Vikingerne i Skotland
Historien om vikingetidens Skotland er hovedsagligt skrevet ud fra de arkæologiske kilder. Bevarede skandinaviske stednavne vidner om færden og vikingebosættelser, men dagliglivet og kulturlivet afsløres kun ved studie af byggetraditioner, grave, handelspladser, værksteder og ikke mindst affaldsbunker ved bosættelser.
De arkæologiske genstande viser at vikingetidens Skotland var præget af selvforsynende familiegårde der overlevede ved både at drive jordbrug, have kvæg, fiske, gå på jagt og indsamle føde.
Handel skete gennem en købmand der kom til området. Dog kom nogle af de første Skandinaviske handelsvare til området med bosætterne.
Vikingernes huse i Skandinavien var hovedsagelig bygget af træ, men i mange områder af Skotland fandtes der ikke tilstrækkelige forsyninger af træ. Træ skulle derfor importeres fra Norge til den bådebygning, skibsstævnene fra Eigg vidner om fandt sted. Til husene var bosætterne dog nødsaget til at benytte andre materialer: sten til vægge, tørv til isolering i væggenes hulrum, drivtømmer til de store, tagbærende stolper, græs, tørv og lyng til beklædning af taget, og tørv og grene til brændsel.
Nordiske stednavne
Stednavnene viser udbredelsen af de områder, der engang beboedes af vikingerne. Kort og oversigter ført gennem århundreder over sogne, landsbyer, gårde, bakkeområder, dale og kyststrækninger, giver et vigtigt indblik i den menneskelige aktivitet, ikke mindst vikingernes.
På Orkneyøerne og Shetland finder man Egilsay (Egils Ø) og Buckquoy, hvor den første stavelse stammer fra kornsorten byg og sidste fra ordet kví, som betyder indhegning. Sammenholdt med de materielle levn, der er fundet ved arkæologiske undersøgelser viser stednavnene at vikingerne etablerede flest bosættelser på nord- og vestøerne, og de medvirker i dag til skabelsen af et mere komplet billede af vikingernes liv i Skotland.
Orkneyinga saga
En af de vigtigste skriftlige kilder til vikingerne i Skotland er Orkneyinga saga. Sagaernes historiske værdi varierer dog og det er ikke altid let at gennemskue om de fortæller sandheden eller blot en 'god historie'. Et godt eksempel er kapitel 106 der beskriver Svein Asleifarsons bedrifter.
Citat: "In the spring he had more than enough to occupy him, with a great deal of seed to sow which he saw to carefully himself. Then when that job was done, he would go off plundering in the Hebrides, and in Ireland on what he called his 'spring-trip', then back home just after midsummer, where he stayed till the cornfields had been reaped and the grain was safely in. After that he would go off raiding again."
Fortællingen er umiddelbart en finurlig beskrivelse om Sveins liv, men dateringsmæssigt hører den til i en periode, hvor plyndringerne i Skotland var hørt op og vikingerne levede i harmoni med den lokale befolkning.
Slaget ved Largs
Vikingetidens slutning bestemmes traditionelt set til slutningen af 1000tallet. Men det skandinaviske herredømme fortsatte på de skotske øer. Efter tre århundreders vikingebesættelse af Skotland genvandt de skotske konger sig de vestlige øer fra vikingerne.
I 1263 besluttede kong Hakon IV at en magtdemonstration var nødvendig for at få bugt med skotternes vedvarende angreb. Den 1. oktober 1263 mødtes de i Slaget ved Largs, hvor skotterne sejrede, og vikingerne blev slået. Vikingerne satte ild til deres strandede skibe og trak sig tilbage. Dette var det sidste vikingeangreb på det skotske fastland, men den skandinaviske indflydelse varede ved helt til 1400-tallet, og nogle aspekter af deres indflydelse eksisterer den dag i dag.
Monica Callaghan, Hunterian Museum & Art Gallery, University of Glasgow
Litteratur
Richie, Anna: Viking Age Scotland, 1993
Opgaver
Spor efter vikingerne i Skotland
Penthland Firth er det strømfyldte stræde mellem Caithness og Orkney-øerne.
