Vikingetidens maritime kultur
Her er en liste over nogle af de steder der er fundet spor fra vikingernes maritime liv. nogle af stederne findes stadig spor fra vikingetiden, og andre steder er der ikke længere nogle fysiske spor.
På det smalleste sted over Gudenå, i udkanten af Ry, lå i slutningen af 900-tallet et 70 m langt bro- og dæmningsanlæg. På begge sider af åen var konstrueret en 5-8 m bred dæmning ud i vandløbet af store flade sten, som blev holdt på plads af træpæle. Rester af træstolper tyder på, at der har været en fritstående bro på ca. 17 m hen over midten af åen, som vandet frit kunne fortsætte under. Broen var del af en af vikingetidens vigtige øst-vestvendte vejforløb – man kan stadig se rester af hulveje i området – og muligvis endnu et bevis på Harald Blåtands evne til at samle landet via infrastruktur.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Vest for Munkebo ligger landsbyen Dræby. Navnet stammer fra vikingetiden, og det betyder stedet hvor man drager. Her trak man skibene over land for at spare tid. Præcis hvordan dragningen er foregået, ved vi ikke, men baseret på eksperimentalarkæologiske forsøg andre steder viser et hurtigt regnestykke, at de 800 meter, som i vikingetiden var afstanden mellem Kertinge Nor og Odense Fjord, kunne klares på mindre end 1 time. Et hurtigere alternativ til at sejle hele vejen rundt om Fyns Hoved.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
På halvøen Salling finder man helt ud til Limfjorden, spor efter Danmarks eneste kendte bådnauster fra vikingetiden. Bådnauster var bådehuse, hvor man foretog vedligeholdelse på skibene. De er i dag kun synlige som to lave, skibsformede jordvolde med en længde på 25-28 m. Rundt om i jorden ved nausterne er der fundet jernnagler til skibe.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Det allersydligste af Djursland hedder Helgenæs, som betyder Hellignæs. Det helt smalle stykke land, der forbinder Helgenæs med Mols på Syddjurs kaldes Draget, og stednavnet tyder på, at det har været et sted, hvor man har trukket (draget) både i vikingetiden fra det ene vand til det andet.
I 1996 foretog Ebeltoft Museum og Vikingeskibsmuseet Roskilde et eksperiment med træk af vikingeskibe netop her: Det 17,5 m lange vikingeskib Helge Ask blev trukket 300 m over land af 33 mand hen over lunder – flækkede træstammer smurt ind i fedt og linolie. Det tog kun ca. 15 min. Forsøget blev efterfølgende gentaget med 4 islandske heste spændt for og 18 mand til at styre. Da tog trækket kun 10 minutter.
På Ellemandsbjerget, det højeste punkt på Helgenæs, 99 m over havet, kan man forestille sig, hvordan skibene passerede forbi på vej til eller fra markedet i vikingebyen Aros. Fra p-pladsen mellem Esby og Ørby fører en sti til toppen, hvorfra man i klart vejr kan se til Aarhus, Samsø og endda Nordfyn og Sjællands kyst. Ved Gammeltoft Vest for p-pladsen har der ligget en landsby i vikingetiden. Beboerne her har været vidner til et af de store og afgørende dramaer i dansk historie: Saxo beretter, at Harald Blåtand blev dødeligt såret af en af Svend Tveskægs mænd i en pause under et slag mellem far og søn på Helgenæs. Det gik for sig på den liden helteagtigt måde, at Harald blev ramt af en pil, mens han var trådt af på naturens vegne.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Rødby Fjord gav adgang til handel på Østersøen, men den gav også fjenden adgang til det indre af Lolland. For at beskytte sig mod fjendtlige angreb konstruerede beboerne i slutningen af vikingetiden en 200 m bred sejlspærring over fjordmundingen bestående af pæle hamret ned i fjordbunden. En smal åbning gjorde det muligt for de stedkendte selv at komme ud og ind. Fjorden blev tørlagt frem til 1927, og spærringen opdaget under pløjning i 1930. På Kramnitsevej 26 ved Tjørnebjerggård er der udsigt over “fjorden”, og foran gården mod øst i en sænkning lå den ældste indsejling til Rødby Fjord og lollikkernes pælespærring.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden.
