Vilhelm Erobrerens skibsliste
Vilhelm Erobrerens skibsliste er en liste over hvor mange skibe stormændene skulle give kongen hvis der kom et angreb. Listen er nedskrevet kort efter erobringen af England i 1066. Det har været kongens bestemmelser over hvor mange skibe han ville have hvis der igen kom et stort angreb fra vikingerne.
I det såkaldte Battle-manuskript i Oxford indgår et dokument på nogle få sider, som er blevet nedskrevet engang imellem 1130 og 1160. Det er, med stor sandsynlighed, en kopi af en liste som er blevet skrevet ved klostret i Fécamp i Normandiet kort efter den normanniske erobring af England i 1066.
Den opsummerer nogle aftaler, som blev truffet mellem hertug Vilhelm og en række af hans mægtigste vasaller, forud for invasionen. Vasaller var frie mænd som var under kongens beskyttelse og som derfor skulle stille et antal skibe og mænd når kongen havde brug for det.
Antallet af skibe
I alt omfatter listen 14 vassaller, som tilsammen skal stille med 776 fartøjer. Vi får ikke noget at vide om, hvad for skibe der er tale om. Det er næppe sandsynligt at de alle har været langskibe. Hæren havde mange heste og store mængder udrustning med sig. De fragtede også en borg af tømmer i samlesæt, og man må antage, at en del af skibene har været fragtskibe.
Skibslisten bidrager til at give et indblik i organiseringen af maritim magt ved vikingetidens slutning. Blandt de 14 vassaller er der en enkelt, som kun skal stille med ét skib. Ellers stiller hver med gennemsnitlig 60 skibe. Alle vassallerne har rettigheder i havnebyer, enten langs med den normanniske kyst, eller ved floderne. Vi må forestille os, at det især er disse havne, som har skullet stille skibe.
Det er endog således, at de vassaller, hvis havne ligger ved kysten, generelt set stiller med flere skibe end dem, hvis havne ligger ved floderne i indlandet.
Vilhelms egne skibe
I slutningen af dokumentet er anført, at Vilhelm havde 1000 skibe til sin rådighed til invasionen, plus dem som hver af vasallerne havde lyst til at yde yderligere. Vasallerne blev belønnet for deres deltagelse i invasionen ved at få len i de erobrede områder, så der har været et klart incitament for at bidrage med flere skibe til ekspeditionen, hvis man har kunnet.
De 776 i skibslisten er så at sige et minimumsbidrag, som Vilhelm har sikret sig at han havde til rådighed fra vasallerne. Men der savnes en forklaring på forskellen mellem de 776 aftalte skibe, og de 1000 skibe, som Vilhelm hævdes at have til rådighed, udover de frivillige bidrag, og det er blevet diskuteret i litteraturen, om dette skyldes en fejl i manuskriptet.
Det behøver dog ikke at være tilfældet - snarere repræsenterer det Vilhelms eget bidrag. Han havde nemlig også en lang række havne, som han kunne forlange stillede skibe til rådighed, og det ville være ejendommeligt, hvis han ikke havde trukket på denne ressource til sit store forehavende.
Havnebyernes rolle
Den tydelige rolle som havnebyerne har spillet i forbindelse med Vilhelm Erobrerens invasionsforberedelser belyser indirekte også grundlaget for etableringen af langskibsflåder i Skandinavien i den sene vikingetid. Den urbanisering, som fandt sted i slutningen af det 10. og i det 11. århundrede har også her gjort det muligt at kanalisere større dele af samfundets produktion ind i byggeriet og bemandingen af store langskibe, som konger og jarler kunne kaste ind i kampen om magten ude og hjemme.