Det er og var et meget farligt sted for skibsfarten, da der her løber en af verdens kraftigste tidevandsstrømme, som kan danne flere meter høje strømsøer, eller hvirvelstrømme som de også kaldes. Der er målt op til 16 knobs strøm i strædets østlige ende.
Hvor strømmen og strømsøen er særligt stærk, har den fået maleriske navne så som the Merry Men of May og the Swilkie. Sidstnævnte danner nogen gange en malstrøm, og ordets Swilkies nordiske oprindelse betyder noget i retning af ”slugeren”. Ifølge en legende, som hævdes at gå tilbage til vikingetiden og også kendes fra den Yngre Edda, dannes malstrømmen ved at en havheks drejer den kværn, som maler salt til havet; heraf selve ordet malstrøm. The Swilkie udgår fra en pynt på den lille ø Stroma, hvis navn også er nordisk: ”Strøm-ø”. Stednavnene taler deres tydelige sprog om hvor farligt strædet er!
Helt op til afslutningen af sejlskibstiden undgik man at sejle gennem Pentland Firth. De store oceangående rejser, eksempelvis fra Danmark og Holland, til kolonierne i Vest- og Ostindien, gik langt udenom Orkneyøerne, og fra 1822 har det været muligt at sejle tværs gennem Skotland gennem Caledonian Canal med skibe på op til 45 meters længde.
Opgaver
Brough of Birsay er en tidevands-ø ud for nordvestkysten af Orkney-øerne, En tidevandsø er et landområde som bliver til en ø, når tidevandet står højt. Øen var derfor let at forsvare og adgangen til havet gjorde det tiltrækkende at bosætte sig her gennem Oldtiden.
De fleste fortidsminder, der endnu kan ses på Brough of Birsay, stammer fra vikingetiden. Arkæologiske fund beviser dog at der også boede folk her før og efter vikingetiden. Et synligt spor er f.eks. resterne af en 1100-tals kirke, der var valfartssted for pilgrimme op gennem hele middelalderen.
Allerede inden vikingetiden spillede Brough of Birsay en central rolle i Pictiske kongedømme. Picterne er det oprindelige folk, der boede i området inden vikingerne kom til Skotland. Arkæologiske udgravninger viser, at vikingerne overtog de eksisterende beboelsesområder, da de fra slutningen af 700-tallet bosatte sig på øen. Faktisk byggede de deres gårde direkte ovenpå tidligere Pictiske gårde.
Tidligere havde man en forestilling om, at denne vikingeovertagelse, havde været ganske voldsom. Men det arkæologiske materiale fra Brough of Birsay giver mulighed for ny tolkning, da det viser, at der har været foregået en integration mellem Picterne folkene og vikingerne.
Vikingernes bebyggelse
Vikingernes byggede hal-lignende huse af sten og tørv. Ofte var disse huse mere end 20 meter lange. De bestod af et beboelsesområde og et køkken, adskilt af en træskærm. Senere tilføjelser til huset blev bygget på hovedhusets sider. De mindre bygninger omkring hovedhuset var udhuse. På østsiden af øen er der fundet rester af et meget stort, hus med tilbygget sauna eller badstue, som havde et ildsted i midten, brikse og spor efter en afløbsrende.
Vikingehusene på Brough of Birsay havde ikke en stald i den ene ende, som vikingernes langhuse i Norden havde det. Vikingerne havde ikke behov for en stald i huset, da øen alligevel ikke havde gode græsmarker til dyr. Der er fundet nogle få kvæg- og fåreknogler, ved de arkæologiske udgravninger, men de stammer sandsynligvis fra kødstykke, snarere end hele dyrekroppe. Det betyder, at dyrene ikke blev slagtet på øen. Øen har i det hele taget været afhængig af Orkeny med hensyn til forsyninger af blandt andet madvare og bygningsmaterialer.
Der er også fundet spor af arbejde med jern på øen. Det var vigtigt, så man kunne lave våben og redskaber.
