”Årer ud… ro væk. DET SKAL GÅ HURTIGT!”.
Jeg kan høre alvoren i stemmen.
Det er mørk nat. Regnen står ned i tove. Vi har lige sat sejl efter seks timers roning. Men vinden dør ud i samme øjeblik, sejlet er sat og nu driver Havhingsten ind mod kysten. Skubbet sidelæns af bølgerne. Måske har strømmen også taget fat i os mere end godt er.
Jeg kan høre brændingen fra klippekysten. Tager et hårdt tag i slipstikket rundt om årerne i styrbord side og løsner. Kan næsten ikke se en hånd for mig , men mærker årer forsvinde fremefter til forskibet. Alt vel. Vender mig om og retter blikket mod sejl og brændingen, som kommer nærmere.
Der er morrild, så brændingen lyser op. Jeg sveder, men det løber mig koldt ned ad ryggen, da løftingen tænder deres kraftige lygte og lyser ind mod brændingen. Der er under 100 meter derind, og vi driver stadig hjælpeløst sidelæns. Et sejlskib er ilde stedt uden vind så tæt ved kysten.
”HAL UD… vær klar til at bjærge sejl, gør slæbetrosse klar!”. Skippers stemme buldrer gennem natten. Stemningen er hektisk i midtskibet. Lysstråler fra tændte pandelamper flakker rundt i muren af regn, mens vi gør os klar til at kaste et slæbetov til følgeskibet for at trække os ud af den knibe, vi er ved at komme i.
Lysstrålen fra løftingen stryger igen hen over bølgerne og rammer brændingen. Nu er vi meget tættere på, end jeg bryder mig om. Det er vanskeligt at bedømme afstanden i den heftige regn, men jeg kan meget tydeligt høre bølgerne slå ind mod klipperne. Der er måske bare 50 meter derind nu.
”Hold da kæft,” tænker jeg,” er det mon nu, det går galt?”
”Hvem er på midtskødet?” råber Preben, der er formand i midtskibet. Jeg råber tilbage, at det er jeg.
Men så sker det. Vinden øger en smule. Og en næsten umærkelig bevægelse i skibet tager toppen af dramatikken. Vi begynder at bevæge os fremad i stedet for sidelæns. Og lige så raskt atmosfæren om bord blev spændt, lige så hurtigt er den tilbage et normalt leje. Kaffekopperne kommer frem og der bliver delt kiks ud. Og vi taler med hinanden om, hvordan vi har det. Og vi har det godt. Resten af sejladsen indtil klokken 02 om natten går forrygende. Vi runder en pynt og med vinden ind agten for tværs når Havhingsten hurtigt op over de 5-6 knob, hvor skibet begynder at spinne som en kat.
Vi lægger til i det øde Inverie. En halvø, man kun kan komme til fra søsiden eller ved at vandre hertil. Et sted med en fantastisk spændende historie. Så spændende, at jeg er nødt til at fortælle den i næste dagbog, når jeg har fået talt med Tommy og andre af de lokale, som i går nat holdt klar på kajen med deres Land Rovers for at køre vores bagage op til teltpladsen 20 minutters gang fra molen.