Skibssætninger

Her er en liste over mange af de skibssætninger der er fundet i Danmark.

Fra Bække er der skiltet til Klebæk Høje, ca. 1,5 km nord for byen, hvor en af Tue Ravneunges runesten står. Bækkemonumentet ligger 81 meter over havet og har derfor været et markant punkt i landskabet. Det består af en imponerende 45 m lang skibssætning, som en 10 m bred del af Hærvejen engang gik lige igennem. I 1858 opdagede man, at runer var hugget i stenen i skibets stævn med indskriften “Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog”. I den modsatte stævn ligger den ene af de to Klebæk Høje, som er fra bronzealderen. 

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Med blot en længde på 14 m og bredde på 10 m syner den ikke af meget i dag, men der er ingen tvivl om, at den person, som monumentet i sin tid blev rejst for, var en magtfuld person i vikingetiden. Skibet var vikingens foretrukne transportmiddel, både i levende live og i døden, men kun særligt udvalgte fik den sidste rejse i en skibsstenssætning som denne. 

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

I en mindelund en lille kilometer nord for landsbyen Glavendrup på Nordfyn kan man opleve en af de skibssætninger, som er så særlige for vikingetiden. Stenene danner formen på et skib, der er ca. 60 m langt og 12 m bredt.

Næstlængste runetekst

I stævnen på “skibet” står stadig en runesten med den næstlængste runeinskription fundet i Danmark: “Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege, viernes gode, hirdens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ‘ræte’ vorde den, som øver vold mod denne sten eller slæber den bort til minde over en anden.” Alle må have været en stormand med status og magt: han var både thegn og gode. En thegn betyder høvding, og en gode var formodentlig en slags præst.

Den sidste sætning på stenen er en forbandelse over den, som måtte vove at flytte stenen og dermed nedkalde ulykke over sig selv. Ragnhild er med al sandsynlighed samme kvinde, som rejste Tryggevældestenen, der også var del af en skibssætning. Hun må have været en betydningsfuld kvinde, gift to gange med store mænd, som fortjente at blive mindet af eftertiden. Det var samme runerister, Sote, som stod for det praktiske arbejde. Anlægget er i sandhed en stormand værdig, selvom undersøgelser tyder på, at Alle ikke blev begravet her. 

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Her blev i hvert fald én viking begravet i et symbolsk skib af sten, der skulle fungere som fartøj til dødsriget. Knoglerne blev fundet i en stendækket grav, men om det var en mand eller kvinde, ved man ikke. Skibssætningen ligger på øen Korshavn, som er forbundet med Avernakø med dæmningen Drejet. 

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden 

 

Palisaden bestod af 1440 m med egeplanker, og var næsten så høj som tre fuldvoksne mænd tilsammen og dermed synlig for tilrejsende fra lang afstand. Det rejste sig for deres øjne, kongens anlæg, Jellingdynastiets hjemsted og kong Haralds forældres sidste hvilested. Ingen skulle være i tvivl om kongens magt. Harald Blåtand blev konge i en tid, hvor man ikke kunne vide sig sikker på at arve tronen. Nok var han søn af Gorm den Gamle og dronning Thyra, men hans magt og ret måtte slås utvetydigt fast.

Folk, som kom til Jelling, skulle imponeres og rammes af ærefrygt over Jellingdynastiets magt. I 2015 åbnede et nyt oplevelsescenter, hvor man kan gå på opdagelse i vikingetiden. Her fortælles historier om langbålet, man kan rejse som viking til Valhal, og der er fantastiske beretninger om guderne Thor og Odin og den nye gud Kristus.

Oplev Jelling

Børn og voksne får her en god fælles oplevelse sammen med de to store vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Der er fundet meget få genstande i Jelling, men ved hjælp af digitale tricks bliver genstandene levende, og her må man gerne røre. Besøget kan afsluttes på den store tagterrasse, hvor man via digitale kikkerter kan bevæge sig tilbage i tiden.

På monumentområdet kan man fornemme dimensionerne af Danmarks største vikingeanlæg fra vikingetiden. Anlæget er genskabt som en gigantisk landskabsskulptur – smukke hvide søjler rejser sig her og der i 3-4 meters højde, hvor palisaden i sin tid stod rundt om gravhøjene og skibssætningen, som er markeret med store hvide betonflader. Her har Harald og Gorm gået rundt for mere end 1000 år siden. Området var afgrænset af den palisade, som arkæologerne fandt spor af ved udgravninger i 2006-07. Den danner en rombeformet ramme om monumenterne med en sidelængde på ca. 360 m.

