Irland

I 1903 blev der ved Ballyholme, fundet en grav, der indeholdt et sæt bronzespænder, en skål, et stykke af en kæde og nogle tekstilrester.

Der er tale om ovale, skålformede spænder – en af de mest velkendte genstandstyper fra vikingetiden. Skålspænder har været genstand for omfattende studier, og på baggrund af deres form er det nu muligt at datere dem med ret stor nøjagtighed. Spænderne fra Ballyholme er af en type, der dateres til den senere del af 800-tallet. Tilsvarende eksemplarer er fundet i Dublin. Ovale, skålformede spænder blev båret sætvis af kvinderne og brugt til at fæstne kjolens stropper – én ved hver skulder.

Selvom der ikke fandtes rester af den afdøde sammen med genstandene, forekommer det sandsynligt, at der er tale om en kvinde. Ovale skålspænder findes næsten udelukkende i forbindelse med kvindebegravelser, mens våben – som for eksempel sværd og spydspidser – kun findes i mandsgrave.

En fornyet undersøgelse af den originale fundrapport har ført til en nytolkning af graven, der nu menes at være en mulig bådgrav. Den oprindelige rapport fastslår:

Citat: "Der var en lodret nedgravning i sandet, omtrent 9 fod dyb, hvor udgraverne kom til et sted, hvor jorden var helt sort og fyldskiftet dannede et V. Den sorte jord var skarpt afgrænset fra det mørkerøde sand: det mørke fyld startede omkring 2 fod fra overfladen og fortsatte 6 fod nedad, smalnende ind undervejs, i kileform. De to spænder blev fundet på bunden af nedgravningen med de hule sider mod hinanden."

Graven var anlagt umiddelbart over kystlinien og omkring 2 km fra det berømte kloster ved Bangor. Klosteret er fra den tidlige middelalder og blev overfaldet af vikingerne i både i 823 og 824. Krønikerne fortæller, at vikingerne i 824 plyndrede klosteret, ødelagde oratoriet, dræbte adskillige lærde og gejstlige, og rystede resterne af klosterets grundlægger, St. Comhgall, ud af det skrin de lå i.

Ballyholme Bay ligger i læ for vind og vejr, og undersøgelser peger på, at det er en af de bedste landingspladser på den egn. Det har derfor været en god placering for en vikingebase. Det er muligt, at graven var tilknyttet en vikingebebyggelse i området.
Graven blev fundet ved anlægsarbejde i forbindelse med byggemodning. Området, hvor graven blev fundet, er nu indlemmet i den moderne by ved Bangor.

Irske vikingegrave

Vikingerne i Irland blev – som andre steder i Europa – ikke kristne før engang sent i 900-tallet. Deres gravskikke var hedenske, og de rigeste blandt dem blev begravet med deres personlige ejendele. Indholdet af de hedenske vikingegrave i Irland er værdifuldt vidnesbyrd for den tidligste kontakt mellem vikingerne og Irland.

Udenfor Dublin, er Church Bay på Rathlin Island den eneste anden vikingegravplads i Irland. Andre enkeltgrave omfatter mandsgravene ved, Larne, Co. Antrim, Eyrephort,Co. Galway og Barnhall, Co. Kildare.

Kvindebegravelser kendes fra Ballyholme, Co. Down, fra omegnen af Arklow, Co. Wicklow, og fra Navan, Co. Meath.
Mens nogle af disse formentlig blot er enkeltstående grave, kan andre tolkes som tegn på tilstedeværelsen af en nærliggende vikingebebyggelse. Ud fra udbredelsen af hedenske, skandinaviske grave i Irland mener man at skandinaviske aktiviteter i den tidlige vikingetid først og fremmest forekom langs kysterne – især omkring Dubling på østkysten af Irland.

Opgaver

» Død og begravet

» Vikingerne i Irland

» Vikingernes udseende, tøj og smykker

Litteratur

McErlean, T., McConkey, R. and Forsythe, W. 2002. Strangford Lough. An archaeological survey of the maritime landscape.