Ikke alle vigtige monumenter fra vikingetiden blev bygget under Harald Blåtand. Et af de helt store anlæg fra vikingetiden kan man opleve på Samsø – en menneskeskabt kanal på tværs af øen konstrueret i år 726. Kanalen gennemskærer Samsø fra Stavns Fjord i øst til Mårup Vig i vest. Stavns Fjord opfylder alle ønsker en konge kunne have til en naturlig samlingshavn for flåden. I de skriftlige kilder kan vi da også se, at Samsø har været vigtig for kongemagten op igennem tiden på grund af den geografiske placering midt i landet.
Kanalen
Kanalen er 500 m lang og 11-14 m bred. Langs siderne har der været bolværk af træplanker, som er dendrokronologisk dateret til mellem 724-29. Det sidste stykke mod vest var kanalen ikke åben, så der skulle skibene trækkes over land, men det var stadig meget hurtigere end at skulle sejle syd eller nord om øen. Meningen med kanalen var at etablere en smutvej for flåden, men der er også fundet arkæologiske spor efter vedligehold af skibe, så man må formode at den også har fungeret som et havneanlæg. Der er ingen tegn på, at handel har fundet sted her – dette var en flådehavn. Kanalen var konstrueret til skibstypen snekke, som er et lille og let langskib, der mest var i brug om krigsskib. Man kan på stedet se en model af denne skibstype.
Man møder stadig mange lokaliteter med stedbetegnelsen snekke over hele landet – steder, hvor der i nogle tilfælde har ligget en havn i vikingetiden, eller steder, som har været brugt til at holde udkig efter snekker. Lige syd for Kanhavekanalen lå en oldtidsgravhøj kaldet Snekkehøj. Kanalen var kun i brug i 700-tallet; derefter brød den sammen og sandede til.
Sagn
Samsø er forbundet til en af de danske sagnkonger, Angantyr fra begyndelsen af vikingetiden. Ifølge en skriftlig kilde besøgte missionæren Willibrord ham omkring 710 for at omvende ham til kristendommen, men uden held – måske derfor skrev missionæren, at “han var grusommere end et dyr og hårdere end sten.” Ifølge Saxo faldt Angantyr sammen med sine 11 brødre i et slag på Samsø i 728 – netop på den tid, hvor Kanhavekanalen blev opført.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Ladbyskibet blev fundet på Fyn i 1934 og udgravet de to følgende år. Det var ikke forlist eller sænket, men blev fundet under en højt beliggende gravhøj, hvor der var udsyn over Kertinge Nor. Alt træværk i fartøjet var rådnet væk, men de mange nagler af jern, som havde holdt skibets planker sammen, lå stadig på deres plads. Ud fra deres placering og ved hjælp af sporene efter det forrådnede træ har det været muligt at rekonstruere skibets oprindelige form og byggemåde.
Skibet havde haft en længde på godt 21,5 m og var næsten 3 m bredt midtskibs. Midtskibs målte det godt 1 m fra undersiden af kølen til overkanten af rælingen. Det har været forsynet med 30 eller 32 årer. Jernringe, fastgjort til skibssiden midtskibs, viser, at skibet har haft mast og sejl.
Skibets konstruktion
Skibets konstruktion svarer til den, vi finder i andre syd-skandinaviske langskibsfund. Stævnene har været krumme og udhuggede med en trappetrinsformet inderside, som gav anlæg til skibssidens planker. Disse har, i det mindste delvist, bestået af eg, og var 2,5 cm tykke. Én bordgang (planke der går fra stævn til stævn i skibets skrog) var væsentlig tykkere, og smallere end de øvrige. Denne har udgjort en meginhufr, en ”styrkeplanke”, der har dannet overgangen mellem bund og side. Længere oppe er skibssiden blevet forstærket af stringere, lange kraftige lister, som var placeret på indersiden af en bordgangs overkant. Spanterne, der har sørget for afstivning på tværs af skibet, var fastgjort til plankerne med trænagler. De har siddet med godt 90 cm afstand, således at roerne, der sad på tofter over spanterne, havde god plads til at betjene årerne.
