Jeg havde egentlig opgivet drømmen om at smyge mig over Nordsøen om bord på Havhingsten. Den svage vind og de dovne dønninger vi havde først på dagen i går, er ikke Havhingstens livret.
Som den sprinter hun er, vil hun have vind.
Den kom sidst på dagen. På kort tid accelererede vi fra kedelige 2-3 knob til 8-9 knob. Fra en tung fornemmelse af, næsten ikke at komme ud af stedet med en slasket klud af et sejl over sig. Til en berusende spænding over at sidde på skvætbordet i luv side med et fast greb i vanttovene, for at trimme skibet – altså med vores vægt tvinge det meste af den hældning bort, som vinden presser skibet over i, når en frisk til hård vind pludselig bliver bremset af 112 kvadratmeter sejl.
Der bliver sunget, fortalt platte vittigheder og danset for at holde varmen, mens Havhingsten stryger hen over bølgerne.
Hen under aften dukker en motorbåd op ude i horisonten et par streger til bagbord. Den har kurs lige mod os. Da den er ganske nær, kan vi i radioen i midtskibet høre, at det er John Robertson i ’Island Fox’ – den skotske følgebåd, som skal tage over efter ’Cable One’.
Med sig har de Vikingeskibsmuseets fotograf Werner, som filmer løs, da de to skibe ligger side om side. Der er også et tre mand stort tv- hold fra BBC. Den dybe brummen fra motorbåden og vindens susen på Havhingsten gør det umuligt at tale sammen, men der bliver vinket og taget fotos. Jeg kan se på de begejstrede ansigter og fagter, at Havhingsten er et flot syn her til aften.
BBC-holdet kommer om bord. En meget smilende lydmand, en koncentreret kameramand med det største tv-kamera jeg længe har set på skulderen og en tv-vært med langt, mørkt og plaskvådt hår. Inde bag sit tynde gule regntøj kan jeg se, at tv-værten har en tynd skjorte på og de to andre er endnu dårligere klædt på. De har ikke engang regntøj på. Og regn og røgvand står ind over skibet, mens vi suser af sted.
Her sidder jeg med tre lag uldtøj inde under redningddragten fra Viking og med uldhue og sydvest på… og mindes med et smil om munden første gang, jeg stod til havs med den helt forkerte oppakning. Det gør man kun en gang. Bortset fra tøjet til landlov minder oppakningen til sommersejlads mest af alt om oppakningen til en skiferie.
”Oh… what a nasty weather out here,” siger tv-værten, ”don’t you feel miserable?”. Men det gør vi ikke. Vi sejler. Og vi sejler hurtigt. Vi har det skønt!
Mens det dårligt klædte tv-hold bliver vådere og vådere og får deres interviews dukker Orkneyøerne op af havet til styrbord. Samtidig får mobiltelefonen forbindelse til en sendemast på land og tre dejlige sms-beskeder fra kæresten derhjemme. Og klokken tre om natten lægger vi til kaj i hovedbyen Kirkwall.
Nu styrtregner det igen. Og har gjort det i timer. Alt og alle er drivvåde, da vi indkvarterer os i sejlerklubbens lokaler.
Næste morgen har jeg bakstørn efter den obligatoriske havregrød. Mens jeg vasker plastickopper og tallerkener rene i en spand, dukker BBC- holdet op igen.
”Hi… is that a Viking dishwashing machine?” spørger tv-værten. Jeg griner og svarer, at det kan man da godt kalde den.
”Okay… tell me how are you feeling today?”
”I am thrilled. It’s absolutely great to be here in Kirkwall. We had a perfect sailing last night”.
”Good to hear but isn’t that easy to say now that you are ashore warm and dry? You all looked quite miserable to me in the North Sea last night”.
”We did? Well it might be that we looked miserable but I can asure you that we had a great time. We had good wind and were doing 8-10 knots and the rain just helped to keep us awake. Couldn’t be much better”.
Efter endnu et par spørgsmål takker tv-holdet af og går op på kajen for at få flere kommentarer i kassen.
Det er 18. dag på langfart. I midtskibet laver vi en fælles pulje af vasketøj. To bunker; uldtøj i den ene og alt det andet i den anden. Søren går på vaskeri. Carli slæber proviant. Preben finder en Internet-café, så vi kan få historier hjem. Louise forbereder morgendagens foredrag om Havhingsten i sejlerklubben. Jakob hakker grøntsager til aftensmaden. Der er tusind ting at gøre om bord på et skib, når man er i land.
Klokken 18 går vi alle ned på kajen for at vinke farvel til ’Cable One’. Eller ’Kawel Jen’ som vi kalder den med dreven vestjysk accent. Jeg må vende mig om, da de gæve jyder kaster fortøjningerne. Så ingen kan se, at jeg har en klump i halsen og fugtige øjne. Jeg kommer til at savne de gode folk om bord, den knastørre humor og den varme omsorg.
Jeg hører hovmester Jens og Dylan sige til hinanden, at folkene på ’Cable One’ var afslappede og topprofessionelle på samme tid. Og det var lige, hvad de var: Afslappede og topprofessionelle.
Jeg beslutter mig for at skaffe navne og adresser på besætningsmedlemmerne, så jeg kan bede Ole Sohn og forlaget sende dem alle et eksemplar af min bog om Havhingsten og togtet til Dublin, når bogen udkommer til efteråret. Jeg ved ikke, om jeg selv er med, når Havhingsten skal sejle fra Dublin til Roskilde i 2008. Men jeg ved, at jeg håber, at ’Cable One’ er med som følgeskib.