Vikingerne slog sig ned i Dublin fra år 841 og frem. Under deres herredømme blev Dublin den vigtigste by i Irland og centrum for vikingernes udvidelsern og handel mod vest. Byen er i virkeligheden en af de bedst kendte vikingebebyggelser.

Dublin er tilsyneladende blevet grundlagt to gange af vikingerne. Den første grundlæggelse var som longphort og ophørte i 902 med uddrivelsen af de skandinaviske bosættere, først og fremmest til Nordengland.

Vikingerne vendte dog tilbage i 917, og bebyggelsen blev genetableret. Det var denne bebyggelse, der senere udviklede sig til byen Dublin.

Det er blevet fremført, at det var i løbet af deres tid i Nordengland, at vikingerne fik kendskab til byskabelse, og at det var dem, der tog ideen med sig til Dublin i begyndelsen af 900-tallet. Efter genetableringen af Dublin og udviklingen til en velhavende by, blev kontrollen over den vigtig. Kontrollen over Dublin var en nødvendighed for enhver konge, der søgte herredømme over hele Irland.

Omfattende udgravninger, der blev udført af Irlands Nationalmuseum mellem 1962 og 1981, har også afsløret et væld af vidnesbyrd for den bebyggelse, der blev etableret her efter 917. Det vigtigste, enkeltstående resultat af udgravningerne er de oplysninger, der vedrører byplanen i 900- og 1000-tallet. En række indhegnede jordlodder eller ejendomme blev fremgravet og kunne følges gennem mere end 12 successive byggefaser. Ud over dette gav udgravningerne også vigtige oplysninger om husbyggeri og om rækkefølgen af havnefronter fra perioden mellem 900- og 1200-tallet.

Udgravningerne i Dublin gav oplysninger om en række forskellige bygningstyper. Det typiske Dublin-hus var en rektangulær bygning med lave vægge og med en dør i hver ende. Beboelsesområdet var et bredt areal, der strakte sig mellem de to døre og mellem de to forhøjninger langs siderne, som ofte blot var hævede siddepladser eller senge. Midt på gulvet var anlagt et ildsted med sten omkring. Udgravningerne gav også oplysninger om Dublins forsvarsanlæg. Dublin var i 900-tallet omkranset af en jordvold, og en ny, større vold blev anlagt rundt om bebyggelsen i 1000-tallet.

Vikingegrave i Dublin

De hedenske vikingegrave fra 800- og 900-tallet, der er fundet ved Kilmainham og Islandbridge, repræsenterer den tidligste kontakt mellem vikingerne og Irland. De fleste af genstandene fra gravene er fundet ved grusgravning og etableringen af jernbanelinien i 1840erne, 50erne og 60erne. 

Mindst to gravpladser blev fundet i området, og måske lå en tredje nord for Liffey i det, der nu er Phoenix Park. Tilstedeværelsen af våben, redskaber og brocher blandt fundene tyder på, at både mænd og kvinder var begravet her. Fundene repræsenterer mindst 50 begravelser. Kilmainham er i sig selv den største, kendte vikingegravplads udenfor Skandinavien.

Skibsbyggeri

Arkæologiske fund viser, at skibene i Dublin blev bygget efter skandinaviske metoder. Der er rester af skibene selv, skitser af skibe på planker, model- eller legetøjsskibe i træ samt net-/linesynk af bly, formet som skibe. Stævn, køl og skibsplanker med nagler er de skibsdele, der oftest har overlevet i Dublins vikingeaflejringer. Så intens var indflydelsen fra skandinavisk skibsbyggeri i Irland, at mange af ordene på irsk for skibe og skibsdele tilsyneladende er låneord fra oldnordisk.

Selvom Dublin begyndte som et center for slavehandel, gennem hvilket slaver, der først og fremmest var inddrevet fra klostrene, blev udskibet til den skandinaviske verden, udviklede byen sig til den mest betydningsfulde handelsby i den vestlige del af vikingernes verden. Ja, det Irske Hav kunne endda betragtes som Dublins eget farvand i den tidlige del af 1000-tallet, da Dublins handelskontakter var på deres højeste. Det var i denne sammenhæng, at Skuldelev 2-skibet opererede.