Da skibets træ var rådnet væk, har vraget ikke kunne dateres ved hjælp af dendrokronologi, som er den normale metode til datering af skibsfund. De gravgaver, som var bevaret, stammer imidlertid fra den første del af 900-tallet. Skibet havde spor efter flere mindre reparationer, så skibet havde tydeligvis havde været i brug et stykke tid, før det blev anvendt som gravskib, så det er imidlertid sandsynligt, at skibet selv er blevet bygget i årene omkring 900.
Fund af udstyr
Blandt det skibsudstyr, som blev fundet ved Ladbyskibet, er det værd at nævne et 1,26 m høje anker af norsk jern. Ankeret var forsynet med en ca. 11 m lang ankerkæde. Kæden skulle ikke nødvendigvis nå hele vejen fra anker til skib, men sørgede for at tynge den yderste ende af ankertovet ned til havbunden, når skibet lå på dybere vand. Derved blev risikoen for at ankeret utilsigtet blev trukket løst reduceret. To svirvler, indsat i ankerkæden, har forhindret at denne skulle kinke, hvis skibet af vind eller strøm kom til at dreje ankerkæden rundt.
Mens der kendes enkelte andre fund af ankre fra vikingetiden, er fundet af ankerkæden indtil videre helt enestående.
Anker og ankerkæde i Ladbyskibes udgravning
Et andet usædvanligt fund fra Ladbyskibet er en række små jernspiraler, der blev fundet ved forstævnen, og et jernbånd med påsatte spidser, fundet ved agterstævnen. Disse må opfattes som dekorationer på stævntoppe, formodentlig udformet som dragehoved og –hale.
De to landtanger mellem Limfjorden og Vesterhavet hedder Agger Tange og Harboøre Tange. I dag er fjorden åben for skibe, men i lange perioder af fortiden har den været lukket. I vikingetiden var der fri passage, så vikingerne kunne sejle mod England på togt. Længere østpå, ved ringborgen Aggersborg, måtte vikingernes skibe trækkes over land.
Fakta: Limfjorden er egentlig ikke en fjord men et sund. Den er åben i begge ender. Den vestlige åbning i Thyborøn Kanal kom efter en række stormfloder i 1825-62. Før den tid var fjorden virkelig en fjord, selvom vi har beretninger om stormflodsgennembrud af tangen flere gange i 15- og 1600-tallet.
Skriftlige kilder beretter, at man allerede i vikingetiden samlede flåden I Limfjorden, når man skulle på togt til England, og at Knud den Store kom vest fra ind i Limfjorden på vej hjem fra England. Men hvordan hænger det så sammen? Var der en åben passage mod vest ligesom i dag? Og hvordan beviser man det tusind år efter?
Agger Tange er dannet af de enorme sandmasser, som bølgerne transporterer med langs kysten. Sandet bliver så aflejret i form af en tange eller odde, eksempelvis Skagen Odde. Jyllands vestkyst vil altid søge at opnå en ligevægt ved at udjævne hullerne ved udløb af indre farvande. Gennembrudene sker ved pludselige, dramatiske vejrbegivenheder med storm og høj vandstand – altså en stormflod. Når der sker et gennembrud, som i 1825, får det omfattende konsekvenser for den økologiske balance i fjorden, idet vandets saltindhold stiger dramatisk. Det betyder, at nogle dyrearter dør, mens nye finder vej ind i det tidligere ferske vand.
Når man i dag skal påvise disse åbninger og lukninger af Limfjorden, bruger man derfor dyrearterne til at aflæse, om vandet var ferskt eller salt. I praksis er det selvfølgelig de dyrearter, der efterlader sig et spor når de dør, nemlig skallerne. De optælles i boreprøver, hvor man kan datere de enkelte sandlag, som skallerne ligger i, ved hjælp af kulstof-14 metoden. På denne måde kan man se, om et lag med en given alder er dannet i ferskt eller salt vand. Denne metode er brugt til, at påvise, at passagen var åben indtil for ca. 2500 år siden, derefter var den lukket i godt 200 år indtil den lukkede op igen og forblev åben frem til ca. 1100 e. kr.
De historiske overleveringer bekræfter, at der var en passage mod Nordsøen i 1026-27 og igen i 1085, da Knud den Hellige samlede sine skibe ved Vestervig forud for et planlagt angreb på England. Fremme ved år 1200 omtaler historikerne Saxo og Sven Aggesen fjorden som lukket mod vest, men det fremgår klart, at de havde kendskab til, at den tidligere havde været åben. Et andet tegn på tilsanding omkring år 1100 er, at man omkring 1135 flytter bispesædet fra Vestervig til Børglum.
