Hominde-Spærringen

Rødby Fjord gav adgang til handel på Østersøen, men den gav også fjenden adgang til det indre af Lolland. For at beskytte sig mod fjendtlige angreb konstruerede beboerne i slutningen af vikingetiden en 200 m bred sejlspærring over fjordmundingen bestående af pæle hamret ned i fjordbunden. En smal åbning gjorde det muligt for de stedkendte selv at komme ud og ind. Fjorden blev tørlagt frem til 1927, og spærringen opdaget under pløjning i 1930. På Kramnitsevej 26 ved Tjørnebjerggård er der udsigt over “fjorden”, og foran gården mod øst i en sænkning lå den ældste indsejling til Rødby Fjord og lollikkernes pælespærring.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden.

Tillitse er et af de steder på Lolland-Falster med et slavisk navn, som indikerer at her slog venderne sig mere permanent ned. Vikinger med nordiske navne var her dog også – det vidner runestenen uden for våbenhuset til Tillitse Kirke om. 

► Læs mere om Tillitsestenen her

I dag er her flade marker, men i vikingetiden strakte Rødby Fjord sig ind i landet. I det beskyttede fjordsystem med direkte adgang til Østersøen var en række naturligt beskyttede anløbspladser, som udviklede sig til de mindre byer Tirsted, opkaldt efter den nordiske gud Tyr, Rødby og Vejleby. 

 

I bunden af Nakskov Fjord har arkæologer fundet en lollandsk landsby fra vikingetiden. I begyndelsen af 1000-tallet lå her gårde, værkstedsbygninger og staklader. Beboerne har levet af landbrug, fiskeri på fjorden og handel med naboerne omkring Østersøen. 

 

Centralt på Lolland, midt imellem Maribo Søerne, ligger Hejrede Vold, som var for lollikkerne, hvad Virket var for falstringerne – et forsvarsværk anlagt i jernalderen, men i brug helt op til middelalderen.