Klokken er 02:20. For kort tid siden purrede Preben og Sidsel mig og jeg er nu på ankervagt sammen med Søren de næste to timer. Når Havhingsten ligger for anker eller er fortøjet i havn, er der vagt om bord på skibet 24 timer i døgnet.
Denne vagt er en af de bedre. Havhingsten ligger i en bugt på øen Jura ud for den skotske vestkyst. Langs en lav klippevæg. Vores eneste forbindelse med land er fortøjningerne for og agter og springet – en ekstra fortøjning som hindrer skibet i at bevæge sig på langs af sig selv. Og så to rundstokke, som er bundet sammen og lagt ind på klippen som landgangsbro for folk med balancenerverne i ro.
Det er fuldmåne, så selv om det er midt om natten, er der forholdsvis lyst. Jeg kan se stjerner og skyer, som lyser op, glide lydløst hen over himlen. Fra nord mod syd. Fint… så er der stadig vind i den rigtige retning, når vi i morgen tidligt bevæger os mod det sidste mål i Skotland; øen Islay.
Sejladsen hertil var fantastisk. God fart, solskin, vind i ryggen og det ene natursceneri efter det andet, som tog mere end et øjeblik at se sig mæt på. G Stolte grå slotte og ruiner sunket i grus, ranke hvide fyrtårne og lave huse med mørkt skifertag for foden af majestætiske bjerge. Og ind i mellem det hele små skær, der rejser sig ud af brændingen, som en hval.
For mig var sejladsens højdepunkt de sidste par timer gennem farvandet Corryvreckan. Jeg kendte godt til farvandet på forhånd – et af dem vores følgebåd og skipperen der, John Robertson, har advaret om som et af de farlige. Farligheden skyldes den stærke strøm, som Corryvreckan er berygtet for. Og hvor der er stærk strøm, er der også urolig sø. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at nu kom vi til Corryvreckan. Frem for skibet kunne vi se store områder, som var flade, som flød der olie i havoverfladen og lige ved siden af nærmest kogte havvandet i korte urolige bølger, der ikke gled, men nærmest sprang op i luften, som prøvede de at udfordre tyngdeloven..
Da vi var ude midt i Corryvreckan, tænkte jeg, at der her allermest minder mig om at sejle nedstrøms på en stor elv i Norge.
Vi havde beregnet sejladsen, så vi ville få medstrøm. Og Havhingsten klarede sig fint igennem det urolige hav. Og målt i fart over grund, satte vi såmænd ny fart rekord i dag.
”12,9,” blev der råbt fra løftingen, da et vindpust sammen med den stærke strøm, fik os til at accelerere.
”13!”. Jubel om bord hele vejen ned gennem skibet.
”13,1… 13,2… 13,3… 13,4!”. Og derved blev det i denne omgang. En imponerende hastighed, om end den er sat med lidt hjælp fra havstrømmen. Men så er det godt at vide, at vi alene for vind har klaret os helt op på de 13 knob. En fart som har fået mangen en sejler i havn til at spærre øjnene op; de færreste tror, at en rekonstruktion af et skib bygget for tusind år siden, kan sejle så hurtigt.
Klokken er 03:05. Det styrtegner for Gud ved hvilken gang på denne rejse. Et smukt syn. Havet lyser op, nu da regndråberne pisker ned i havoverfladen.
Jeg stikker hovedet ud under læsejlet, som jeg sidder under i løftingen, for jeg kan mæke skibet bevæge sig i vinden, der er fulgt med bygen.
”Der er masser af vand, Henrik. Ingen poblemer,” siger Søren, som står inde på klippen og lyser ned på fortøjningerne med sin pandelampe. Og rigtigt nok. Vi lagde til klippen ved ebbe, men nu er der mere vand under kølen. Vinden har presset Havhingsten lidt ud fra klippen, så landgangsboen ikke længere har så godt fat i land. Måske er vi nødt til at flytte den om lidt.
Det har været en skøn dag på Havhingsten. Og jeg har fået et par sms-beskeder, da vi kom ud bugten ved Rahoy. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er lidt fascinerende, at Skotland er så øde, at der mange steder ikke er mobiltelefon-dækning. Men det var nu alligevel herligt at høre nyt derhjemmefra. Kæresten er i Pippiland i Sverige med Sara og Lucca. Pigerne hygger sig.
Det er dejligt at høre. Jeg tænker meget på dem derhjemme. Og hvad mine to drenge mon får tiden til at gå med. Det bliver et skønt gensyn i Dublin om to uger.