”Rorstroppen er sprunget… KLAR TIL AT BJÆRGE SEJL… BJÆRG SEJL!”
Sekundet forinden hørte jeg en uvant lyd i skibet. Ikke den hyggelige lyd af vand, der suser hen langs skibssiden. Ikke den trygge lyd af egetræ der knager og arbejder i søen. Men et kort smæld og et svagt ryk i båden… lidt lige som da en vantnål knækkede i går. Bare længere væk fra midtskibet denne gang.
Jeg er ikke nogen befaren sejler, men jeg har sejlet med råsejls-både i tilstrækkeligt mange år til at vide, at den lyd er ensbetydende med, at noget er galt.
Derfor var jeg allerede på vej op fra min magelige siddeplads på årerne, da skippers ordre fik hele skibets besætning på den anden ende.
Det blæste godt til på det tidspunkt… 10-12 sekundmeter vil jeg tro. Og vi skød 8-10 knob. Søen var forholdsvis kort og stejl – bølgerne vel halvanden meter høje.
Vi fik hurtigt bjærget sejlet. Der blev kajet ind i styrbord side. Det vil sige, at råen og sejlet bliver lagt på tre galger langskibs. Vores bådmand, Søren, blev kaldt ned i løftingen for at udbedre skaden. Uden et effektivt ror er det i praksis umuligt at styre Havhingsten, så skibet kom snart til at ligge på tværs af søen. Og midtskibet blev et virvar af tovværk, der slaskede frem og tilbage og en gyngende dørk det var svært at holde balancen på. Men der var ikke optræk til panik overhovedet. Heller ikke da en lidt stejl bølge fik skibet til at hælde så langt mod styrbord, at råen svingede ned fra galgerne, som holder den på plads. På få sekunder havde vi råen oppe på galgerne igen og gjorde den fast til masten med et tov.
Efter måske 10-15 minutter var en ny rorstrop på plads. Og vi kunne på ny sætte sejl.
Da sejlet var oppe, kunne vi se, at det øverste hurtig-reb i styrbord havde snoet sig rundt om rånokken – altså den yderste del af råen, som holder sejlet. Ned med sejlet igen. Denne gang på tværs af skibet.
Edgar fra midtskibet fik en sikkerhedsline på og til opgave at kravle ud over skibssiden, ud på råen og tvinge hurtigrebet på plads. Og nu begyndte min puls at stige lidt. Det var noget af en gyngetur Edgar fik. Flere meter op i luften det ene øjeblik og så næsten ned i bølgerne det næste. Indrømmet; jeg var nervøs for, om han kunne holde fast i råen og arbejde på samme tid.
Men egentlig holdt jeg ikke så meget øje med Edgar. Det var der andre, der gjorde. Jeg stod i den modsatte side af den, hvor Edgar knoklede; på bagbord side ved råen. Og var mere optaget af de bølger, som kom imod os. Den ene gang efter den anden dykkede bagbord side af råen dybt ind i en bølge og skovlede hundredvis af liter havvand op i en fold i sejlet. Folden med vand blev dybere og dybere. Folkene fra halsrummet forsøgte af alle kræfter at lænse med en spand, men kunne slet ikke få vandet ud i samme tempo, som det kom ind.
Min frygt var selvfølgelig, at en bølge skulle tvinge så meget vand ind i sejlet, at Havhingsten ville begynde at krænge mod bagbord og derefter være et let bytte for en sø, som kunne slå ind over skibssiden og få os til at krænge endnu mere.
Endelig kom ordren fra skipper:
”Klar til at sætte sejl… SÆT SEJL!”
I dragrummet fik de trukket råen og sejlet en lille halv meter op, da en stejl bølge gled hen over råen og det yderste hjørne af sejlet. Presset fra vandet fik råen til at banke så hårdt ned i skvætbordet – den øverste række planker på skibssiden – at skvætbordet flækkede og beslagene blev bøjet. Men dermed sluttede den første smule dramatik på Havhingstens togt til Dublin også. Sejlet kom op. Og Havhingsten sejlede smukt videre.
Stemningen var hektisk. Der blev råbt en hel del. Nok også mere end nødvendigt. Det var helt tydeligt, at folk var på dupperne og godt vidste, at nu skulle der arbejdes hurtigt. Men den store dramatik var der altså ikke. Højst en smule spænding, som i hvert fald fik min puls op i et leje, den ikke har været tidligere på dette togt.
Men jeg giver skipper fuldstændig ret: Det var godt, at rorstroppen sprang i dag og ikke ude midt i Nordsøen med 15 sekundmeter vind og dobbelt så høje bølger. Og det var godt for os at få oplevelsen. For vi skal være lynhurtige, når noget uventet sker… og kunne reagere lige så hurtigt og helst meget hurtigere end i dag.
Forhåbentlig er dagens lille episode med til at gøre os alle mere opmærksomme. Der foregår så meget på Havhingsten og der er så mange mennesker og så meget snak rundt omkring en hele tiden, at det er let at blive uopmærksom.
Og dybest set er det vel hverken vinden eller havet, men vores egen uopmærksomhed, der er det farligste ved et togt som dette.