Den vestligste Limfjord, som førhen var et trafikalt knudepunkt med stor kongelig og kirkelig bevågenhed, var blevet et udsted med ringe fremtidsudsigter for handel og kommunikation.
Sløjkanalen
Fakta: Stednavnet Sløjkanalen eller Sløjen kommer fra ordet "Slod", som betyder færdselsåre; et sted hvor man slæber noget
Den islandske sagaskriver Snorre Sturlasson skriver, at Harald Hårderåde i 1061 flygtede fra Svend Estridsen ind i Limfjorden. På fjordens bredeste sted lykkedes det ham i ly af mørket, at lette skibene for last og trække dem over land ud i det åbne hav. På det tidligste pålidelige kort vi råder over, fra sidst i 1700-tallet, er der godt fire km land med høje klitter mellem bredningen og Skagerrak. Men kan man forestille sig, at der i vikingetiden var lettere passage?
Undersøgelser af muslingeskaller i sandlagene, dateret ved hjælp af kulstof-14 metoden, peger på, at der var forbindelse til det åbne hav i tiden lige efter Kristi fødsel. I lagene dannet på dette tidspunkt forekommer der nemlig arter, der kræver et højere saltindhold i vandet.
I slutningen af 1700-tallet var der som nævnt ca. 4 km til havet fra bunden af Sløjen og langt inde i landet ved Kollerup er vraget af en strandet kogge; et middelalderligt fragtskib dateret til ca. 1150, fundet.
I 1000-tallet må situationen have været lidt anderledes. Man benyttede sig på denne tid af, at slæbe, ”drage”, skibe over land, hvor det kunne afkorte sørejser. At dette var almindeligt afspejler sig i de mange stednavne rundt om i Danmark med ordet ”drag” eller ”dræt”. Harald havde i sin flåde mange mænd og næppe nogen tung last. Det er således meget troværdigt, at han slæbte sine skibe ved Sløjkanalen.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Omkring Lovns Sø, som man muligvis kunne sejle ind i, var der en betydelig aktivitet i vikingetiden. Her er fundet langhuse og grubehuse, som vidner om produktion og handel. Der er gjort mange fund med metaldetektor her, også en møntskat, der formentlig blev gravet ned, da den norske kong Harald Hårderåde i 1050’erne hærgede i Limfjorden.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
I udkanten af Munkebo ligger et udkigstårn på en imponerende bakke, hvorfra der er frit udsyn over Odense Fjord på den ene side og Kertinge Nor på den anden. Her kunne man i vikingetiden holde øje med trafikken på vandet – og nærmede fjender sig, sendte man advarslen ud til nabolandsbyerne ved at tænde bavneblusset. Fra toppen af gravhøjen, rejst længe inden vikingtiden, kan man på en god dag se en stor del af Nordøstfyn og længere endnu. I vikingetiden lå der en gård på bakken, og i 2015 fandt man her en mindre sølvskat bestående af flere stykker af sølvbarrer og smykker, der var klippet i stykker samt sølvmønter, såkaldte dirhems, som var slået i starten af 900-tallet. I dag er Munkebo Bakke et samlingssted med forskellige kulturelle arrangementer i sommerhalvåret.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Pælespærringen ved Snekkeled Fjorden slår et sving inden den åbner sig op i Kertinge Nor, og der ligger Snekkeled. I vandet er der fundet rester af en pælespærring fra vikingetiden. Spærringen bestod af pæle banket ned i fjordbunden, som skibene ikke kunne sejle henover. Der var kun få åbninger i spærringen, så man skulle være lokalkendt for at kunne navigere igennem fjorden. På den måde kunne vikingerne bestemme, hvem der fik adgang til Noret. En større, mobiliseret vikingeflåde kunne ligge godt beskyttet her, men stadig have let og hurtig adgang til både Storebælt og Odense Fjord.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Skagens Odde med dens yderste spids, Grenen er en marin krumodde. Den vandrer og vokser hele tiden mod nordøst og har set helt anderledes ud i vikingetiden. Dengang var søvejen gennem Limfjorden lukket. Folk måtte derfor sejle udenom ved Skagen. Flere mennesker begyndte at bo ved Skagen, som med tiden blev en rig by på grund af fiskeri og strandede skibe.