Der er også fundet spor efter jernforarbejdning på øen, hvilket har været nødvendigt for at fremstille og vedligeholde redskaber og våben. Desuden er der fundet støbeforme af stalaktit eller fedtsten, hvilket tyder på, at også ædlere metaller blev smeltet og støbt på stedet.
Fakta: Øens særlige status har gjort det fristende at antage, at den har været sæde for 1000-tallets jarledømme. Ifølge Orkneyinga Saga havde jarl Thorfinn (jarl fra 1014-1065): sin faste residens på Birsay, hvor han byggede en smuk klosterkirke, viet til Kristus, og sæde for Orkneys første biskop". Det er dog uklart, hvorvidt hans bopæl samt klosterkirken lå på hovedøen eller på øen Birsay.
På øen Colonsay findes en af Skotlands største koncentrationer af vikingegrave. En af de mere bemærkelsesværdige grave er fundet ved Kiloran bay. Den viser den gensidige påvirkning, der var mellem den hedenske og kristne tro i perioden, hvor vikingerne var bosat i Skotland.
Der er ofte, ganske tilfældigt, fundet efterladenskaber efter vikingerne på the Western Isles (de Vestlige Øer), når jorderosion (den naturlige afslidning som især vind og vand skaber), gennem tiden har afsløret spor efter begravelser, ved afdækning af menneskeknogler og gravgaver eller bebyggelser samt ved fund af møddinger, vægge eller bygningsfundamenter. Der er større koncentrationer af vikingebegravelser på Colonsay, Oronsay og Islay end på nogen af de øvrige skotske øer. Vikingernes indflydelse på øerne og på fastlandets vestkyst ses ud fra de mange skandinaviske stednavne, som stadig præger området.
I 1882 blev et af de vigtigste vikingegravfund gjort i sandklitterne ved Kiloran Bay på nordvestkysten af Colonsay. Bugten med stejle klippeskrænter og sandstrande var den perfekte landingsplads for vikingernes langskibe. Udgravninger i området har afsløret en mandsgrav, hvori der også lå en hest samt et udvalg af gravgaver.
Mandsgraven
Manden var gravlagt i hjørnet af et afgrænset, rektangulært område på omkring 4,6x3,1 m, der var opbygget af lodretstillede stenfliser. Han var placeret i fosterstilling på sin venstre side. Hesten lå udenfor det afgrænsede område. Sporene efter jernnagler, der omgav dyret og lå spredt rundt omkring gravanlægget, antyder, at en omvendt båd har dækket hele graven. Båden må have været mindst 9 m lang.
Vikingekrigeren havde adskillige våben og andre ejendele med sig i graven:
- et sværd
- en spydspids
- et øksehoved
- en skjolddup
- to pilespidser
- en kniv
- et spænde
- skårene af en krukke
- en hvæssesten
- en sølvnål.
Der var også et udvalg af redskaber, som var uundværlige i forbindelse med handel; vægte, vægtlodder og måleredskaber samt et udvalg af mønter, der daterer graven til efter år 850.
Ved hver ende af det afgrænsede område i graven blev desuden fundet to fliser, som hver var groft udskåret med det kristne kors. Hvis de har udgjort en del af det oprindelige gravanlæg, må det betyde, at selvom der er tale om en helt igennem hedensk grav, så var der også tydelige kristne anskuelser og indflydelse i vikingekolonien.
Ud over graven fra Kiloran Bay er der også fundet begravelser, der inkluderer dyr, ved Machrins på Colonsay.
Fra øen Eigg findes adskillige fund fra vikingetiden. Det mest betydningsfulde består af to ubrugte, tildannede forstævne til skibe af traditionel skandinavisk type.
Da vikingernes havde plyndrede Skotland bosatte de sig flere steder. Den lille frugtbare ø Eigg, var et godt sted at have en base. Herfra kunne man nemlig handle fredeligt med Irland. Mange af øens stednavne er skandinaviske og der er fundet mange spor efter vikingerne på øen.
