I aften er det præcis en uge siden, at vi lagde til kaj i Båly havn i Spangereid. Hård vind fra vest har de seneste syv dage sat en effektiv stopper for Havhingstens rejse mod Dublin. Det første døgn eller to var jeg ved at gå op i limningen af rastløshed. Farten fra Kattegat og Skagerrak sad stadig i kroppen, som pulsen fra en lang løbetur.
Men som timerne og dagene gik, fandt jeg mig til rette med ventetiden.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gået rundt i cirkler i en uge. Uden at skulle andet end at vente. Vente og være parat når tid var.
Nu er det tid.
I begyndelsen af ugen føltes ventetiden kedsommelig, men efterhånden som utålmodigheden i krop og hoved blev fortyndet med endnu mere ventetid, fandt jeg mig godt til rette med ingenting at gøre. Og de seneste dage har jeg ligefrem opfattet ventetiden som et kærkomment privilegium.
Hvornår har moderne mennesker en uge, hvor de absolut ingenting skal? Stort set aldrig, tror jeg. Selv når vi har ferier, har vi alverdens planer: Familie og gæster vi skal se, turistattraktioner vi skal besøge, hjem vi skal renovere og bygge om. I en uge har jeg absolut ingenting haft i kalenderen andet end at vente på østenvinden.
Og så alligevel ikke. Det er vist ikke muligt helt at træde ud af rollen som fortravlet menneske på denne rejse med Havhingsten. Nat efter nat har jeg siddet og skrevet tekster til hjemmesiden. Helt uden faste deadlines, der skulle overholdes, men alligevel med den tanke i baghovedet, at nogen derhjemme og ude i den store verden forventer, at der kommer nyskrevne tekster på hjemmesiden.
Men jeg har nydt denne pause, da først uroen i kroppen havde lagt sig. Jeg har nydt at høre vittighederne og omgangstonen blive mere og mere plat af alt dette ’land-liggeri’. Og jeg har nydt at blive så doven, at gåturen hen til Spar-købmanden for at købe en is og en norsk Ringnes-dåseøl sagtens kunne være dagens eneste reelle gøremål.
Lediggangens eneste hage er, at jeg kom til at føle længslen efter dem derhjemme med fornyet kraft. Familien. Børnene. Kæresten. Herregud, Norge er så tæt på dem derhjemme. Kunne det mon ske, at kæresten ville komme forbi og dele lidt ventetid med mig?
Nu skal vi afsted og jeg tror, min kæreste var mere klar i hovedet end jeg, da et besøg stadig var en mulighed: Nemlig at holde fast i, at det bedste er at finde os tilrette med adskillelsen og finde glæde i, at vi snart skal ses i Dublin. At mødes allerede nu efter den svære afsked i Roskilde ville have givet nogle skønne timer sammen med den, jeg har kær, men ville også have været den lige vej til en gentagelse af den afsked, jeg ikke bryder mig så meget om.
Jeg tror, der er mennesker, som er rigtig gode til at finde sig til rette med at tage afsked. Jeg er ikke en af dem. Det gør frygteligt ondt hver gang.
Dagens vejrudsigt har endegyldigt annulleret tankerne om at se kæresten her i Sydnorge. Nu er det for sent. Vi sejler i morgen tidlig. Og næste gang vi ser land, skulle vi meget gerne være på den anden side af Nordsøen med Orkneyøerne i sigte.
Jeg er klar. Glæder mig ligefrem til de tre-fire-fem døgn på havet. Er spændt på hvilken rute lavtrykket, vi skal sejle på, vælger. Lavtrykket er ret kraftigt. Der er meget vind i det. Jo sydligere en rute lavtrykket bevæger sig, jo mere medvind til os. Hvis lavtrykket drejer mod nord, får vi vinden ”lige i snotten,” som skipper siger. Og så kan det blive hårdt… måske endda så hårdt, at vi er nødt til at vende ryggen til – ’siggla unna’ som det vist hed i vikingetiden. Og sejle tilbage hvor vi kommer fra.
Det bliver en stor oplevelse at mærke naturen slippe nogle af sine kræfter løs ude på åbent hav. Jeg er spændt på at se søen rejse sig, spændt på at høre vinden hvisle i sejlet, spændt på at ’møde mig selv’ når trætheden sætter ind og der stadig er lang vej igen, før vi kommer i havn.
Jeg ved ikke præcis, hvad der kan lade sig gøre ude midt på Nordsøen; om det bliver muligt at skrive hjem. Hvis det kan lade sig gøre, skriver jeg hver dag. Hvis ikke det kan lade sig gøre, lader jeg høre fra mig, lige så snart vi er i land.
Under alle omstændigheder skal I nok få at vide, hvordan det var at sejle over Nordsøen i et vikingeskib.