Opgaver

» Død og begravet

» Engelske, skotske og irske byer

» Vikingerne i Irland

» Skibsbygning

» Vikingernes udseende, tøj og smykker

Litteratur

Clarke, H.B., Ní Mhaonaigh, M. and Ó Floinn, R. (eds) 1998.  Ireland and Scandinavia in the Early Viking Age.

P.F. Wallace, P.F. and Ó Floinn, R. (eds) 2002. Treasures of the National Museum of Ireland.

Wallace, P.F.  1992.  ‘The Archaeological Identity of the Hiberno-Norse town’ Journal of the Royal Society of Antiquaries of Ireland 122, 35-66.

Ordet Longphort opstod, da en irsk munk i Vikingetiden skulle beskrive den bebyggelse, vi i dag kender som byen Dublin. Longphort betyder skibshavn og er sammensat af det latinske navis longa, som hentyder til langskibene, og portus som betyder havn.

En Longphort var en skandinavisk vikingebase eller vinterlejr i Irland. Lejren var altid placeret ved en flod, så krigsskibene let kunne komme ud til åbent hav. Lejren var befæstet med en ydermur i et mudret moseområde som var vanskeligt at angribe og med en cirkelformet indermur, som minder om de ringborge, vi kender fra Danmark; Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat.

Enkelte Longphorts blev kun brugt en enkelt vinter; andre i mere end 60 år. I nogle af lejrene har man fundet sølv, vægte til handel og mønter. Det er tegn på at, lejrene bliver til rigtige byer med handel.

Den første og mest berømte Longphort, var An Dubh Linn (Dublin) placeret i et moseområde kendt som the black pool. Den lå tæt på de tidlige skandinaviske gravpladser ved Islandbridge og Kilmainham. 

Fund af huse, krigergrave, sværd og mønter viser, at lejren var en vigtig skandinavisk base. Longphort'en, nu kendt som Dublin, eksisterede i over 60 år og lå i et skandinavisk beboet område, men i 902 blev vikingerne, for en periode, drevet ud af området. I Ulster-annalen står: 

Citat:The pagans were driven from Ireland, from the longphort of Dubh Linn; and they abandoned a good number of ships and escaped half dead, after they had been wounded and broken.

De arkæologiske spor efter vikingebyen Limerick er kun små. Den overvejende del af vores viden om Limerick i vikingetiden stammer fra historiske kilder.

Den sandsynlige placering af en vikingebebyggelse i Limerick, er lige nord for sammenløbet mellem floden Shannon og dens biflod, Abbey. Det har været en ideel placering for en bebyggelse – let at forsvare og tæt ved et overfartssted.

Selvom der er nogle henvisninger til en bebyggelse i Limerick allerede i 800-tallet, ser den permanente bosættelse ud til at være grundlagt i 922 af Tamar MacAilche. I denne periode var der kampe mellem vikingerne i Dublin og Limerick. Dublin-vikingernes angreb på Clonmacnoise i 942 og 946 er tolket som et tegn på, at Limerick-vikingerne har været dem underlegne i perioden.

I 967 blev Limerick indtaget af Ua Briain (Dál Cáis), hvorefter den irsk-nordiske by opstod. Toirrdelbach Ua Briain, konge af Munster mellem 1063 og 1086, gjorde Limerick til hovedstad, og det vedblev den at være i hans efterfølgers regeringstid. Byen blomstrede i denne periode, og dens første biskop blev indviet i 1107.

Selvom der endnu mangler at blive afdækket arkæologiske spor i Limerick, er der flere, vigtige fund fra området omkring byen.

Dragespænde i Nordisk Stil

I løbet af 800- og 900-tallet kom der store mængder sølv i omløb i Irland. Dette skyldes først og fremmest vikingernes aktiviteter i landet, og deres åbning af handelsruterne mod øst. Sølv cirkulerede i form af mønter, smykker, barrer og brudsølv (stykker af itu huggede sølvgenstande) og genstandene er nogle af de væsentligste vidnesbyrd om skandinavisk aktivitet i Irland.

