har været anvendt i Norden. Et instrument, som man i gamle dage anvendte på Færøerne, kunne derimod godt være en arv fra vikingerne: Den såkaldte sólskyggafjól – "solskyggepind" består af en viser, der kaster skygge på en vandret plade; f. eks. flydende i en vandbalje. Pindens skygge vil på en given breddegrad ramme en bestemt cirkel rundt på pladen. Hvis pinden kan forskydes op og ned eller der er tegnet flere cirkler på pladen, kan instrumentet anvendes på flere breddegrader.