Havhingsten forlod Kirkwall og Orkneyøerne i går eftermiddag klokken 15. På det tidspunkt passede den nordøstlige vind og den udadgående tidevandsstrøm perfekt.
Kort inden afgang satte jeg mig i restauranten på hotellet ved siden af sejlklubbens lokaler. For at få fem minutter for mig selv inden sejladsen mod Skotland.
Jeg havde knapt nok sat mig med min kop kaffe, før et ældre ægtepar, satte sig ved siden af mig.
”What time will you be leaving today?”
Den blå Havhingsten-paradejakke havde afsløret mig som del af besætningen.
De fortalte, at de var taget til Kirkwall for at se os sejle. De var på en to uger lang sommerferie på disse kanter. I går havde de så mødt en ældre dame på 70 år. Den ældre dame havde fortalt begejstret om vikingeskibet og alle de store stærke mænd, som hun nød synet af i gaderne.
Jeg kom til at grine. Og opgav planen om at få en stille stund i det fjerneste hjørne af restauranten. Og blev helt varm om hjertet ved tanken om den fyrige dame på 70 år,som har luret på nogle af mine mandlige medgaster. Tænk at have levet så mange år og stadig kunne få hjertebanken ved at møde et mandfolk på gaden. Herligt!
Ægteparret på restauranten betroede mig, at de ville gæste Nationalmuseet i Dublin, når Havhingsten om kort tid bliver opstaldet der. Og at de ville købe min bog. Så blev jeg varm om hjertet igen.
Vi snakkede lidt om Orkneyøerne og de fortalte mig, at jeg må komme tilbage og se alt det, jeg ikke nåede at se denne gang. Og der er ingen tvivl om, at jeg vender tilbage til Orkneyøerne.
Vi roede i godt fire timer. Farten kom op på fem knob. Ikke fordi vi roede som gale, men på grund af den kraftige medstrøm. Og snart efter var vi ude i Atlanterhavet. Og pludselig skiftede Orkneyøerne ansigt. Fra de grønne bakker med bløde former som en kvindekrop, blev landskabet længst mod vest nu lodrette takkede klippevægge i sorte nuancer. Fra havet kunne vi se de smukke stensætninger løbe på kryds og tværs af de grønne marker.
Det var et stort øjeblik at glide ud i Atlanterhavet. Men havde jeg forestillet mig et blågrønt ocean med lange tunge dønninger og kridhvidt skum, blev jeg skuffet. Havet var helt fladt. Og gråt. Og er det stadig nu 18 timer senere.
Styrbord havde hundevagten i nat. Den vagt som går fra klokken 24-04. Og vi kunne nyde synet af en lys sommerhimmel og et par delfiner, som nysgerrigt fulgte os på vej bare tre meter fra skibet. Og her til morgen krydsede en hval ind foran os bare tyve meter væk. Tre gange var den oppe for at trække luft, så gled den stille ned i det dybe hav. Skipper mener, det var en vågehval.
Klokken er 14. Vi er ud for Cape Wrath. Det berygtede nordvestlige hjørne af Skotland. Et barsk sted som har mange skibsforlis på samvittigheden. Vi nyder synet af de lodrette klipper på behørig afstand.
Landskabet har skiftet kararkter. Fra Orkneyøernes bløde bakker til det skotske højlands dramatiske sceneri; bjergtoppene ligner udslukte vulkaner på afstand. Bjergsiderne stiger stejlt mod himlen og forsvinder i de grå skyer.
Da solen stod op tidligt i morges mødte et besynderligt syn os. Ude i horisonten rejste en hvid kolos sig med lodrette vægge. Det lignede grangiveligt et isbjerg på afveje. Og udkiggen i forskibet var da også i tvivl. Men i skibets modsatte ende, løftingen, kunne de berolige med, at det var The White Skerries; en ensom klippeø et stykke ude i Atlanten. En ø så overskidt af fugle, at den er kridhvid.
Nå, nu er der varsel om en hval på styrbord side. Jeg er smuttet…