Nordhøjen ligger lige i midten, hvor rombens diagonaler krydser hinanden og som deler området i fire ens retvinklede trekanter med sideforholdene 3 til 4 til 5. Et såkaldt pythagoræisk forhold. De to imponerende gravhøje på området tiltrækker helt naturligt opmærksomheden, præcis som det var tænkt af dem, der lod dem bygge. Nordhøjen er 8 m høj og 60 m i diameter. Den ligger midt i en 356 m lang skibssætning; den største man kender i hele verden. Det var sandsynligvis her kong Gorm blev begravet ved sin død i et kammer bygget år 958-59. Kammeret var 6,77 m i længden, 2,6 m i bredden og 1,46 m i højden.

I 1820 blev gravkammeret undersøgt, men man fandt stort set ingenting – den gravlagte var flyttet, muligvis ind i den bygning, der stod der, hvor kirken i dag står. På den anden side af kirken ligger Sydhøjen, opført omkring 970. Den er 10 m høj og 70 m i diameter og dermed Danmarks største høj fra vikingetiden. Man antog derfor, at det var her kongen var blevet begravet, men i dag ved vi, at højen er tom, og at den altid har været det.

Jelling Kirke er bygget omkring 1100, men fund viser, at her har ligget flere træbygninger inden, som alle er brændt. Arkæologiske udgravninger i 1970’erne afslørede en grav i gulvet på kirken. Den indeholdt knoglerne fra en mand på ca. 173 cm, som havde været ca. 35-50 år, da døden indtraf. Knoglerne var blevet gravlagt ca. 965, og det formodes, at det er selveste Jellingdynastiets grundlægger, Gorm den Gamle, som fandt sit sidste hvilested her. 

Jellingestenene

Mellem højene står de to Jellingsten. Den mindste sten er rejst af kong Gorm til minde om hans kone Thyra. På den store sten fortæller kong Harald om sin herkomst, praler af sine erobringer og forkynder sin kristning af danerne. Den store sten er hans og hans slægts dokumentation for grundlæggelsen af kongemagten i hele Danmark. Kong Haralds billedrunesten er nok den fineste kunstgenstand fra slutningen af vikingetiden. Den 2,43 m høje grå sten af gnejs med røde årer står på sin oprindelige plads præcist imellem de to store højes centre og syd for kirken, som dengang var en stavkirke. Kunstværket er dateret til ca. 965 og er udsmykket i Mammenstil.

Dette er et unikt stykke kulturarv, der blev optaget på UNESCO’s prestigefyldte verdensarvsliste i 1994.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Det kuperede landskab har været særligt egnet til vikingetidens iscenesættelse af bebyggelser og gravmonumenter. Mellem to markante højdedrag løber Lejre Å, på vestsiden af vandet havde man bopladsområdet med kongens storhal, i dag umiddelbart nær ved Gl. Lejre landsby.  Landskabet vest for bopladserne blev benyttet til ofringer.

Her deponerede vikingerne deres guld- og sølvskatte omkring et stort, Uformet dalstrøg, hvor en kilde springer året rundt. Her blev Lejreskatten fundet 1850, som man i dag kan se på Nationalmuseet.  På østsiden af vandløbet begravede man sine døde – her ligger gravmonumenterne på et markant næs, omgivet at strømmende vand fra Lejre Å og Kornerup Å.

Skibssætningerne

 I dag er der kun 28 af stenene tilbage, men man fornemmer alligevel tydeligt det monumentale, når man stiller sig midt i den bedste bevarede af de oprindeligt mindst fire skibssætninger i Lejre, hvoraf kun de to kan ses i dag. Den er ca. 90 m lang og 20 m bred, den største på Sjælland og den tredjestørste i Danmark. For vikingerne har den været et symbol på rejsen til dødsriget. Stedet har fungeret som gravplads i 900-tallet – her er mindst 55 grave.

