Natur og sansenavigation i Vikingetiden
Ordet sansenavigation, eller intuitiv navigation, betyder at man navigerer og styrer skibet ved hjælp af sine sanser. Det er noget der kan og skal læres gennem overlevering fra generation til generation. Derfor kaldes denne form for navigation ofte 'Empirisk navigation'.
Den mest benyttede af sanserne er synssansen. Langt det meste af vikingetidens søfart skete langs kyster og på floder og åer. Observationer med synet kombineret med kendskab til det sete var det eneste der krævedes.
Sømærker og pejlepunkter
En skipper eller styrmand var opmærksom på sømærker eller særlige kendetegn inde på land. Det kunne være særlige træer, gravhøje, bjerge, fjorde, søer, bebyggelser m.m. Det var vigtigt at lægge mærke til, hvis landskabet ændrede sig og især det højeste punkt i området.
For at huske sine landskabsbeskrivelser, har man haft god hjælp af stednavne, der præcist, og ofte i billedsprog, beskriver øer, bakker og skove; tænk for eksempel på øen Hjelm i Kattegat. Stednavnene var en god hjælp til at huske landskabet. Stednavne er nemlig tit en beskrivelse af landskabet eller byen. Mange byer har i dag en vej, der hedder Baunehøjvej. Vejen hedder sådan, fordi der i vikingetiden lå en Baunehøj. Man satte ild til et bål på højen for at advare om angreb.
Vidste du:
At det i vikingetiden var almindeligt at viderefortælle det man lærte når man sejlede, så andre også kunne finde vej. Man kalder det at give sejlanvisninger. Disse blev fortalt mundtligt dengang, men blev senere skrevet ned. Hausboken som er nedskrevet i 1300-tallet indeholder sejlanvisninger fra Vikingetiden om hvordan man sejler fra Norge til Island og Grønland.
"Fra Hernum (omkring det nuværende Bergen) i Norge skal man sejle direkte mod vest for at nå til Hvarf (det nuværende Kap Farvel på Grønland). Når du har gjort dette, har du sejlet nord om Hjaltland (Shetlandsøerne), men dog så tæt, at du lige kan se dem i klart vejr. Du har sejlet syd om Færøerne, således det halve af fjeldene kan skimtes, og tilstrækkelig syd om Island til, at du stadig har hval og fulg deraf."
Tønder eller varder
Hvor man manglede letgenkendelige punkter i landskabet, kunne man opstille dem selv. På dansk og norsk kunne de hedde tønder eller varder, og kendes fra stednavne som Tønsberg og Vardø. Efter kristendommens indførelse opstillede man gerne sømærker i form af kors. De kendes også i stort tal fra stednavnene; for eksempel Korshavn og Korsør. Om natten kunne et bål tjene samme formål, og i ufredstid brugte man røgen og ilden fra bål, til at alarmere befolkningen i baglandet om et angreb.
Men også de øvrige sanser blev brugt ved navigation. Især tæt på land, hvor lyde af fugle og andre dyr samt lugten af bålrøg kunne fortælle skipperen hvor langt der var til land.
Det var vigtigt at holde øje med dyrene. Hvalerne finder føde på bestemte strømsteder. Fuglene flyver kun en vis afstand fra land. Men vikingerne kunne også selv medbringe fugle, som ville flyve mod land når de blev sluppet fri.
Ledsagemænd
I ukendt farvand har man taget en lokalkendt mand ombord som kendte områdets sejlforhold og man har tidligt haft et behov for at overdrage viden om landskabet og havet til hinanden. Det kunne være i form af en landtoning; en tegning eller udskæring, der forestiller et markant parti af landskabet set fra søsiden. Senere blev disse sejlanvisninger nedskrevet og mange af dem vi kender fra tidlig middelalder stammer sandsynligvis fra vikingetiden.
Sol og stjerner
Vikingerne kunne også bruge solen til at finde vej. Ved hjælp af solen kan man altid finde de fire verdenshjørner. Solens stilling på himlen er grundlaget for hovedparten af de astronomiske navigationsinstrumenter, men selv med de menneskelige sanser kan solens stilling, hvis man er vant til at færdes i naturen, give en god ide om verdenshjørnernes placering. Solens bane over himmelen og dens op- og nedgangssted ændrer sig med årstiden og alt efter hvilken breddegrad man befinder sig på, men middagsretningen mod syd kan man altid finde.
Stjernerne, især Nordstjernen, der står næsten stille i retning mod nord er om natten også en god retningsgiver, men i Norden er der i de lyse nætter, hvor næsten al sejlads foregik i vikingetiden, for lyst til at observere stjerner ordentligt.
Man kan også nogen gange finde land ved hjælp af de skyer, der om sommeren rejser sig over landjorden.