Skagens Odde er en 30km lang og ca. 300 km2 stor sandodde. Den strækker sig mod nordøst fra Vendsyssels faste moræneland mellem Frederikshavn og Hirtshals. Den er verdens største krumodde, og er dannet af havets sandtransport op ad Jyllands vestkyst – som svarer til ca. 80.000 lastvognstog pr. år!
Det var og er farligt for skibe at sejle ved Grenen, som er den yderste spids. Skagens Rev ligger under vandoverfladen langt ud fra land, og ændrer sig hele tiden afhængigt af vind og strøm, så farvandet hele tiden skifter karakter. Derfor har man gennem historien, og naturligvis især i sejlskibenes tid, foretrukket at sejle gennem Limfjorden frem for at begive sig på den farlige færd, rundt om landet. Det kan i dag lade sig gøre via den delvist kunstige Thyborøn Kanal, der går gennem Agger Tange, men i perioden ca. 350 f. Kr. – 1100 e. Kr. var denne passage åben fra naturens hånd. Da den lukkede til, blev den vestlige Limfjord øde og tilbagestående, hvorimod Skagen blev en rig by på fiskeri og fiskeeksport.
Byen Skagen
Skagen by havde ikke så mange mennesker at handle med, som de andre byer i området. Der var langt til alting. Spidsen og grenen var uegnet til landbrug pga. sandet. I nogle områder var der nok græs til, at heste kunne græsse. Indbyggerne levede i stedet af fiskeri.
Fakta: Byen blev i 1561, efter pres fra de store søfartsnationer, et af de første steder i Danmark, som fik bygget et fyrtårn til at advare skibe mod de farlige rev. I dag kan man se en kopi af fyrtårnet fra 1627 samt Danmarks ældste murede fyrtårn fra 1747.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Skibsted Fjord er ikke bare et smukt naturområde, det har også en særdeles afgørende betydning som stedet for begyndelsen på enden for vikingetiden. Den smalle tange, der i dag deler Region Midtjylland og Nordjylland, adskiller fjorden fra Nissum Bredning. Den kaldes Draget og her kunne vikingerne med lethed trække skibene over land og hurtigt komme ud i åbent farvand. Kong Knud den Hellige beordrede, at ledingsflåden skulle møde her inden det afgørende togt til England. Togtet skulle igangsætte det sidste og afgørende angreb på England for at genrejse det smuldrende imperium.
1000 danske og 60 norske skibe kom som befalet, men kongens ankomst blev forhindret pga. stridigheder ved den sydlige grænse. Efteråret kom og folket blev utålmodige for at komme hjem og høste, så da kongen endelig dukkede op, var de fleste skibe vendt hjem igen. Knud udskrev bøder for manglende fremmøde, men det var ikke populært og ledte til opstanden mod ham. Opstandensluttede med det efterfølgende drab på ham i Albani Kirke i Odense året efter. Den sidste vikingekonge var død. Fra Oldtidskirkegården ved Ydby Hede er der en fantastisk udsigt over fjorden og stedet, hvor drømmen om at generobre England løb ud i sandet.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Skuldelev 2 blev fundet i 1957 ved den første arkæologiske dykkerundersøgelse i Peberrenden i Roskilde Fjord. Det blev udgravet sammen med de andre Skuldelevskibe i 1962. Skibets størrelse overraskede i første omgang arkæologerne, og det blev antaget at der var tale om to fartøjer. Først under de efterfølgende analyser blev det klart at der var tale om ét fartøj af en hidtil uset længde.
Rekonstruktion
Skuldelev 2 er blevet rekonstrueret til en oprindelig længde på 29,28 m, med en bredde på 3,76 m og en højde midtskibs på 1,77 m. Dermed er fartøjet godt ni gange så langt som det er bredt, og altså noget fyldigere end det lidt længere krigsskib fra Hedeby havn. Antallet af årer er derimod formodentligt det samme, i alt 60. Det kan lade sig gøre, fordi afstanden mellem spanterne, og dermed også mellem roernes tofter, er endnu kortere end i Hedebyskibet, nemlig kun ca. 70 cm.