Storhallen

Sagnene fortæller, at Skjoldungernes kongsgård lå i Lejre. Og netop her har arkæologerne bevist, at der er et gran af sandhed i sagnene. Som en magtdemonstration lå hallen højt i landskabet, hævet over den øvrige bebyggelse. Det var den mest centrale og mest betydningsfulde bygning i vikingetidens samfund. Her mødtes kongen med sine stormænd, og her modtog han sine gæster. De store bygninger, hvor den største var over 600 m2 stor, blev genopført flere gange, senest den igangværende i Sagnlandet Lejre.

Nogle af hallerne og de øvrige bygninger er i dag markeret i landskabet. Bebyggelsen har strakt sig over et areal på ca. 125.000 m2. På det flade plateau vest for Lejre Å, hvor landsbyen Gl. Lejre ligger i dag, var et område med værksteder og håndværkere.

Her fandt man almindelige bygninger som de såkaldt grubehuse, en nedgravet værkstedhytte. De arkæologiske fund viser spor efter håndværkere som jernsmede, bronzestøbere, vævere og kammagere. Ud over den store centrale hal var der en række forskellige bygninger – nogle op til 42 m lange.

De storehuse skulle rumme både stormanden og hans følge samt de gæster, der kom til gården.  Residensområdet var adskilt fra resten af bebyggelsen med et kraftigt hegn eller palisade. Det viser, at der kun var adgang for særligt indbudte. Det er her, den lille figur af Odin er fundet.

Gravhøjene

Højt på bakkerne mod øst knejser Hyldehøj, Ravnshøj og Grydehøj. Af de tre store gravhøje er kun Grydehøj undersøgt. Den rummede en fyrstebegravelse fra 600-tallet, hvor den døde med alt sit udstyr var brændt på et stort ligbål. Selvom den døde var brændt fandt man små guldtråde, der viser at den døde var iklædt en fornem og kostbar dragt af guldindvirket stof.

Når man kommer ind i Gl. Lejre nordfra fra Gevninge – den vej, som sagnkongernes gæster ankom til Lejre– åbner monumenternes landskab sig på begge sider af vejen. Til højre mod vest ser man den nu frilagte Harald Hildetands høj. Ifølge sagnet var han den sidste konge af Skjoldungeslægten. Det kan dog ikke helt passe med den historiske viden, vi har i dag, for højen er en langt ældre langdysse, som er bygget af områdets beboere i stenalderen, 5000 år før Lejre-kongernes storhedstid.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden 

 

Lindholm Høje er kendt for sine mange grave og stensætninger. I dag ligger der et museum. Gravpladsen består af næsten 700 grave, men der kan have været mange flere. Gennem tiden er mange sten blevet fjernet. I 1800-tallet blev mange sten for eksempel slået til skærver til vejfyld. Ødelæggelserne gik hårdest ud over det område, hvor der lå vikingetidsgrave, og der er næsten ingen tilbage. Langt de fleste af de 700 grave, der stadig eksisterer, er fra slutningen af jernalderen - altså lige før vikingetiden. Hvor mange grave, der er ødelagt, er ikke til at vide.

I nærheden af gravpladsen er også fundet et par landsbyer fra vikingetiden. Her har arkæologer fundet mange genstande; både dagligdags genstande som hvæssesten, gryder og øser samt mere luksuriøse varer som drikkeglas og ædelsten. Måske er de rigeste fra landsbyerne taget til Ålborg for at købe varer som disse. Fund af arabiske sølvmønter fortæller i hvert fald om Lindholm Højes internationale handelsforbindelser.

Vi ved ikke, om folk i Ålborg blev begravet på gravpladsen på Lindholm Høje. Men ofte lå vikingernes gravpladser lidt væk fra byen og adskilt af vand; for eksempel vandløb som adskilte byen og gravpladsen. Måske har man begravet sine borgere på den anden side af Limfjorden - på Lindholm Høje.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden 

 

På Langeland kan man også se en af vikingernes skibsstensætninger. Den ligger lidt gemt væk i Konabbe Skov, knap 500 m inde i skoven i nordlig retning. Skibssætningen er ikke udgravet, men ud fra typen dateres den til vikingetiden. Den er 13 m lang og 5 m bred. Den er usædvanlig sammenlignet med de øvrige kendte skibssætninger, idet den er konstrueret af relativt små sten. Der kun er færdsel til fods i skoven. Der er et infoskilt, hvorfra man kan følge ruten markeret med grønne trekanter ca. 2,5 km.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Vikingetidens særlige gravskik med at lægge de døde i skibe formet af store sten kan man se flere eksempler af på Als. Helt ud til kysten på Stolbro Næs, som stikker ud midt i Augustenborg Fjord, har der oprindeligt ligget en gruppe på fire skibssætninger og tre gravhøje. I dag er kun de ret små gravhøje og en af skibssætningerne bevaret.

