Holumenn

Den almindelige menige besætning på krigsskibene i vikingetiden kaldtes holumenn. Deres vigtigste arbejdsopgave var at sejle skibet.

Gulatingloven fra Norge fortæller, at kongen valgte  en styrmand, og at styrmanden valgte besætningen. De udvalgte mænd var som regel ugifte unge mænd. Mødte de ikke op til sejladsen, eller nægtede de at tage afsted, fik de en bøde. Var der ikke nok unge mænd, skulle de bønder, som havde arbejdsfolk, sejle med. Hver mand fik løn, og betalingen var en øre pr. måned.

Vagter om bord

Besætningen indgik i vagthold og alle vagtposter skulle bemandes dag og nat.

Bergvordr var posten ved årerne og roret, Rávordr var ved sejlet, Festavordr var ved fortøjningen i land og Strengvordr var posten ved ankertorvet når skibet lå stille.

Arbejdsopgaverne var, at trimme sejlet, at tømme skibet for det vand der kom ind, gå vagt og styre roret. Rorgængeren kaldtes Stjórnari.

Der var også en vagt forest i skibet til at holde udkig. Han kaldtes Stafnbúar eller Sundvordr. Sammen med skipper og styrmændene havde udkiggen en ansvarsfuld opgave om bord. Når skibet sejlede tæt på kysten var det vigtigt, at holde øje med markante punkter i land. Det kunne være høje træer, bakker eller skrænter. Punkter der var nemme at genkende næste gang man sejlede samme sted. Udkiggen skulle have en god stemme, så han kunne råbe sine observationer tilbage til resten af skibet og skipperen som befandt sig ved masten i skibets midte eller helt bagude i agterskibet.

I Helge Hundingsbane historie står, at krigsskibene endda havde særskilt vagtpost til, at spejde efter fjenden.

Personlig oppakning

De islandske sagaer antyder, at krigsskibenes besætning havde en slags sovepose med sig. Køjer var der ingen af, og rummene mellem hver bænkene på skibet, som kaldes tofter, udgjorde sovepladserne. Soveposen kaldtes en Húdfat og var et stort skind der var syet sammen i siderne og med plads til to personer.

Den personlige oppakning blev pakket i skibskister. Kisterne kunne sandsynligvis flyttes rundt, og i Eyrbyggernes saga står der, at de to mænd i et rum skulle deles om kisten til opbevaring af deres proviant, tøj og våben.

Kvinder om bord

Der var normalt ikke kvinder med på skibene i Vikingetiden. Det var kun hvis man havde kvindelige slaver og krigsfanger om bord, eller hvis en kvinde af høj status var med som passager. At kvinder var et særsyn på skibene fremgår af enkelte skriftlige kilder, hvor der står, at de skulle beskyttes mod farer, kulde og regn.

Fakta: I Flateyjarbogen fra 1300tallets Island står, at Leif og hans mænd under en sejlads til Østerø på Færøerne alle blev våde, fordi de skulle sikre, at Thora forblev tør.

Livet om bord

Det er i dag svært at sige noget om, hvad mændene foretog sig på skibene, når de ikke var på vagt. Både i den rige skibsgrav Gokstad og på en dæksplanke fra et skib fundet i Århus har man dog indridsede spillebrædder, hvorpå Mølle og vikingespillet nefatavl kunne spilles. I mange gravfund er en del af det personlige udstyr ligeledes spillebrikker og terninger, enten lavet af glas, ben, tak, tand eller horn. På Øen Lewis fandt man i 1831, 93 skakbrikker af Hvalrostand.

I sagatekster omtales både halatavl, nefatavl og skak. Sagaerne fortæller ikke meget om regler for spillene, men giver indtryk af, at f.eks. evnen til at spille skak var et led i god opdragelse. Bl.a. omtales en Grymer som i sin bejlen til en smuk ungmø, måtte bevise sit værd og holde sit sværd frisk i krigeriske våbenøvelser, bestige isbjerge, udføre styrkeprøver, spille godt skak, tyde stjerner, kaste med sten og udøve anden idræt.