Dette dragespænde fra begyndelsen af 900-tallet blev fundet sammen med et lignende eksemplar nær Limerick. Spænderne blev fundet i 1845 i forbindelse med etableringen af Limerick-Tipperary jernbanen. 
Navnet dragespænde stammer fra formen på spændets hoved, som er fæstet til nålen ved hjælp af et hængsel. Drageformede spænder af sølv er ret sjældne i Irland, og disse eksemplarer er særligt store. Spændernes stil antyder, at de er fremstillet i Dublin, hvor der er fundet adskillige eksemplarer i kobber. Størrelsen er et tydeligt tegn på, at der var store mængder sølv tilgængelig i Irland i denne periode.

Scattery Island

Irlands floder var afgørende for vikingernes succes med hensyn til at trænge ind i det indre af Irland. Scattery Island er et ø-kloster beliggende i Shannon flodmundingen, nær Limerick. Det blev overfaldet af vikingerne i 800-tallet. Navnet "Scattery" er en oldnordisk omdannelse af det irske Inis Cathaig. Klosteret er indviet til St. Senan. I løbet af 970'erne beretter Inishfallen-annalerne, at Limericks vikingekonger boede på Scattery Island.

Opgaver

» Engelske, skotske og irske byer

» Hvem skriver historien

» Vikingerne i Irland

Litteratur

Clarke, H.B. (ed.) 1995. Irish Cities.

Wallace, P.F. 1992. 'The Archaeological identity of the Hiberno-Norse town' Journal of the Royal Society of Antiquaries of Ireland 122, 35-66.

Slaget ved Clontarf, der blev udkæmpet langfredag i 1014, er en af de mest berømte begivenheder i Irlands historie. Det markerer traditionelt afslutningen på vikingernes epoke i Irland, men i virkeligheden var slaget meget mere ødelæggende for de irske kombattanter.

I 1014 begyndte Dublins skandinaviske indbyggere at samle allierede fra Skotlands vestlige og nordlige øer og fra Isle of Man. Det efterfølgende slag fandt sted ved Clontarf, i april måned samme år. Langt om længe blev Leinster-krigerne og deres skandinaviske tilhængere overvundet, men begge sider led store tab.

Vikingernes magt i Irland forsvinder

Slaget ved Clontarf er ofte blevet tolket som et stort nederlag for vikingerne, og et som ændrede deres skæbne i Europa. Vikingerne led unægtelig store tab, og nederlaget gjorde indtryk på deres sagaskrivere – de berettede om varsler før slaget, som for eksempel at der regnede kogende blod ned over krigerne.

Slaget ved Clontarf var en strid mellem de to konger Brian Bórama af Munster og Mael Morda af Leinster. Selvom Munster-krigerne vandt slaget, tog det dem over ti år at komme sig efter kampene. Gennem mange år forsøgte andre irske konger og stormænd at vælte deres herredømme.

Dublins strategiske stilling og rigdomme, inkl. dens magtfulde flåde, gjorde, at byen var af afgørende betydning for dem, der forsøgte at herske over Irland. Mellem 1014 og 1170 kom næsten alle Irlands herskere udefra, gennemtrumfet af en eller flere af kongerne af Connacht, Munster, Ulster og Leinster.

Opgaver

» Vikingerne i Irland

» Kriger og kamp

Vikingerne i Irland blev ikke kristne før sent i 900-tallet. Deres gravskikke var hedenske, og de mest velhavende af dem blev begravet sammen med deres personlige ejendele. Udbredelsen og indholdet af Irlands hedenske vikingegrave udgør et værdifuldt materiale for den første kontakt mellem vikingerne og Irland i den tidlige vikingetid.

I 1840 fandt nogle arbejdere, der var i færd med at bygge en jernbane langs kysten ved Larne, et mandsskelet og flere genstande. Graven var en simpel nedgravning i sandet i et niveau af 1,5 m over mærket til højvande.