Skibet er 12 m langt og 4,5 m bredt på midten. Den består af 45 store marksten, hvor dem i stævnen er lidt større end resten. I 1960 blev den udgravet, men man fandt kun en brandplet med rester af menneskeknogler. En forsigtig datering peger på 700-800-tallet. 3 km længere inde i fjorden, over for den lille ø Katholm, ligger en gruppe på tre skibssætninger, og i den nærliggende grusbanke er der fundet begravelser fra vikingetiden.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Fra Snaptun ved Horsens Fjord kan man tage en lille færge til Hjarnø på bare 5 min. Øen i mundingen af fjorden er kun 3,2 km2 stor, og det højeste punkt bare 7 m over havet. Ifølge Saxo er Hjarnø opkaldt efter kong Hjarne, som fik krone og titel som tak for et smukt mindekvad, han skrev om den vellidte afdøde kong Frode. Nogle mente dog, at han havde taget sig lige vel godt betalt for tjenesten, og det kom til ufred, som resulterede i Hjarnes død. Han og hans hær skulle ligge begravet på øen i den samling af skibssætninger fra vikingetiden, som man stadig kan se på sydøstkysten.

Det er ikke den monumentale slags, som i Lejre og Bække, men små begravelser, ca. 8 m lange. I 1650 blev der observeret mere end 20 skibssætninger, men i dag kan man kun se 10 af dem – resten er enten forsvundet eller dækket af sand.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Lige syd for Faxe Ladeplads, hvor Rollo stævnede ud for at erobre Normandiet, ligger Strandegård Dyrehave – her knejser 2-300 år gamle træer 15 m over Faxe Bugt. I dette fredelige område har mennesker stedt deres familier til hvile igennem hele oldtiden. Stadig beskyttet under de høje trækroner ligger en lille, 6000 år gammel langdysse fra bondestenalderen.

Placeret tæt ved den stejle klint ligger en gruppe bronzealderhøje med udsigt over havet. Ifølge sagnet skulle en søkonge været begravet i den største, hans hest i den anden og hans skatte i den tredje. I nærheden kan man se, hvad der umiddelbart blot ligner en bunke sten, men en gammel arkivtegning viser, at det er resterne af en skibssætning fra vikingetiden. 

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Begravelser i symbolske skibe af sten hører til vikingetiden. På Lindholm Høje og Hjarnø kan man se de små udgaver, hvor helt almindelige vikinger fandt deres sidste hvilested. Og så er der de pompøse anlæg for tidens stormænd som i Jelling, Glavendrup, Bække og Lejre. Dem har der sikkert været mange flere af, men i tidens løb er de forsvundet – det gælder også Vejerslevskibssætningen 15 km nord for Silkeborg.

Skibssætningen

Fra skriftlige beretninger ved vi om dette anlæg, at det var 90 m langt, 14 m bredt og bestod af 26 sten – den næstlængste kendte skibssætning i Skandinavien efter Jelling. Den første del blevet sløjfet i 1743, den anden del ca. 100 år senere. Den stod knap 100 m fra Gudenåen, nordøst for Kongens Bro, som også i vikingetiden var et vigtigt overfartssted.

Netop fordi anlægget har været forsvundet så længe, mener arkæologer, at det indirekte kan være den bedst bevarede skibssætning. Det har foranlediget Moesgaard Museum til på ny at grave på stedet i 2013 og 2016 i et forsøg på at få mere viden. Den foreløbige konklusion er, at det var tydeligt, at der havde været et anlæg på stedet, og at tilhugning af sten havde fundet sted.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

 

Vandstanden var højere i vikingetiden, så gravpladsen ved Højstrup lå dengang tættere ved kysten. Stedet er en mini-version af Lindholm Høje. En del af gravene er markeret med store skibssætninger som et symbolsk skib til den afdødes sidste rejse. Andre af gravene er markeret med enkeltstående sten eller med små runde høje. Gravpladsen var i brug gennem hele vikingetiden, og i dag er det lille og forblæste hedeareal fredet. En informationstavle fortæller om gravpladsen.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden