Kim og klatten

2007-07-10

Hvad gør sømanden for at få gunstig vind? Nogle vil mene, at han skal klø masten og derfra trygt kan overlade resten til vejrguder.

Men på Havhingsten har vi en gast, som kaster sig selv ind i kampen for at få vestenvinden drejet 180 grader. Han hedder Kim og er gast i draget på Havhingsten.

Efter dagens testsejladser ud for Norges sydspids, gik en flok gaster fra Båly havn til den lokale Spar-købmand i Spangereid. En af dem var Kim. På broen over den nyåbnede kanal var det så, at han lidt ufrivilligt kom til at stille sig selv og sin nye Havhingsten-paradejakke i vejen for en luftbåren måges eftermiddags-toilette.

”Jeg troede kraftedeme, at det var nogen, der kastede noget efter mig,” fortæller Kim, som blev ramt tæt ved hjertet.

Men ingen lumsk slangebøsse-bevæbnet nordmand sad på lur i grøften. Ingen forbipasserende bilist tømte affald i hovedet på en sagesløs fodgænger.

Øjenvidner beretter, at den såkaldte ’gangster-måge’ efter angrebet fløj østover og forsvandt.

Nu siges det jo, at det hvide stads betyder held, og da Kim returnerede til Båly havn var der da rigtigt nok også indløbet helt nye vejrmeldinger med lovning om flere dages østlig vind fra og med torsdag.

Men så let slipper mågen ikke.

Kim har annonceret, at han ”helt sikkert” vil opsøge den sørlandske gernings-fugl og gøre regnskabet op:

”Hvis jeg får fat på den, bliver den sgu stegt… eller også udstopper jeg den!”

Indtørrede mågeklatter på et af vinduerne ind til kontoret på Jarle og Anne Tones ’Fiskehjørnet’ i Båly havn er et forholdsvis sikkert indicium på, at mågen igennem længere tid har haft kig på Kim.

Samme øjenvidner som i eftermiddag så mågen tage flugten østover – kan nemlig berette, at Kim flere gange har siddet ved spisebordet med ryggen til netop dette vindue.

Lige så utaknemmeligt det må føles at være levende skydeskive for en sydnorsk havmåge, lige så taknemmelig er besætningen om bord på Havhingsten givetvis over, at Kim stillede softshell til rådighed for heldet, da det kom flyvende…


Oprettet af Henrik Kastoft