Vikingetidens Besætning

Vi har desværre ingen samtidige skriftlige kilder fra vikingetiden, der kan fortælle hvordan bådebyggerne arbejdede i vikingetiden. Men få hundrede år efter vikingetiden kan man i sagaer, lovtekster og i Kongespejlet (en norsk belærende tekst om hvordan man skulle opføre sig), læse om, hvordan skibsbygningsarbejdet var organiseret. 

Snorre Sturlasson skriver i Olav Trygvesons saga om byggeriet af langskibet Ormen hin Lange i 1000tallet: 

Citat: "Der var samlet mange folk til dette arbejde. Nogle med at fælde træer, nogle med at glathugge tømmer, nogle med at slå skibsnagler i og nogle med at transportere tømmeret".

Fordelingen af arbejdsopgaver kan vi også læse om i norske lovtekster, hvor det fremgår, at nogle håndværkere arbejdede på køl og stævne og andre med plankerne.

Ved byggeriet af større og måske kongelige skibe, fx et langskib som Skuldelev 2, blev arbejdet ledet af en skibsbygmester kaldet Hofudsmidir. Han havde ansvaret for, at materialerne var på byggepladsen eller værftet samt, at håndværkerne fik mad og betaling for deres arbejde.

Bygmesteren kunne modtage en bøde, hvis materialer eller værktøj manglede, hvis byggeriet ikke var færdigt i tide eller ikke var ordentligt udført. Den største bøde blev dog givet, hvis man ophuggede det gamle skib inden stævnene og kølen var samlet på det nye.

Stævnsmeden (Stafnasmidir) var den mest erfarne bådebygger på pladsen – bygmesterens højre hånd og dermed den der havde det praktiske ansvar for formen på skroget. Fordi han var formand på byggepladsen, modtog han en højere løn end den almindelige bådebygger, kaldet Filungar.

Bådebyggerens værktøj

Den viden vi i dag har om bådebyggerens værktøj har vi fra forskellige fund. Der er fundet værktøj eller rester af værktøj i blandt andet grave, ved byudgravninger, udgravninger af værft pladser, hvor skibene blev bygget, samt billeder af bådebyggere med værktøj i hånden. Et sådan billede findes på Bayeuxtapetet, et broderet vægtæppe fra 1070’ernes Frankrig. Tæppet viser blandt andet en skibsbygnings-scene, hvor en mand hugger skibsplanker til med en bred økse, kaldet en bredbil.

Det største værktøjsfund er Mästermyrkisten udgravet i en mose i Gotland, Sverige. Værktøjet i kisten tyder på, at ejeren har været metalhåndværker og har udført arbejde i kobber og jern. Men kisten indeholder også et komplet sæt skibsbygningsværktøj:

•  4 forskellige slags økser
•  2 høvle
•  et bor
•  en profilskraber
•  en kniv
•  et stemmejern
•  en hammer
•  et naglejern til smedning af skibsnagler.

Et interessant gravfund fra Danmark er fra Over Hornbæk ved Randers, hvor man fandt en bredbil indlagt med sølv.

På Vikingeskibsmuseet har vi rekonstrueret formen på selve øksehovedt, men uden sølvindlægene, til brug i vores eksperimentalarkæologiske arbejde - og øksen har vist sig at være god til tilpasning af planker.

Var bådebyggeren med ude at sejle?

Det er svært at sige om bådebyggeren var en del af besætningen om bord på vikingernes krigsskibe. I Kongespejlet nævnes den udrustning et krigsskib bør medbringe og heriblandt finder man bådebyggerens værktøj; en almindelig håndværksøkse, et huljern, et bor samt en del andet værktøj, som ikke er nærmere forklaret. Dette værktøj kunne sagtens bruges til småreparationer på skibet; for eksempel en revne i skibsplankerne.

Opgaver

» Sejlads

» Skibsbygning

Der er kun meget få omtaler af skibskokken og en af disse findes i Orkneyinga saga. Her beskrives, hvorledes Hakon beordrer sin madsvend til, at dræbe Hakons fætter Magnus, da ingen af hans andre mænd ville. Tilsyneladende var madsvenden, modsat krigerne, ikke i en position, hvor han kunne nægte at udføre sin herres ordre.

Eyrbyggernes saga fra 1000-tallet fortæller, at der ofte blev trukket lod om, hvem der skulle lave mad på skibet. "Dengang var det skik hos købmændene, ingen madsvende at have, men de, som spiste sammen, måtte selv kaste lod om, hvem der hver enkelt dag skulle forestå køkkenet". 

