”Aarrgghh! Jesus fucking Christ… STOP IT!”
Det er nat. Klokken er 02 eller deromkring. Og selv om udbruddet kommer fra dybet af en sovepose er irske Diarmaids stemme ikke til at tage fejl af.
Anledningen til vredesudbruddet er den højlydte snorken i sovesalen. Jeg ligger på ryggen i min sovepose. Med hænderne under hovedet stirrer jeg op i loftet. Har for længst opgivet at falde i søvn foreløbig. Irritation over at blive holdt vågen af snorkerne er blevet til opgivenhed og med Diarmaids udbrud hængende i ørerne kommer jeg til at smile.
Da en gast samtidig slipper en højlydt vind, ruller latteren igennem mig i salen i Lochinvers forsamlingshus. Til daglig er salen ramme om kulturelle begivenheder i den lille fiskerby. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dette natlige lydcirkus af snorken, prutten og protesteren. Men let at sove fra er det i hvert fald ikke.
Snorkerne på Havhingsten – og vi har nogle særdeles habile af slagsen – udgør denne nat en kvartet, som ind i mellem bliver udvidet til en kvintet, når en solist midlertidigt falder ind i med en kortvarig solo.
En halv time tidligere gik Theis fra skibets dragrum en runde i sovesalen. Ruskede en for en i snorkerne og bad dem vende sig om på siden. Sisyfos tænkte jeg, for da Theis var nået til den sidste i rækken, var den første super-snorker allerede i gang igen.
Jeg gør et sidste forsøg på at falde i søvn.
Trækker hovedet godt ned i soveposen og lægger hænderne for ørerne. Og forsøger at narre min krop til ikke at tro på, at den er lysvågen. Men selv med hænderne for ørerne kan jeg høre snorkelydene.
Og så råber en gast gudhjælpemig i søvne og slår vildt om sig. Rammer åbenbart sidemanden. Og får svar på tiltale:
”Hvad fanden har du gang i?!”
Så giver jeg op. Rejser mig og tager sovepose, liggeunderlag og den oppustelige hovedpude under armen og lægger mig i entreen lige ved siden af hovedindgangen. Det blege lys fra neonrøret i loftet er generende, men for intet at regne mod lydene inde i sovesalen.
Alligevel går der længe, før jeg falder til ro. For nu er tiden så fremskredet, at ’nat-tisse-trafikken’ er begyndt. Og den går lige forbi, hvor jeg ligger. Og døren til toilettet lukker med et smæld.
Med en spoleret nattesøvn i kroppen går jeg om bord på Havhingsten næste morgen. Og glæder mig til første frivagt. Selv om der er betydeligt mere trangt på skibet end i en sovesal på den skotske vestkyst, sover man væsentligt bedre.