Disse linjer er skrevet i sejlerklubben i Peel på Isle of Man. Her er vi til aften inviteret på en bid brød. Pæsidenten og borgmesteren har lige været forbi og hilse på. Nu takker vi for gæstfriheden ved at vise filmoptagelser fra rejsen så langt.
Det er tirsdag. Der er præcis en uge, til vi skal være i Dublin.
Men det er gårsdagens og nattens sejlads, vi alle sammen taler om og tænker på. Efter aftensmaden på kajen, havde vi en kort evaluering.
”Havde jeg vidst, at vinden ville blive så hård, var vi ikke sejlet fra Islay i går morges,” sagde skipper til os.
Jeg ved godt, hvad han mener, for han er en forstandig mand, som tager ansvaret for besætning og skib alvorligt.
Men jeg er glad for, at skipper fik en vejrudsigt, der lovede mindre vind, end den vi rent faktisk fik, for gårsdagens sejlads var fantastisk. Med vind i The North Channel på op til 23 sekundmeter i kastene og med Havhingsten surfende på de langstrakte Atlanterhavsbølger fik jeg og resten af besætningen en gevaldig en på opleveren. Og dramatik da roret endnu en gang voldte os problemer.
”Nå, der fik du da noget at skrive om til din bog,” sagde Preben til mig i morges. Og det har han fuldstændig ret i. Da vi kom i land i nat, så jeg granvoksne mænd give hinanden knus i taknemmelighed over sejladsen til Isle of Man… og at vi klarede krisen så flot, som vi gjorde.
Vi er blevet modtaget med åbne arme i Peel på Isle of Man. Det eneste, vi indtil videre ikke har kunnet få, er strøm. Min mobiltelefon er død. Og nu er denne computer også ved at stå af på grund af strømmangel.
Må se om vi kan få løst problemet i morgen, så jeg kan få indhentet alle de historier, der er at fortælle fra de seneste dages rejse.
Og fordi jeg ikke har nogen strøm på mobiltelefonen, håber jeg, at læserne tilgiver, at jeg bruger den sidste sætning i privat øjemed:
Kære Heike, glæder mig til at se dig i Dublin. Elsker dig.