Missionen er lykkedes, hvis meningen med at lægge til i Spangereid med et 30 meter langt vikingeskib og 65 gaster klædt i mørkeblå parade-jakker er at vække opsigt.
Vi fylder meget. På kajen, på havnebaren, på toiletterne, hos Spar-købmanden og i de få hundrede lokale borgeres liv. Hver dag kører adskillige bilister langsomt forbi for at tage os i øjesyn.
En funktionær i kommunen var på besøg i forgårs for at få billeder og informationer om os. En journalist fra egnen kom forbi i går. Og hver eneste dag traver lokale hen for at veksle et par ord med os.
I eftermiddag sad jeg lidt for mig selv, da en pensionist og en mekaniker med sin datter stoppede op.
”Du… har I planer om at slå jer ned her i Spangereid,” spurgte pensionisten.
”Nja, vores værter Jarle og Anne Tone har sagt, at vi er velkomne til at blive boende indtil engang i august… så det kunne da godt være. Her er jo dejligt”.
Den gamle mands rynker bredte sig i et stort smil.
”Ja så, jamen det er også bare hyggeligt, at I er her. Der er jo ikke så mange sommergæster i år. På grund af vejret”.
”Nej, der er godt nok stille. Men jeg tror, vi har reddet juli måneds omsætning oppe på baren,” svarede jeg.
”Jamen det er da bare vældigt fint. Men jeg hørte, at I skulle sejle i morges?”
”Ja, det er rigtigt. Lavtrykket så gunstigt ud i går, men i nat tog det en lidt anden kurs, end udsigterne lovede. Meningen var, at lavtrykket skulle ligge så langt mod syd, at vi kunne sejle på de østlige vinde i lavtrykkets nordlige del. Men da vi stod op i morges, var vinden stik vest”.
”Aha…” lød det fra den gamle mand, som vendte sig mod mekanikeren:
”Ja, der ser du…”
Mekanikeren stod overskrævs henover sin cykel og slog ud med armene.
”Jeg har aldrig nogensinde i mit liv oplevet så dårlig en sommer her i Sørlandet. Jeg har tre ugers ferie og skulle have været oppe i fjeldet og vandre, men…”. Hans kropssprog lod forstå, at styrtregn, 15 graders celcius og hård vestenvind for ham ikke er ideelt vejr til fjeldvandring.
Den gamle mand kom pludselig i tanke om, at han skal have skiftet en baglygte på sin bil og spurgte mekanikeren, om der var tid på værkstedet.
”Jeg tror det ikke. Vi kører jo med halv bemanding i ferien”.
”Ja, det er jo ikke så godt. Forleden var det lige ved at gå galt. Kan du huske, at der var en bil, der kørte i grøften? Der mødte jeg fem politibiler. Nu må jeg nok hellere få ordnet den lygte”.
Det var mekanikeren enig i og de aftalte, at den gamle skulle ringe og få en tid.
”Men du… hvornår skal I være fremme i Dublin?”
”14. august,” svarede jeg.
”Ja så… jamen så har I jo god tid”.
”Ja-ja… der er ingen panik endnu. Vi er mest bekymrede for, hvor længe Jarle og Anne Tone kan holde ud at have os boende”.
”Aha! Bor I deroppe?” den gamle mand pegede op mod førstesalen.
”Ja… prøv at forestille dig at få 65 mennesker på besøg… i mere end en uge!”
”Ja,” grinte han,” det er bare kjempe greit. Du… hav en rigtig god tur”.
Den gamle mand, mekanikeren og hans datter hilste farvel og drog hjemover.
Dagen i dag har været 9. døgn blæst inde i Spangereid. Tidligt i morges aflyste skipper den planlagte sejlads over Nordsøen. Lavtrykket havde ændret sig i løbet af natten, så det ikke længere kunne bære os de 350 sømil fra Lindesnes til Kirkwall.
Efter morgenmaden fandt vi nogle afskårne stumper trykimprægneret træ, som håndværkerne, der er ved at bygge Jarle og Anne Tones nye fiskeforretning, havde efterladt sig.
Jeg var på hold med Louise. Mod ’Honks’ og ’Høkeren’ fra agterrummet – eller soldækket, som de hårdnakket bliver ved at kalde sig. Vi tabte stort, og det var ikke Louises skyld.
Nathan, journalisten fra BBC, fandt kameraet frem, da han så Carli snitte i et stykke træ, vi har besluttet må være kirsebærtræ. Engang stod det i Carlis have, men han har taget en kæp på 15 centimeter med på togtet. Som en anden Emil fra Lönneberg snitter han hver lidt i kæppen.
Målet er at frembringe en vejrgud, som kan give os god vind. Vi er nole stykker, som mener, at Carli godt kunne snitte lidt mere og lidt hurtigere, men Carli synes overbevist om, at der skal kæles for detaljen i en rituel træfigur. Bortset fra nogle meget stirrende øjne, har figuren, så vidt jeg forstår, en skildpadde som på symbolsk vis æder et vikingeskib.
Mens BBC-kameraet kørte, forklarede Carli, at vejrguden hedder ’Carsten Vejrtrold’, og at besætningen skal tilbede guden for at få god vind. Pludselig udbrød Louise fra en bænk i nærheden: ”and then we will burn him!” Fuldt overbevist om, at kun en rituel ofring med åben ild vil kunne indfri besætningens hede drømme om østlig vind.
Lige nu er klokken et om natten. Jeg har ankervagt sammen med Kjetil. Jeg sidder i løftingen på Havhingsten og skriver dagbog på en bærbar computer. Endnu en ventedag i Spangereid er ved at gå på hæld.