Forstævnene fra Eigg
I 1878 blev der, i forbindelse med dræningen af en tørvemose på, gjort et usædvanligt fund bestående af to færdiglavede forstævne. Hver forstævn var lavet af et enkelt stykke egetræ, med en trinformet inderste kant, så stævnen kunne passes med plankerne til en båd. Dette fund er blevet af afgørende betydning for tolkningen af vikingetidens skibe og deres bygningsmåde.
Selvom stævnene var færdigtildannede var de aldrig blevet brugt. Der er ikke fundet huller til jernnagler i dem. De var antagelig anbragt i mosen for at de kunne holdes fugtige, indtil de skulle bruges. Fundet beviser, at vikingetidens skibsbyggere ikke improviserede, men derimod havde en fastlagt ide om formen på skibets skrog, eftersom de kendte antallet af planker og deres form, før skibet var bygget.
Fakta: I Stævnene er et godt bevis på at bådebyggerne i vikingetiden fulgte særlige traditioner når de byggede vikingeskibe. I forbindelse med den fuldstændigt bevarede forstævn fra Skuldelev 3-skibet har det været muligt at påvise, hvordan dette forud planlagte design er baseret på et sæt cirkeludsnit med radier, der er proportionalt forbundne til hinanden og til længden på kølen.
Opgaver
Isle of Lewis var i vikingetiden en af de største og mest tætbefolkede kolonier i det vestlige Skotland.
I dag kan man finde mange skandinaviske landsbynavne på øen. Landsbynavnene kan fortælle, hvor vikingerne boede for 1000 år siden. I dag eksisterer 99 ud af 126 af de landsbyer som vikingerne skabte stadig.
I 1831 blev der fundet en stor samling skakbrikker i en stenkiste på stranden ved Uig. Der var mere end 93 skakbrikker lavet af hvalros- og hvaltand. Hver brik forestiller en menneskelig figur bortset fra bønderne. De menes at være fremstillet i Norge mellem 1150 og 1200. Skakbrikkerne kan dateres på baggrund af den kunstneriske stil, der er brugt især på kongerne, dronningerne og nogle af løberne (biskopperne).
Vi kender ikke årsagen til, at Skakbrikkerne fra Lewis blev skjult i sandklitterne. Vi ved heller ikke meget om hvordan de blev fundet. Men vi ved, at disse usædvanlige og smukt udskårne skakbrikker er blevet et af de mest berømte billeder på vikingetiden. Hver brik repræsenterer en menneskelig figur bortset fra bønderne, der er udformet som simple obelisker.
Alle figurerne har tillukkede ansigtsudtryk med stirrende øjne og stærke træk. Tre af tårnene er fremstillet som vikinger, der er gået bersærk. De har vilde øjne, og de har sat deres store tænder i skjoldene af bar krigsgalskab. Selvom tårnene har det aggressive, blodtørstige udseende, som vi ville forvente af en vikingekriger, giver kongerne, dronningerne og løberne et mere nøjagtigt billede af livet i 1100-tallet.
Fakta: Ud af de 93 skakbrikker, der i dag er tilbage af fundet, befinder de 11 sig på det skotske Nationalmuseum i Edinburgh og de resterende 82 på British Museum i London.
Opgaver
» Spil
Orkney, Shetland og Caithness udgjorde i vikingetiden et samlet jarledømme, der blev regeret fra Orkney. Ingen andre steder i Storbritannien skinner vikingernes indflydelse så stærkt igennem som her.
De fleste af øernes stednavne er nordiske, og de er i dag tegn på at vikingerne engang havde stor magt på øen.
Vikingernes indflydelse begyndte sent i 700-tallet med af enkle, spredte plyndringer, men senere slog landsforviste stormænd fra Norge sig ned på Orkney. For at undgå et oprør fra Orkney, skulle den norske konge have angrebet øen og gjort den til et norsk jarledømme. Jarledømmet voksede sig med tiden stort nok til at være en trussel for Norge selv, for ikke at tale om de omkringliggende skotske områder.
