Læborgstenen
På kirkegården ved Læborg Kirke 6 km syd for Bække står i dag den fjerde runesten med forbindelse til Ravnunge-Tue. Oprindeligt har den med al sandsynlighed været opstillet ved Hærvejen. På den står: “Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning.” Der er også hugget to Thorshamre på denne sten. Som i tilfældet med stenen ved Bække Kirke er det muligt, at der igen er tale om kong Gorms dronning Thyra, men i vikingetiden kunne dronning også betyde frue eller herskerinde, og desuden var Thyra et almindeligt navn, så måske er der bare tale om at Tue var gift med en Thyra.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Her ligger Hærvejsudstillingen i den tidligere rutebilstation, som giver en forståelse for Hærvejens forløb og indblik i livet langs den.
Bækkemonumentet ligger 81 meter over havet og har derfor været et markant punkt i landskabet. Det består af en imponerende 45 m lang skibssætning, som en 10 m bred del af Hærvejen engang gik lige igennem.
I forhallen til museet står runestenen fra Malt, Danmarks mærkeligste runesten.
På Randbøl Hede, står Randbølstenen på sin oprindelige placering.
Ca. 14 km syd for Jelling byggede Harald Blåtand en bro over Vejle Ådal i 980. Det indgyder respekt, at den som brokonstruktion ikke blev overgået før Lillebæltsbroen stod færdig i 1935.