Til akkompagnement af en sækkepibe både på inder- og ydermolen forlod vi Lochinver og roede ud på kanten af Atlanterhavet for at fange en smule nordlig vind.
Den gode vind kom først hen under aften. Men selv om sejlet hang ned som en slasket klud, fik vi en smuk sejlads med panoramaudsigt til det skotske højland. Og den varmeste og mest solrige sejlads i tre uger.
Solen kastede sine stråler ned i de dovne dønninger i Atlanterhavet og gav det den smukke smaragdgrønne farve, jeg havde forestillet mig på forhånd. Væk var den kedelige aluminumsgrå overflade. Nu var der smukke lysspil i vandet.
De første mange timer havde vi så lidt vind, at Havhingsten gled gennem vandet med en knob eller to. Så lidt at Harry i forskibet riggede sin fiskestang til og kastede linen ud. I midtskibet så Søren ’mellemråber’ fiskelinen glide tæt forbi. Og den fristelse kunne han ikke stå for. Umærkeligt fik han fat i fiskelinen. Efter et par timers fiskeri kunne Harry gøre dagens fangst op; en tom cola-flaske og en dåse makrel i tomat.
”Vi prøver lige at sætte rådugen som sejl, okay?” lød det pludselig fra løftingen.
Søren og jeg syntes bestemt ikke, det var okay. For rådugen blev bundet på underliget, det vil sige den nederste kant af sejlet. Lige præcis den sprække, solen skulle slippe ind under og skinne på Søren og mig igennem.
Til gengæld vakte den ekstra sejlføring begejstring i forskibet og halsrummet, for dugen tog den trækvind, som står under sejlet og frivagten kunne derfor benytte de fire fritimer til solbadning. Vores trængsler i den kolde skygge lod vi ikke soldyrkerne være uvidende om:
”Kunne det friste med en kold drink på soldækket… om lidt vil vi gerne servere dagens varme ret for jer – ja, det er koldskål… Søren, mine fingre er blå og jeg kan ikke mærke mine hænder længere – tror du det er et problem?” og så videre i den dur.
Og hævnede os på løftingen med at holde en stor presenning op foran skipper og rorgænger og foreslå dem, at hvis de vil have ekstra sejlføring på Havhingsten, må de bygge sig en mesanmast – nede hos sig selv.
Men så kom skyerne. Og vinden. Og under aftensmaden – eller skafning som det hedder på et skib – gled sol og skygge hen over det skotske højland.
Da frivagten var gået til ro, satte jeg mig på essingen og nød sejladsen mod Isle of Skye. Skibet under mig gjorde 5-6 knob og jeg kunne mærke hende vibrere af fryd, sådan som et vikingeskib gør ved den hastighed. Nærmest levende og som at mærke en kat spinne.
Top-lanternen og stjernerne gav genskin i min kaffe. Jeg hævede likket og så Cassiopeja over mastetoppen og lidt længere agterover Karlsvognen og Nordstjernen. Et par minutter i midnat sendte jeg kæresten en fødselsdagshilsen på sms. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give hende en øjeblik som dette på Havhingsten i fødselsdagsgave.
Vi nærmede os Isle of Skye og vores mål. Inviteret af lokale som har fortalt os, at 200 vikingeskibe for nøjagtig 1000 år siden satte et angreb her.
Jeg er varm og tør. Første nat uden en eneste kuldegysning. Jeg behøver ingen handsker på. Min krave står åben. Føler mig stærk og godt tilpas.
Vi sniger os ind på målet for sejl. Går under en høj vejbro, da en lokal opdager os:
”Hey… VIKINGER!” råber han deroppefra.
”Wakey-wakey… we’re are BACK!” råber Dylan til svar.
Men som der står om os i avisen på turistbureauet næste morgen:
”Viking Invaders come with Peace”.