Det svære farvel

Udgivet 03/07-2007

Undskyld alle dagsbogslæsere at jeg ikke har været ved tasterne før nu – halvandet døgn efter afsejlingen fra Roskilde. Det skyldes vejret, men det vender vi tilbage til.

Først et par ord om afskeden i Roskilde.

Det gjorde et dybt indtryk på mig, at 8-10.000 mennesker mødte op på Vikingeskibsmuseet i Roskilde for at tage afsked med Havhingsten. Og mit hjerte slog tungt, da vi passerede molen ved museet og fjorden var spækket med kajakker, sejlbåde og motorbåde, som fulgte os på vej nordpå.

Hvilken afsked.

Men det var ikke nemt. Det var smil gennem tårer. For øjeblikke inden havde jeg taget afsked med kæresten, børnene og familien fra Jylland.

Skipper satte meget smukt ord på, da han kort inden afgang holdt sin afskedstale. I den fortalte han, at han de seneste uger har læst ’Hobitten’ for sine børn derhjemme på Orø. Hobitterne, disse små væsner som mest er til hjemlig hygge, te-drikning og uden store ambitioner om at opdage verdenen udenfor Herredet.

Skipper fortalte, at de seneste uger har han følt sig lidt som en hobit og med uro i kroppen set frem til Havhingstens togt. Hvis skipper de seneste uger har følt sig som en hobit, har han ikke været alene. Jeg har daglig stillet mig selv det akkurat samme spørgsmål; hvorfor gør du dette, når du i stedet kunne være hjemme hos dine kære og holde sommerferie i ro og mag?

Jeg er indtil videre ikke kommet tættere på svaret end det, skipper selv gav hen imod slutningen i sin tale: Det er vel en del af den menneskelige natur at være nysgerrig, at have udlængslen brusende rundt i kroppen, at ville evetyret? Og netop derved adskiller mennesker sig fra hobitter. Vi mennesker har alle dage forladt Herredet, for at blive klogere på den verden, som gemmer sig lige rundt om hjørnet.

Tårerne trillede Under de fire afskedstaler, der blev holdt for Havhingsten, sad besætningen på skibet. Da Vikingeskibsmuseets direktør, Tinna Damgaard-Sørensen, holdt den sidste tale i rækken, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Da hun i talen vendte sig mod de pårørende på kajen og gav dem en særlig tak, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder.

Jeg fæstnede mit blikk på kæresten og børnene og tænkte; JA! Det er ikke os – besætningen – som skal hædres. Godt nok begiver vi os du på en hård og lang færd, men som belønning får vi også alle de fantastiske oplevelser undervejs. Vores kære i land skal leve med afsavn, uro og det hårde slid at være ene om at klare alle opgaver derhjemme. Og de får ikke en eneste smuk solopgang, ikke en eneste surftur på bølgerne og ikke en eneste klapsalve fra kajkanten.

Men jeg kunne se mange fugtige øjne hos besætningen i netop disse sekunder. Og jeg er sikker på, at om ikke andet får vores pårørende den hengivenhed, kærlighed og taknemmelighed, som jeg kan mærke, bruse i min krop mod dem, jeg har kær. Jeg vil aldrig glemme, hvilken gave det er, at have fået fuld opbakning til denne rejse på hjemmefronten.

180 sejltimer til Dublin

Enhver, som kender til Havhingsten, ved, at der er noget med dette lykkelige skib og vejret. På sidste års fire uger lange prøvesejlads havde vi nærmest konstant sol og magsvejr. Årtiers hedebølge i juli gjorde sejladsen til Norge til en fornøjelse. Nærmest som en badeferie med indlagte sejladser undervejs.

Men nu er sol og magsvejr jo ikke altid godt vejr for et sejlskib, som lever af vind. Og med 1.000 sømil foran sig på rejsen fra Roskilde til Dublin skal der vind til. Masser af vind.

Og hvad skete der så i Roskilde på en lun og solbeskinnet søndag? Da Vikingeskibsmuseets direktør var nået til sin bevægende afsked med besætningen og skibet, prikkede formanden i midtskibet – Preben – mig på skulderen:

”Se, nu kommer vinden!”.

Og ganske rigtigt. Inde på land kunne jeg se det danske og irske flag rejse sig fra flagstængerne og blafre i en perfekt vind fra syd.

Med den slags hjælp fra vejrguderne, er det en smal sag at komme ud af Roskilde Fjord.

Og som om medvinden ikke var nok, fulgte en flotille af følgeskibe os på vej. Og på alle næs, alle kajkanter og alle strande op gennem Roskilde Fjord, flokkedes folk for at vinke, ønske os god rejse og beundre det smukke skib.

På stranden lidt syd for Frederikssund stod lurblæsere og truttede os en hilsen, på broen ved Frederikssund var der nærmest folkefest og jubel, da vi passerede og ved Kulhuse ’dansede’ færgen en piruette for os, da skipperen satte færgen til at dreje rundt og rundt og rundt om sin egen akse. Fantastisk. Og hvilken herlig oplevelse for passagererne, som fik deres livs karusseltur.

