Fjenneslev Kirke
Ifølge kilderne var Fjenneslev slægtens hjemby. Et bynavn, der slutter på -lev, stammer fra før vikingetiden. Det siges, at Skjalm Hvide blev begravet i den første Fjenneslev Kirke, men siden flyttet til Sorø Klosterkirke, der blev bygget som slægtskirke. Den nuværende kirke i Fjenneslev blev rejst af hans søn Asser Rig ca. 1130. Kirken er udstyret med ikke mindre end to tårne.
Legenden om de to tårne
Ifølge legenden blev Asser kaldt i leding midt under kirkebyggeriet, og han bad derfor sin gravide kone Inge, barnebarn af Knud den Hellige om at sætte tårn, hvis hun fik en dreng og spir, hvis det blev en pige. På den måde ville han med det samme vide besked, når han vendte hjem fra krigen. Da han så de to tårne, forstod han, at Inge havde skænket ham to sønner, Absalon og Esbern Snare.
Det er bare en god historie, for vi ved, at de ikke var tvillinger og at tårnene er bygget senere end kirken. På kirkegården til venstre for våbenhuset står en runesten, der er dateret til slutningen af vikingetiden, hvorpå der står at “Sasser rejste stenen og gjorde [dvs. byggede] broen.” Det er set andre steder, at mandsnavnet Asser er tillagt et S, uden at man præcis ved hvorfor, så det er fristende at tro, at det er den kendte Asser Rig, der udover kirken også byggede en bro.
Stenen har sikkert oprindeligt stået på det sted ved Tuelå kun 4 km væk, der fortsat bærer navnet Sasserbro.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
I Alsted Kirke 6 km sydvest fra Sigersted står en runesten i kirkens skib under tårnet op ad vestmuren.
Runesten giver et lille glimt af de mennesker, som i sin tid befolkede denne egn. Flere sten er knyttet til kirken i Sandby, der ligger 7 km sydøst fra Sigersted.
Trelleborg er den mest komplicerede, befæstede og velbevarede af de til dato fundne ringborge fra vikingetiden. Den blev opført i Harald Blåtands regeringstid i år 980 på en strategisk placering i landskabet, næsset mellem Tude Å og Vårby Å.
Helligåndshuset fra 1400-tallet fungerede som sygehus og fattighus, og er et af de ældste bevarede huse fra middelalderen i Næstved. I dag holder Næstved Museum til i huset, og her kan man lære mere om hele Næstveds fortid.
I Gørlev er en romansk kirke bygget omkring år 1100. I våbenhuset står to runesten. Den første blev fundet i 1921 som dørtærskel.