Kort efter at vi har passeret det berygtede Cape Wrath har halsrummet arrangeret et lille foredrag med Erik fra agterrummet. Erik er dansk- canadier og har i årtier arbejdet som geolog i Canada.
Han peger ind mod Cape Wrath.
”De klipper I ser derinde er granit. De er 2-4 milliarder år gamle. Men de klipper der,” Erik peger lidt længere mod syd,”er sandsten. De er kun cirka en milliard år gamle”.
Granitklipperne ved Cape Wrath er lyse i farverne og slidt runde af havet, vinden og – tilbage i istiden – af de enorme gletschere, som dækkede Nordeuropa dengang. Klipperne af sandsten er derimod takkede, lodrette og rejser sig mod himlen som klodser, der er stablet lidt ubehjælpsomt ovenpå hinanden.
Ved klippefremspringene ses resultatet. Her står 40-50 meter høje ’tårne’ af sandsten. Mange af dem bredere i toppen end i bunden. Kolosser på lerfødder. Kolosser som en dag vil styrte i havet.
Erik fortæller om de store kontintale plader, der bevæger sig rundt på jordklodens flydende indre. Om Europa der bevæger sig væk fra Nordamerika med en hastighed på cirka 10 centimeter om året. Og om Marokko i Nordafrika og Nova Scottia i Canada der engang hang sammen.
Landskabet er fantastisk at skue herude fra havet. Inde i det skotske højland rejser stejle bjerge sig. De ligner vulkaner, men hedder vist nunatakker; bjerge hvis toppe har hævet sig over isgletscherne og derfor ikke er blevet slidt runde og flade som resten af det skotske højland.
”Det landskab I ser nu, har ingenting at gøre med de landskaber, der prægede jorden for milliarder af år siden. Dengang var der kun land og hav. Der var intet liv på jorden. Landskabet derinde er formet af de mange istider. Istider som kommer og går med jævne mellemrum og som sikkert skal forklares med jordens skiftende bane i verdensrummet”.
Det er svimlende og svært at fatte de tidsperspektiver en geolog arbejder med. Vi kommer til at tale om global opvarmning. Og må se i øjnene, at vi er lige så uenige, som eksperterne og politikerne, der diskuterer med hinanden på alverdens topmøder.
For en geolog har temperaturerne på kloden altid ændret sig i en cyklus, som har udryddet arter og skabt grundlag for andre. ”Survival of the fittest,” som Darwin beskrev det. Erik fortæller om perioder i jordklodens lange historie, hvor op mod 95 procent af alt liv uddøde på grund af klimaændringer.
Det mest kendte eksempel er nok dinosauerne, der uddøde efter et gigantisk meteornedslag i Nordamerika. Nedslaget var så voldsomt, at det førte til en dramatisk ændring af livsvilkårene på jorden. Noget der bedst kan sammenlignes med en nuklear vinter. Og at vi – selv om vi mest taler om global opvarmning i disse år – bevæger os mod den næste istid. Måske kommer den om 5.000 år, hvis mønstret fra tidligere fortsætter.
”Men hvordan vil du så forklare, at gletscherne på Grønland smelter?” spørger en gast.
”Det har de altid gjort. Gletschere kommer og gletschere går. I vikingetiden var der langt fra så mange gletschere på Grønland, som der er i dag. Men i middelalderen blev det pludseligt meget koldere. Gletscherne voksede og vikingerne forsvandt fra Grønland”.
Jeg sidder lidt tavst tilbage. Tænker for mig selv, at vi vel alle har ret: Temperaturerne på kloden har i milliarder af år ændret sig i en cyklus, som intet har med menneskeheden at gøre al den stund, at vi kun har været på kloden et kort øjeblik. Og på den anden side kan de seneste årtiers meget pludselige klimaændringer vel ikke forklares med en årtusindlang cyklus, men kun med den forurening, vi mennesker har ansvaret for?
Hen under aften anduver vi Lochinver. En lille havneby gemt inde i bunden af en bugt godt beskyttet mod Atlanterhavets utæmmede kræfter.
En sømil eller to fra havnen – ude mellem de yderste skær – står et besynderligt tårn. Ligner mest af alt et stort tomt fuglebur. Da vi kommer i land forklarer værten på Culag Hotel, at det er en stormklokke, som advarer byen om høj sø, når naturen lader sin vildskab få frit løb. Men på Havhingsten muntrer vi os med, at det nok er et bur, som de lokale smider uønskede gæster i til en uvis skæbne.
Men vi er ikke uønskede gæster. Da vi lægger til ved kajen, holder flere lokale klar med deres biler og kører vores bagage til det nærliggende forsamlingshus.
Ved midnatstid falder jeg i tung søvn med en Tallisker-whiskey og en pint Guinness i maven.
I dag er der hviledag. Jeg har ligget på en stensætning ude i floden, der løber ud ved Lochinver. Og ladet vandets klukken løbe igennem mig og nydt et par timers ensomhed.