Det helt fantastiske er, at vinden har holdt sig i sydøst stort set lige siden, så vi har kunnet holde 8-9 knob nærmest hele vejen fra Roskilde til Kristianssand, hvor disse linjer er skrevet fra.

Da vi mødtes med vores følgeskib ’Cable One’ i Hundested, hørte jeg nede fra løftingen – det agterste rum hvor skipper, styrmænd og rorgænger holder til – at vi i følge navigationssystemet ville kunne være i Dublin i løbet af 180 timer med den gennemsnitsfart. Fantastisk at tænke på.

Vand, vand, vand…

”Bare rolig… vi er snart fremme,” lyder det fra altid smilende og optimistiske Henrik i dragrummet lige agten for masten. Ved siden af Henrik står Kim. Lige som alle andre om bord på Havhingsten er de to drag-folk drivvåde af den silende regn, som begyndte ved Hundested og har holdt på stort set hele vejen til Skagen Rev, hvor vi er nu.

Kim er vist begyndte at tvivle på Henrik, som bliver ved med at tale om den snarlige opklaring i vejret, som vil komme… og som så alligevel ikke kommer.

”Jeg tror snart, jeg holder op med at tro på, hva du siger,” lyder det skeptisk fra Kim.

”Det må du ikke… så er alt håb ude!” svarer Henrik i et stort smil.

Og generelt er smilene om bord på Havhingsten brede. De uhyrlige mængder regn har endnu ikke druknet det gode humør. Vi er stadig friske og ved godt mod. Kræfterne fra land er langt fra sluppet op.

Det er vådt og koldt, for den friske til hårde vind slår regnen hårdt ind mod sejlertøjet. Men jeg priser mig lykkelig for, at der er lang vej gennem Musto-sejlertøjet, en tyk uldtrøje og det inderste lag uldundertøj, selv for slagregn der bare bliver ved og ved.

Under en kortvarig opklaring indhenter krydstogtsskibet ’Bremen’ os og sænker farten, så det i et kvarters tid ligger side og side med os. Gæsterne om bord myldrer ud fra en kortvarig pause i deres luksuriøse dagdriverliv for at tage dette besynderlige eksperiment under sig i øjesyn; 65 mennesker ude i Skagerrak om bord på et rekonstrueret vikingeskib. Det er kultursammenstød på åbent hav. Fra luksus til lazeron på 100 meters afstand.

Preben i midtskibet kan selvfølgelig ikke modstå fristelsen til en tysk undersættelse:

”Hilfe… Ich bin gefangetagen aus dieser Wikingeschiff... Hilfe! Ich will auch gern ein kop kaffee haben. Danke schön...“

Men selvfølgelig kan gæsterne på ’Bremen’ ingenting høre. De vinker bare og knipser løs med kameraerne. Og kort efter ligger ’Bremen’ foran os. Livet i luksus går efter en kort pause uforsyrret videre. Det samme gør livet på Havhingsten.

Nu er jeg kold

Vi er midt i Skagerrak. Skipper har besluttet, at vi sætter kursen mod Kristianssand i Norge.

Vinden er taget til. Det føles som hård vind – i vindstødende op til kuling. Regn pisker ned. Alt er drivende vådt.

Jeg har frivagt. Har gemt mig under et uldtæppe, der er tungt som bly efter det seneste døgns regn.

Bølgerne er begyndt at rejse sig. Havet er gråt som stål. Det samme er himlen. Det er juli, men føles som november. På åbent hav.

Luftfugtigheden under uldtæppet må være flere hundrede procent. Det er næsten ikke til at ånde. Som et dampbad… uden varme.

Til sidst giver jeg op. Trækker uldtæppet bort, så mit hoved stikker frem. I det svage aftenlys kan jeg se en række dråber kure frem og tilbage på skyggen af min sydvest. De kurer i takt med skibet. Hen over essingen – det der svarer til rælingen på andre skibe – kan jeg se stejle Skagerrak-bølger rejse sig lige uden for skibet.

Skipper Carsten Hvid sætter sig på mastefisken foran mig.

”Hvad er du så sur over?”

”Jeg er sgu ikke sur!”

”Skal vi vædde…?”

Mere skal der ikke til, før jeg kan mærke et smil trække i mine mundvige og fortrænge en smule af den kulde, jeg kan mærke, begynder at plage mig.

Inden for de seneste timer er fire gaster blevet ’evakueret’ til følgeskibet. En har skadet sit knæ, tre er gået i dørken med søsyge og kulde.

Jeg får først fortrængt en smule af kulden, da vi går ind bag Oksøy Fyr og kommer i læ af den norske skærgård.

Klokken tre om natten er i vi havn på Bragdøya. Jeg forsøger at finde en soveplads under et halvtag, men kan ikke finde noget og lægger mig til sidst på en landgangsbro, mens jeg overvejer, om jeg skal lægge mig ind i et af de telte, skibet bringer med sig.

Fire timer senere vågner jeg samme sted på landgangsbroen. Heldigvis har det holdt nogenlunde tørt i nat, men jeg er isnende kold. Jeg ser på min mobil, om der er nyt hjemmefra, men i samme sekund løber batteriet tør for strøm. Jeg tænder en smøg og skumler op mod regntunge skyer.

Det her er bare ikke fedt!


Oprettet af Henrik Kastoft