Sydlige Utsira – et barndomsminde

Udgivet 06/07-2007

Da jeg i går aftes sad i messen på følgeskibet ’Cable One’ og lyttede til snakken om planerne for Havhingstens videre færd, dukkede et barndomsminde frem.

Mens vejrudsigter og søkort blev gransket, kiggede jeg skipper over skulderen og fæstnede mit blik på søkortet på bordet foran ham.

Mit blik flakkede frem og tilbage. Fra den norske vestkyst, tværs over Nordsøen og tilbage igen. Men stoppede til sidst ved farvandet ud for Havhingstens nuværende position.

To ord. Mere skulle der ikke til. To ord og jeg var bragt 30 år tilbage i tid. Til dovne søndage i mit børneværelse på en gård i Hjermind lidt nord for Bjerringbro. Til en grå Bang & Olufsen transistorradio med bøjet teleskop-antenne. Til en messende kvindestemme som læste farvandsudsigterne op for mig i radioen.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lyttede til stemmen. Kan ikke forklare, hvorfor jeg stillede ind på farvandsudsigterne Så vidt jeg ved, er det ikke muligt i nyere tid at opdrive en eneste fisker i min familie. Ej heller en sejler.

Alligevel var der noget mystisk dragende ved farvandsudsigterne på Danmarks Radio.

Det mest mærkværdige er måske, at der særligt var ét farvand, som fortryllede en nørdet lille dreng i Midtjylland; nemlig Sydlige Utsira.

”Nordvest… 15… moderat sigt”

I dag kan jeg ikke gengive den præcise ordlyd, men som jeg husker det, kunne en melding lyde nogenlunde i denne retning:

”Sydlige Utsira… Nordvest drejende til vest… 15… moderat sigt”.

Derfra messede den kvindelige stemme videre med udsigten for andre farvande. Fladen, Dogger Banke, Munkegrund… men for mig var ingen omgærdet med samme mystik, som Sydlige Utsira.

I dag tænker jeg, at det nok var navnet, som fik mig til at spidse øren. Som barn var jeg vild med at tegne kort. Ikke kort over kendte landskaber af denne verden. Nej, kort over lande, landskaber og farvande, som jeg opfandt. Som kun eksisterede på min papirblok og i fantastien. Med bjerge, byer, fastland, øer og grænser som langsommeligt voksede ud af tuschpennens møde med papir.

Og efterhånden som fantasilandene fik form også med en form for kulturel identitet; historiske begivenheder, krige, forbund, samhandel og råstoffer og hvad der nu ellers gør en nation.

Hvem ved… måske har det mystiske ’Sydlige Utsira’ været højoktan drivmiddel i en lidt forknyt drengs fantasi-motor. Hvis den virkelige verden volder vanskeligheder, kan det jo give god mening at lægge sin egen trygge verden op på tegnebrættet med papir og pen.

Fra fantasi til virkelighed

I går aftes smagte jeg lidt på ordet Utsira. Den dag i dag synes jeg, det smager af ukendte eventyr. Som taget ud af J.R.R Tolkiens univers. Eller Alice i eventyrland.

Men ’Sydlige Utsira’ er virkelighed. Og jeg er her sammen med Havhingsten. Og endnu bedre; jeg skal sejle igennem farvandet på vores vej fra Norges sydvestlige kyst til det nordlige Skotland.

Denne vindforblæste korridor til havs, hvor Nordsø bliver til det atlantiske ocean. Hvor vinden hyler, regnen pisker og søen er krap. Hvor fiskere i århundreder har tjent til livets ophold ved hårdt slid og stadig gør det. Hvor olieindustrien har kronede dage.

Jeg har hørt, at der ligger en vindforblæst øer derude; Utsira. Mens jeg sidder her i Spangereid fanget af ingen vind og daglang regn, begynder jeg at drømme om, at det vil være muligt for os at besøge eller i hvert fald sejle tæt forbi Utsira på vores vej til Orkneyøerne og det nordlige Skotland.

Og suge indtrykket af naturen, når den er barsk, rå og respektindgydende. Og ’gensynet’ med et sært barndomsminde.


Oprettet af Henrik Kastoft