Colonsay vikingegrave

På øen Colonsay findes en af Skotlands største koncentrationer af vikingegrave. En af de mere bemærkelsesværdige grave er fundet ved Kiloran bay. Den viser den gensidige påvirkning, der var mellem den hedenske og kristne tro i perioden, hvor vikingerne var bosat i Skotland.

Der er ofte, ganske tilfældigt, fundet efterladenskaber efter vikingerne på the Western Isles (de Vestlige Øer), når jorderosion (den naturlige afslidning som især vind og vand skaber), gennem tiden har afsløret spor efter begravelser, ved afdækning af menneskeknogler og gravgaver eller bebyggelser samt ved fund af møddinger, vægge eller bygningsfundamenter. Der er større koncentrationer af vikingebegravelser på Colonsay, Oronsay og Islay end på nogen af de øvrige skotske øer. Vikingernes indflydelse på øerne og på fastlandets vestkyst ses ud fra de mange skandinaviske stednavne, som stadig præger området.

I 1882 blev et af de vigtigste vikingegravfund gjort i sandklitterne ved Kiloran Bay på nordvestkysten af Colonsay. Bugten med stejle klippeskrænter og sandstrande var den perfekte landingsplads for vikingernes langskibe. Udgravninger i området har afsløret en mandsgrav, hvori der også lå en hest samt et udvalg af gravgaver.

Mandsgraven

Manden var gravlagt i hjørnet af et afgrænset, rektangulært område på omkring 4,6x3,1 m, der var opbygget af lodretstillede stenfliser. Han var placeret i fosterstilling på sin venstre side. Hesten lå udenfor det afgrænsede område. Sporene efter jernnagler, der omgav dyret og lå spredt rundt omkring gravanlægget, antyder, at en omvendt båd har dækket hele graven. Båden må have været mindst 9 m lang.

Vikingekrigeren havde adskillige våben og andre ejendele med sig i graven:

  • et sværd
  • en spydspids
  • et øksehoved
  • en skjolddup
  • to pilespidser
  • en kniv
  • et spænde
  • skårene af en krukke
  • en hvæssesten
  • en sølvnål.

Der var også et udvalg af redskaber, som var uundværlige i forbindelse med handel; vægte, vægtlodder og måleredskaber samt et udvalg af mønter, der daterer graven til efter år 850.

Ved hver ende af det afgrænsede område i graven blev desuden fundet to fliser, som hver var groft udskåret med det kristne kors. Hvis de har udgjort en del af det oprindelige gravanlæg, må det betyde, at selvom der er tale om en helt igennem hedensk grav, så var der også tydelige kristne anskuelser og indflydelse i vikingekolonien.

Ud over graven fra Kiloran Bay er der også fundet begravelser, der inkluderer dyr, ved Machrins på Colonsay.