Manden, som tydeligvis var kriger, var begravet med et tveægget vikingesværd, placeret tværs over brystkassen, og med grebet nær hans højre hånd. Neden for sværdet var en spydspids af jern. Der blev også fundet en ringnål af bronze og en benkam.

Våben

Sværdet fra Larnegraven kan dateres til 900-tallet. Sværdtypen er ret ualmindelig i irsk sammenhæng. Vikingernes våben var i denne periode forskellige fra de irske, og generelt af en bedre kvalitet. 

Vikingerne introducerede nye våbentyper i Irland, såsom sværd og spydspidser – kvaliteten af deres jernarbejde var langt bedre end den irske, især vedrørende fremstillingen af klingerne. De introducerede også brugen af bue og økse i den irske krigsførelse. Det lange, bredbladede, tveæggede sværd var et prestigevåben, der ofte havde et udsmykket fæste og sommetider bar smedens stempel på klingen. 

Stridsøkser var almindelige og blev, som sværd og spyd, anvendt sammen med skjolde. Spyddet var det vigtigste våben. Det blev brugt både som kaste- og stødvåben. Buer og pile var også almindelige, og populariteten af panserbrydende piletyper vidner om brugen af læderrustning og ringbrynje. Selvom der kendes mange piletyper, var de fleste panserbrydende, og bueskydning var forbundet med krigsførelse snarere end jagt.

Ringnål og Kam

Ringnålen fundet i Larnegraven er en type, der blev brugt til at fæstne dragten, og den var almindelig i Irland i denne periode. Typen er også fundet i vikingegrave i både Skotland og Skandinavien.

Kammen er magen til en type, som er fundet i grave ved Birka i Sverige og desuden i den berømte Oseberg skibsgrav i Norge. Kamme var vigtig del af det personlige udstyr for skandinaverne i vikingetiden. Skriftlige kilder fra 900-tallet beskriver, hvordan mænd og kvinder kæmmede deres hår hver dag.

Fakta: Genstandene befinder sig i dag i hertugen af Northumberlands samling på Alnwick Castle.

Det er blevet foreslået, at denne begravelse i en simpel nedgravning repræsenterer en faldet kriger, som blev gravlagt i al hast. Imidlertid er havnen ved Larne blevet identificeret som Ulfreksfjord, som der berettes om i senere historiske kilder. Det er derfor muligt at graven kan tilknyttes en vikingebase i området.

Opgaver

» Død og begravet

» Vikingerne i Irland

» Vikingernes udseende, tøj og smykker

Litteratur

Fanning, T. 1970. 'The Viking Grave Goods discovered near Larne, Co. Antrim in 1840'. Journal of the Royal Society of Antiquaries of Ireland 100, 71-78.

Vikingebyen Waterford er formentlig grundlagt omkring 914 , hvor det i Fragmentary Annals of Ireland berettes, at "en stor, norsk flådestyrke gik i land ved Port Lairge, og de plyndrede den nordlige del af Osfaige og bragte bytte og mange køer og husdyr om bord på deres skibe".

Ligesom i Dublin, har de arkæologiske udgravninger i Waterford vist en stor mængde spor efter bebyggelse i sen vikingetid og middelalder. Som andre vikingebyer i Irland ligger den et sted, som er let at forsvare. Mod nord afgrænses byen af floden Suir. Navnet Waterford er afledt af det oldnordiske ord for vindblæst eller vind-omsust fjord.

En vikingeby i 1000-tallet

Arkæologiske udgravninger i 1980’erne afslørede, at Waterford allerede var en stor by i midten af 1000-tallet – omkring det tidspunkt, hvor Skuldelev 2-skibet blev bygget. Byen blev forsvaret af en vold og en grav. På dette tidspunkt fandtes også gader, langs hvilke der var bygget huse. Det ser ud til, at der var to hovedveje, omtrent hvor Peter Street og High Street ligger i dag. En del af den oprindelige vejbelægning på Peter Street blev udgravet – det viste sig at den har været over 2,5 m bred. Øverst bestod den af tætpakkede, små sten.

