Uddrag fra logbogen mandag den 16. juli, 2007

2007-07-16

Vejrmeldingen er lovende. Den siger svag østlig vind, som tiltager ud på morgenen og holder til engang tirsdag, hvor den går i nordvest og tiltager til hård vind.

Kl. 00.15, log 88,7, vindstille, klart vejr. Vi ror ud af Egersund i vindstille for at ligge klar af land til østenvinden kommer.

Kl. 02.19, log 93,6, vind: Ø-4 m/s, klart vejr. Sejlet sat, 1m. dønning fra de sidste mange dages vestenvind.

Kl. 06.00, log 96,1, vind: svag N-lig, let skyet. Meget lidt vind. Vi driver rundt og der er stor slidtage på riggen, da vi ruller meget i den gamle dønning.

Kl. 07.49, log 97,4, vind: Ø-1, halvskyet. Vi tager en ny vejrmelding fra DMI Maritim service, som siger at der i nattens løb er opstået et nyt lavtryk, som laver ravage i vores planer her under Norgeskysten. Vinden vil dø ud i løbet af dagen og blæse op igen fra V og SV, senere drejende NV 12-14 m/s. muligvis kuling. Altså forholdsvis hård vind lige imod… Da det er et forholdsvist ”hidsigt” lavtryk, som sagtens kan udvikle sig til det værre, anbefaler DMI os til hurtigst muligt at søge ud af området enten mod V eller Ø.

Jeg vurderer det som useriøst og uansvarligt, at fortsætte mod en evt. kuling.

Mulige alternativer:

A: Som de sikkert ville have gjort i vikingetiden, når kulingen kom: Vende om og endnu engang vente på gunstig vind. Fordele: Vi fortsætter forsøgsrejsen over Nordsøen. Ulemper: Dette vil efter al sandsynlighed medføre, at tidsplanen (Dublin d. 14. aug.) skrider så meget, at vi efterfølgende må slæbe gennem The Caledonian Canal og dermed ”mister” hele Nordvest-Skotland.

B: Vi tager et slæb vestpå mod Orkney-øerne. Fordele: Vi holder tidsplanen og får på den måde stadig mulighed for at gennemføre forsøgsrejsen via Nordvest-Skotland og Hebriderne. Ulemper: Vi ”mister” Nordsøen…

Beslutning: Vi bjærger sejl og tager et slæb vestpå.

Kl. 10.11, log 116, vind: NNØ-5 m/s, overskyet. Vi slæber, nedtrykt stemning ombord…

Kl. 15.07, log 158, vind Ø-6, overskyet. Efter at have strammet rorvidjen adskellige gange siden rorstroppen knækkede, knækker rorvidjen nu også i den forholdsvis store belastning det giver på roret, når vi slæber. Efter at have bjærget roret beslutter vi at prøve at slæbe uden ror, hvilket fungerer glimrende. Da søen er blever lidt større og vi girer meget sættes farten lidt ned.

Kl. 22.11, log 218, vind: Ø8, overskyet. Vi begynder at skære meget ud fra side til side, så roret sættes igen med en ny rorvidje. Dønning aftagende.

 

 


Oprettet af Carsten Hvid