Byggetidspunkt
Takket være årringsundersøgelser af træet, kendes både det nøjagtige byggetidspunkt og byggestedet. Træet, som skibets kølsvin er lavet af, er fældet i maj eller juni måned 1042. Træerne til plankerne, som er fældet på samme tidspunkt, har vokset i nærheden af byerne Dublin og Waterford i det sydøstlige Irland, måske i skovene i og omkring de nærliggende Wicklow Mountains. Både Dublin og Waterford var grundlagt og beboet af vikinger, mens landbefolkningen omkring byerne, overvejende var irsk. Det er derfor rimeligt at antage, at de skibsbyggere, der konstruerede Skuldelev 2, skal findes blandt disse to byers befolkning. Måske i Dublin, der allerede på dette tidspunkt var den vigtigste by i Irland. I Wicklow Mountains ligger i øvrigt dalen - og klostret - Glendalough, som indgår i navnet på Vikingeskibsmuseets fuldskala kopi af Skuldelev 2.
Fundet
Kun omkring 25 % af det oprindelige skib, har overlevet de godt 900 år på havbunden. Heldigvis er de dele der er tilbage, fordelt på en sådan måde, at de fleste aspekter af skibet er godt belyst. Den bevarede agterstævn består af tre dele, som tilsammen former en såkaldt trappestævn (se Skuldelev 5). Da skibet har flere bordgange, plankerækker, end der kan fastgøres på stævnens sider, er der indsat korte brede plankestykker, der samler flere planker til én, inden de fastgøres på stævnen.
Kølsvinet
Et andet bemærkelsesværdigt element er kølsvinet, der ligger på langs i bunden af skibet. Kølsvinet er lavet af to stykker tømmer, og er i alt 14,1 m langt. Det består af en central, kraftig del, hvori mastesporet er udhugget, og to lange ”arme”, der strækker sig mod for og mod agter i skibet. På undersiden af kølsvinet findes udtag for bundstokkene, som kølsvinet har været fældet ned over.
Herudover har kølsvinet været gjort fast med en række små knæ, der har siddet på siderne og til dels hen over kølsvinet og holdt det fast til bundstokkene. Endelig er en kraftig gren lige agten for mastesporet hugget til som en støtte, der går op i mastebjælken og forhindrer kølsvinet i at kæntre.
Det, der gør kølsvinet spændende, er blandt andet den måde, dets to dele er samlet på. Det er ”armen” agterud, der er forlænget med et ekstra, mere end fire meter langt stykke træ, og samlingen mellem de to stykker er lavet som en såkaldt ”hagelaske”.
Kølsvinets betydning
Det er en samling, som kun sjældent ses i skibsbyggeri fra vikingetiden, og dens specielle egenskab er, at den kan tåle træk. Forsynes den også – som i Skuldelev 2 – med et såkaldt ”bryst”, en lodret flade, hvor de to dele støder sammen, kan den også tåle tryk. Træk og tryk i kølsvinet opstår, hvis skibet sejler gennem store bølger, hvor skiftevis midtskibet og enderne ikke bliver båret af vandet, fordi de er i en bølgedal.
Er skibet for svagt bygget, bøjer det for meget under disse påvirkninger og kan brydes i stykker. Hagelasken viser os således både, at kølsvinet havde andre funktioner end blot at optage vægten af masten, og at skibsbyggeren meget vel var klar over de særlige problemer, der var forbundet med at bygge meget lange, smalle skibe – og havde løsninger på dem.
Forskelle
Et af de få steder, hvor langskibet fra Irland adskiller sig fra tilsvarende skibe, bygget i Skandinavien, er i udformningen af spanterne. Bundstokkene, som er betegnelsen for det nederste tømmer i spantet, er usædvanligt lave og brede. Baggrunden herfor kan være at skibet er bygget til et farvand, Det irske Hav, der stiller store krav til skrogets fleksibilitet.
Under alle omstændigheder er det interessant, at skandinaverne i Dublin i 1042 – som på daværende tidspunkt havde sluttet stærke kontakter med det omgivende samfund – stadig byggede skibe på en udpræget skandinavisk måde.