Husene i Waterford vendte ud mod gaden, men var ikke placeret som moderne husfacader. Der var variation i orienteringen og placeringen af husene, og nogle steder var der mellemrum uden huse. De fleste af husene i Waterford var med ler gulve og lerklinede vægge, af samme type som i Dublin. Nogle steder har arkæologerne fundet rester fra syv forskellige byggeperioder oven på hinanden. Nogle af husene er altså blevet bygget om op til syv gange i perioden mellem 1000-tallet og midten af 1100-tallet.

Handel og kristendom i Waterford

Arkæologernes fund viser at, nogle af indbyggerne var meget rige. F.eks. har de fundet et smukt, drageformet spænde, dekoreret med guld.
Keramik (skåle, fade og kander) blev importeret fra Sydengland, og de havde også handelsforbindelser med Nordvestfrankrig. Ligesom i Dublin blev der også fundet spor efter et værksted, hvor der blevet lavet kamme af ben og knogler. Der blev også fundet en mængde skibstømmer.

Hen imod 1100-tallet var vikingerne i Waterford blevet kristne, og vi ved at der har eksisteret to kirker – St. Olaf og St. Peter. Det er interessant at formen på St. Peters kirke – med halvrund apsis – er unik blandt sognekirkerne i Irland. Apsis kendetegnede normalt saksiske kirker i Storbritannien, og at dette fund antyder stærke, kulturelle forbindelser med England på dette tidspunkt.

Waterfords forsvar

Waterfords forsvar var meget vigtig. Voldgraven var op til 2,5 m dyb og nogle steder mere end 8 m bred. En stor stenmur lå udenfor voldgraven. Byen var så godt beskyttet at det tog Raymond Le Gros og Strongbows hær tre forsøg, før de kunne indtage byen. Reginalds tårn, som i dag er meget berømt i byen, kan være placeret på stedet, hvor der tidligere fandtes et vikingetårn. Tårnet, som er et angelsaksisk bygningsværk, er det sted hvor Ragnall - den danske prins af Waterford, blev fængslet af normannerne i 1171.

Opgaver

» Engelske, skotske og irske byer

» Vikingerne i Irland

Litteratur

Ryan, M. (ed.) 1994. Irish Archaeology Illustrated.

Hurley, M., Scully, O.M.B., Cleary, R.M. & McCutcheon, SW.J. 1997.Late Viking Age and medieval Waterford. Excavations 1986-1992.

I 2003 blev der i forbindelse med arkæologiske udgravninger, langs en planlagt vej nær Waterford, fundet et stort antal vikingegenstande, bl.a. blylodder og sølvbarrer.

Vi befinder os i området Woodstown langs den sydlige bred af floden Suir, vest for Waterford bymidte. De foreløbige undersøgelser antyder, at der er tale om en vikingetids longphort, eller skibsborg, ligesom dem, der omtales i annalerne ved f.eks. Dublin og Annagassan. Udgravningerne afslørede også en krigergrav fra vikingetiden, der blandt andet indeholdt et sværd, en spydspids, en ringnål og en dølle til et spyd. Hovedparten af genstandene peger på en datering af graven til 800-tallet, og det svarer til den periode, hvor vikingerne grundlagde longphuirt i Irland.

Kun en mindre del af lokaliteten blev udgravet, hvorefter det blev besluttet at den planlagte vej skulle flyttes. Der er planer om en forskningsgravning på stedet, og håbet er, at den vil give flere oplysninger om arten og varigheden af vikingebebyggelsen der.

Opgaver

» Vikingerne i Irland

» Vikingernes udseende, tøj og smykker

Litteratur

O’Brien, R. Quinney, P. and Russell, I. 2005. Preliminary report on the Archaeological excavation and finds retrieval strategy of the Hiberno-Scandinavian site of Woodstown 6, Co. Waterford. Decies: Journal of the Waterford Archaeological and Historical Society 61, 13-122.