Her kan du læse de seneste dagbøger på Havhingstens togt frem mod Dublin.

Uddrag af logbogen lørdag den 28. juli 2007

2007-07-28

Efter en fridag i Inverie på halvøen Knoydart sejler vi mod en ankerplads i Loch Sunart på fastlandet lige inden for det nordligste af øen Mull.

Kl. 10.20, log 602, NV 5, Regn Vi ror ud fra kajen efter et fantastisk besøg på dette mærkelige sted, med masser af flinke folk og masser af musik! Sejlet sættes lige uden for kajen og vi krydser os ud af fjorden Loch Nevis.

Kl. 12.54, log 612, NV 9, Overskyet Det blæser friskt i bygerne, så vi sætter nederste reb. Rorvidjen giver sig en del og skal ofte strammes.

Kl 15.50, N 6, letskyet Vi passerer fastlands-Storbritanniens vestligsteste punkt Cape Ardnamurchan og reber ud, da bygerne er væk. SOLEN SKINNER!

Kl.18.30, log 643, V 4-5, halvskyet Sejlet bjærges og vi ror ind for at kaste anker i en flot bugt bag øen Carna i Loch Sunart. Vi modtages af Bruce, den lokale ”estateowner”, som ankommer i sin store gummibåd, mens han spiller sækkepipe. På stranden venter en grill fyldt af hjortebøffer, en KASSE whiskey, gin, øl og vin…Uha…


Oprettet af Carsten Hvid