Norge genvandt kontrollen over Orkney, men i løbet af 1200-tallet blev øen mere fredelig og en del af Skotland. Men vikingerne boede der fortsat og Orkney var frem til 1400-tallet meget skandinavisk.
Orkney var magtcentrum for jarledømmet. Kirkwall blev øens hovedstad. Her ligger den myrdede jarl Magnus begravet som helgen i St. Magnus domkirke.
Fair Isle ligger halvvejs mellem Orkney og Shetland. Det fortælles i Orkneyinga Saga, at Fair Isle havde et fyrtårn for at kunne advare Orkney om angreb fra Shetland. Der er ikke fundet spor efter vikingebebyggelse på øen.
Shetland har derimod mange spor efter vikingerne. Ingen skriftlige kilder fortæller om vikingernes bosættelser eller militær aktivitet på øen, men både sproget, stednavne og udgravninger af vikingegårde er beviser.
Fakta: Jarledømmet rakte langt ind i det skotske fastland med et "brohoved" på Cainthness, hvor få udgravede bosættelser indikerer vikingeres indflydelse i det 10. århundrede.
Maes Howe (eller Maeshoe) er et gravkammer der ligger på Orkneys hovedø, Kammerets vægge er fyldt med grafitti og runer fra vikingetiden, så selvom graven blev bygget omkring 3000 f. Kr er den af stor interesse.
I løbet af 1100-tallet brød vikingebander ind i det forhistoriske gravkammer og graverede 30 indskrifter på væggene. Rune-graffitien bestod af beretninger om deres bedrifter, herunder beskrivelser af skatte, korsriddere og skønne kvinder samt indgraveringer af dyr.
Under udgravningen af gravkammeret i 1861 var det umuligt for arkæologerne at komme ind ad den oprindelige indgang, så de måtte i stedet grave en skakt ned fra toppen af højen. De indså snart, at de ikke var de første til at bryde ind i gravkammeret. Overalt på væggene i det centrale kammer fandt de vikingernes runeindskrifter.
En vikingebande
Maes Howe udgør en af de største og mest berømte samlinger af runeindskrifter, der er fundet i Europa. Fundet fra Maes Howe har bekræftet beretningen i Orkneyinga Saga om, at en gruppe af Harald Maddadsons mænd søgte tilflugt i Maes Howe efter en voldsom storm undervejs fra Stromness til Firth. Haralds mænd havde forsøgt at tilegne sig kontrollen over Orkney i 1150, da hertug Ragnvald var draget på korstog. Imens de ventede på, at stormen skulle drive over, morede mændene sig med at indridse graffiti i gravkammerets vægge. Det andet indbrud i det gamle gravkammer skete i 1153, da medlemmer af jarl Ragnvalds selskab vendte hjem fra korstogene.
Inde i Maes Howe gravkammeret er der en ni meter lang gang, der fører til et bredt hovedkammer med tre sidekamre. Indgangen til sidekamrene ligger over gulvniveau. Gangen er orienteret mod det punkt, hvor solen går ned ved midvinter, og i december måned skinner solen ind i kammeret.
Vikinge-graffitien består af 30 runeinskriptioner, og på en hjørnesøjle er der tre indridsede figurer; en drage eller løve, en hvalros og en slange med knuder på.
Skriften på væggene
Nogle af teksterne fortæller om dyrbare skatte:
"Det er længe siden at der blev skjult en skat her"; "Lykkelig er den, som finder en stor skat"; "Hakon bar selv den store skat ud fra højen".
På andre inskriptioner findes navnene på mændene, pralende historier om deres bedrifter og vittigheder.
Undertiden er graffitien ret underholdende: "Ingigerth er den smukkeste af alle kvinder". Dette var indridset ved siden af en grov skitse af en savlende hund. Andre eksempler omfatter:
"Ofram, Sigurds søn, ristede disse runer"
"Hærmund Hårdøkse ristede disse runer"
"Tholfir Kolbeinsson ristede disse runer højt oppe"
"Arnfithr Matr ristede disse runer med denne økse der tilhører Gauk Transilsson fra Sydlandet".
Opgaver
» Runer
» Skotland