I løbet af 1000-tallet blev opgaven dog knyttet til én mand, som modtog hyre for sit arbejde, og man finder nu madsvenden oftere omtalt i de skriftlige kilder som besætningsmedlem både på krigsskibe og handelsskibe.

Da der ikke fandtes et ildsted på vikingetidens krigsskibe kunne madsvenden sandsynligvis ikke lave varm mad om bord. Norske lovtekster indeholder dog regler om tre daglige landgange for madsvenden: En gang for at hente vand og to for at lave mad. Så mange landgange kunne lade sig gøre fordi krigsskibene, så vidt det var muligt, sejlede langs kysterne.

Kosten

Selve skibskosten kaldtes nest, farnest eller hafnest og bestod af grød lavet i en stor gryde der var nittet sammen. Sådanne skibsgryder er fundet ved skibsgravene Tune og Oseberg.

Magnus Erlingssøns saga beretter, at skibsprovianten, udover grød, også bestod af mel og smør. Man medbragte til tider tørrede skiver af de fedeste stykker på helleflynderen samt tørfisk og brød. Kogt eller stegt kød var sjældent en del af provianten og forekom kun under særlige omstændigheder, hvor slagtning af fremmede husdyr var tilladt.

Kostforholdene for 12 mand i 14 dage var, ved lov, bestemt til et skippund bygmel og tre trepundslaupar med smør. Det svarer til en dagsration af 880 gram mel og 285 gram smør. Det er lidt over et kilo mad pr. person, og må vurderes som en kraftig kost; svarende til hvad en mand behøver ved stor fysisk aktivitet.

Væske

Der blev drukket meget vand om bord, og det blev medbragt i tønder eller kar. I de norske skibsgrave Oseberg og Gokstad fandt man store kar, det ene kunne indeholde 500 liter og det andet 750 liter, og flere kilder nævner, at der som minimum skulle være 4 liter pr. person pr. dag.

I Osebergskibet fandt man dog også en mindre tønde á 125 liter. Sådanne mindre tønder har nok været lettere at pakke på et smalt langskib som Skuldelev 2.

I Eyrbyggernes saga står:

Citat: "Alle skibsfolkene havde også drik sammen; der skulle nemlig stå et kar med låg, hvori drikken var, men drikken havde man ellers i mindre tønder, hvorfra den fyldtes i karret, når det var tomt."

Øl fandt man kun på storfolks eller kongens hærskibe.

Ofte havde flere skib fælles proviant, eller også var egentlige proviantskibe en del af flåden. Det fremgår hos den islandske sagadigter Snorre Sturlasson, som skriver, at den norske konge udruster 200 skibe samt proviantskibe og transportskibe.

Opgaver

» Historier ombord

» Skibskost og menu

Værktøjer

» Opskrifter fra Vikingetiden

Litteratur

Robberstad, Knut: Gulatinglovi, Oslo: Det norske Samlaget 1981 s. 267 - 284

Petersen, N.M: Islandske Sagaer, København: Sesam 2000 - Eyrbyggernes saga kap. 39 s. 577 - 578

Alle "Tiders" Måltid - Danmarkshistorien i Vestskoven 2006 (opskrifter)

Feltskærer

Der findes ingen kilder eller lovtekster der omtaler en egentlig sygepasser om bord på vikingernes skibe. Det nærmeste man kommer et billede af vikingernes sygdomsforhold og hygiejne er de arkæologiske fund og den omrejsende arabiske forfatter Ibn Fadlans betragtninger.

Behandling af sår og sygdom

Der er fundet kirurgiske instrumenter fra jernalderen, i moser. De er lagt ned som krigsbytteofringer, og det viser, at der allerede på dette tidspunkt har været en såkaldt feltskærer til en lægelig behandling af krigsår.

Illerup Ådal fundet, hvor de ældste genstande stammer fra 200 e. kr., indeholdt kirurgiske knive til at rense sår, knive til at skære dødt væv væk med, knoglesave samt nåle og torne, som blev brugt til at stikke tværs gennem såret, så det kunne hele. 

I Nydam mose har man ligeledes fundet flere pincetter, både til almindelig hygiejne, såsom at fjerne uønsket hår, men også pincetter som kunne anvendes til, at holde sammen på et sår under behandling.

Det er muligt, at der også var en feltskærer i vikingetiden og at han også har haft plads blandt besætningen på krigsskibene i Vikingetiden.

Sygdomme til søs

Udover de sår og skader vikingerne har fået fra kampe, ved vi ikke hvilke sygdomme, der kunne forekomme om bord på et vikingeskib. Men en sygejournal fra skibet Freyas sejlads til Dansk-Vestindien i 1700-tallet, kan fortælle lidt om sygdomme under lange sørejser:

Skibet havde 322 besætningsmedlemmer, hovedsagligt unge mænd. I perioden 1795 – 1797 led besætningen af dysenteri, diarre, opkastning af blod, gallefeber, alvorlige sår og kvæstelser, skørbug og smitsomme kønssygdomme som syfilis og gonorre. 

Selvom skibslægen kunne behandle kønssygdommene med kviksølv, så var det svært at forhindre sygdommene i at sprede sig hurtigt blandt besætningen, fordi de levede så tæt sammen på skibet.

Vikingernes Hygiejne

Ibn Fadlan omtaler også vikingernes hygiejne i sin fortælling, og beskriver dem som de mest beskidte af Allahs skabninger. "De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist".

Når de vasker sig, foregår det ifølge Ibn Fadlan i samme vand;

Citat: "Hver dag, tidligt om morgenen, bringer en af slavinderne et stort kar med vand og giver det til sin herre, som vasker sine hænder, sit ansigt og sit hår i det. Derefter reder han sit hår over karret med en kam, snyder næse og spytter i det. Intet snavs fjernes fra vandet. Når den første er færdig bærer slavinden karret videre til den næste, der fortsætter som den første, hvorefter hun bærer det fra den ene til den anden, indtil det har været hele raden rundt. Hver eneste snyder næse, spytter i det og vasker sit ansigt og sit hår i det".

Set i forhold til muslimerne, der var forpligtede til at afvaske ansigt, hænder og fødder inden dagens fem bønner, kan vikingernes vaskevaner synes urenlige. Derimod fandt befolkningen på de Britiske Øer vikingerne forfængelige, og beklagede sig over, at de derved tiltrak sig de lokale kvinders opmærksomhed. 

Alt afhænger af øjet der ser..!

Flere arkæologiske fund tyder dog også på, at vikingerne tænkte over hygiejnen og gik op i deres udseende.
I Kaupang i Norge har man fundet et fad, hvori man mener vikingerne vaskede hænder før måltiderne, da fadet har indridset runerne: I Muntlauki (håndvaskefadet).

Andre hygiejne redskaber

Det er også almindeligt, at finde kamme af forskellig størrelse, pincetter af jern eller bronze og øreskeer blandt genstandene i gravene. I Terslevskatten fra 900 tallet fandt man et toiletsmykke af sølv, som sandsynligvis har været brugt til at rense negle med. Slidspor på tænder fra skeletfund viser endvidere, at det var skik at bruge tandstikker. Der er også gjort fund af barberknive fra Bronzealderen, og selvom man ikke kender til lignende fund fra Vikingetiden, findes der flere billeder, statuetter og træfigurer som viser vikingen med velplejet hår og veltrimmet skæg.

Vidste du

At vikingernes isolerede deres syge?
Ibn Fadlans fortælling beskriver hvorledes vikingerne isolerede deres syge, så de ikke smittede de øvrige. Blev en kriger syg, rejstes et telt til den syge og han blev efterladt der med brød og vand. Ingen måtte under hans sygdom nærme sig teltet, tale med ham eller pleje ham.

Blev han rask igen, kunne han frit vende tilbage. Døde han af sin sygdom, brændte de ham.

Litteratur

Vikingerne ved Volga: Ibn fadlans rejsebeskrivelser resumeret, deloversat og kommenteret af Jørgen Bæk Simonsen, Højbjerg: Wormianum 1984 s. 47 - 63

Roesdahl, Else: Vikingernes Verden, København: Gyldendal 2001 s. 39 - 42

Sejrens Triumf - Norden i Skyggen af det Romerske Imperium, Tekstsamling fra Nationalmuseet 2003 s. 342 - 343

I vikingetiden havde man professionelle historiefortællere som blev kaldet skjalde. Skjalden var ofte medlem af en konges eller høvdings hird. Hans vigtigste opgave var at fortælle dramatiske historier om kongens eller høvdinges heltemodige bedrifter. 

Fakta: Ordet skjald stammer fra det gamle nordiske ord Skáld som kendes fra ældre Vikingetid. Historierne blev fortalt i kvad (vers) og de ældste bevarede skjaldekvad er fra slutningen af år 800. Selvom kvadene blev videregivet mundtligt, blev enkelte af de mest populære nedskrevet. På runestenen Karlevi på Öland fra 1000-tallet står en hel bevaret skjaldestrofe, og i dag findes mange kvad bevaret i de islandske sagaer nedskrevet i 1100-1200-tallet.

Skjaldens opgave

Skjalden var en anerkendt person i vikingetiden, og da han var medlem af kongens eller høvdingens hird, kaldtes hans versemål eller kvad, Dróttkvætt, hirdens versemål.

Skjaldens vigtigste opgave var, at sikre et godt eftermæle for sin herre. Versene skulle hylde kongen, skabe ham et godt ry, ved at fortælle om hans modige bedrifter på slagmarken og sikre, at historierne blev husket efter hans død. 

Fra sagaerne kender man til vikingen Egil Skallagrimsson, som også var en dygtig skjald. Når han havde sejret i kamp, beskrev han sin handling ved, at lave et vers om den.

"Jeg har faret om med blodig klinge og gjaldende spyd
ravnen fulgte mig, vikingerne trængte voldsomt frem
ophidsede holdt vi kampene
ilden rasede hen over mænds boliger
vi lod de blodige kroppe blive livløse".

Udover, at underholde gæster i kongen hal, kunne skjalden sandsynligvis følge med på større rejser. Derfor var det vigtigt, at skjalden kunne improvisere og fremtrylle vers om helte og vundne kampe når kongen eller høvdingen ønskede det. For eksempel inden et vigtigt krigsslag: I 1230 skriver Snorre Sturlasson i Olav den Helliges saga, at hirdskjalden Thormod Kolbrunsskjald en tidlig morgen, lige før slaget ved Stiklestad i 1030, fortalte eddadigtet Bjarkemål. Digtet handlede om den modige sagnkonge Rolf Krake og hans mænds mange kampe, og skulle give Olav den Helliges krigere mod inden slaget.

"Lange sværd
 sælsomt synge
 flække aksler
 og brystet flænge".

Kvadenes indhold

Mange skjaldekvad indeholder kenninger som gav dem deres spændende og dramatiske stil med blodige detaljer. Kenninger består af to ord; et hovedord og et bestemmelsesord. Eksempler på kenninger kan være: ”sårets hav” eller ”sværdets sved”, som hentyder til blodet, der flyder fra et krigssår, ”bølgernes hest” hvor hest betyder skib og ”Rhinens lue” som betyder Rhinens guld.

Mange skjaldekvad indeholdt også myter og sagn om de nordiske guder, da vikingerne mente, at guderne havde stor indflydelse på, hvordan et slag endte.

Værktøjer

» Egil Skallagrimsons "Hovedløsen"

» Skriv dit eget kvad

Litteratur

Skoletjenestens undervisningsmaterialer til forløbet: Skjalde og historiefortællere

Roesdahl, Else: Vikingernes Verden, København: Gyldendal 2001 s. 178 - 197

Den almindelige menige besætning på krigsskibene i vikingetiden kaldtes holumenn. Deres vigtigste arbejdsopgave var at sejle skibet. 

Gulatingloven fra Norge fortæller, at kongen valgte  en styrmand, og at styrmanden valgte besætningen. De udvalgte mænd var som regel ugifte unge mænd. Mødte de ikke op til sejladsen, eller nægtede de at tage afsted, fik de en bøde. Var der ikke nok unge mænd, skulle de bønder, som havde arbejdsfolk, sejle med. Hver mand fik løn, og betalingen var en øre pr. måned.

Vagter om bord

Besætningen indgik i vagthold og alle vagtposter skulle bemandes dag og nat. 

Bergvordr var posten ved årerne og roret, Rávordr var ved sejlet, Festavordrvar ved fortøjningen i land og Strengvordr var posten ved ankertorvet når skibet lå stille. 

Arbejdsopgaverne var, at trimme sejlet, at tømme skibet for det vand der kom ind, gå vagt og styre roret. Rorgængeren kaldtes Stjórnari.

Der var også en vagt forest i skibet til at holde udkig. Han kaldtes Stafnbúar eller Sundvordr. Sammen med skipper og styrmændene havde udkiggen en ansvarsfuld opgave om bord. Når skibet sejlede tæt på kysten var det vigtigt, at holde øje med markante punkter i land. Det kunne være høje træer, bakker eller skrænter. Punkter der var nemme at genkende næste gang man sejlede samme sted. Udkiggen skulle have en god stemme, så han kunne råbe sine observationer tilbage til resten af skibet og skipperen som befandt sig ved masten i skibets midte eller helt bagude i agterskibet. 

I Helge Hundingsbane historie står, at krigsskibene endda havde særskilt vagtpost til, at spejde efter fjenden.

Personlig oppakning

De islandske sagaer antyder, at krigsskibenes besætning havde en slags sovepose med sig. Køjer var der ingen af, og rummene mellem hver bænkene på skibet, som kaldes tofter, udgjorde sovepladserne. Soveposen kaldtes en Húdfat og var et stort skind der var syet sammen i siderne og med plads til to personer. 

Den personlige oppakning blev pakket i skibskister. Kisterne kunne sandsynligvis flyttes rundt, og i Eyrbyggernes saga står der, at de to mænd i et rum skulle deles om kisten til opbevaring af deres proviant, tøj og våben.

Kvinder om bord

Der var normalt ikke kvinder med på skibene i Vikingetiden. Det var kun hvis man havde kvindelige slaver og krigsfanger om bord, eller hvis en kvinde af høj status var med som passager. At kvinder var et særsyn på skibene fremgår af enkelte skriftlige kilder, hvor der står, at de skulle beskyttes mod farer, kulde og regn.

Fakta: I Flateyjarbogen fra 1300tallets Island står, at Leif og hans mænd under en sejlads til Østerø på Færøerne alle blev våde, fordi de skulle sikre, at Thora forblev tør. 

Livet om bord

Det er i dag svært at sige noget om, hvad mændene foretog sig på skibene, når de ikke var på vagt. Både i den rige skibsgrav Gokstad og på en dæksplanke fra et skib fundet i Århus har man dog indridsede spillebrædder, hvorpå Mølle og vikingespillet nefatavl kunne spilles. I mange gravfund er en del af det personlige udstyr ligeledes spillebrikker og terninger, enten lavet af glas, ben, tak, tand eller horn. På Øen Lewis fandt man i 1831, 93 skakbrikker af Hvalrostand. 

I sagatekster omtales både halatavl, nefatavl og skak. Sagaerne fortæller ikke meget om regler for spillene, men giver indtryk af, at f.eks. evnen til at spille skak var et led i god opdragelse. Bl.a. omtales en Grymer som i sin bejlen til en smuk ungmø, måtte bevise sit værd og holde sit sværd frisk i krigeriske våbenøvelser, bestige isbjerge, udføre styrkeprøver, spille godt skak, tyde stjerner, kaste med sten og udøve anden idræt.

Handelsskibets sovepose

Vi kender også til en såkaldt Sørya, som er et sovetæppe vævet af uld. Tæppets ene side er glatvævet og på den anden side er knyttet totter af rå uld, så tæppet ligner et fåreskind. Der er gjort fund af ryatæpper både ved Birka i Sverige og i Heynes på Island. Begge stammer fra 900 - 1100 årene. Søryaen kunne tåle, at blive våd og var lettere at tørre end skindsoveposen. Men den fyldte også meget mere og derfor formodes det, at Søryaen var brugt på skibe med mere plads og færre mænd om bord, såsom handelskibe, fragtskibe og fiskerbåde

Opgaver

» Skippers lov

» Vagtplan

» Spil

» Historier om bord

I vikingetiden var det bestemt ved lov, hvilke våben der skulle være om bord på et krigsskib. Af Norske lovtekster fremgår det, at det var den menige besætnings opgave, at skaffe våbnene. 

Til et mindre krigsskibe skulle hver kriger medbringe: en bredøkse, et sværd, et spyd, samt skjold, og han fik 3 øre i bøde for hvert manglende våben. Bønderne skulle medbringe to pilekoggere med pile samt en bue til hver tofte eller bænk i skibet, og skulle også betale 3 øre pr. manglende bue. 
Hjelme og ringbrynjer nævnes ikke.

Fakta: Det står også i lovene, at det var styrmandens job, at medbringe skibets ror.

Til langskibe som Skuldelev 2, hvor der har været en besætning på 60–70 mand, har udrustningen været noget større, og man har medbragt mere beskyttende udrustning.
Det antages, at et skib i Skuldelev 2’s størrelse havde:

•  34 buer med 48 pile pr bue
•  80 sværd
•  60 lette økser,
•  30 kampøkser
•  160 kastespyd 
• samt kastesten og slynger. 

Derudover har krigerne beskyttet sig med:

•  20 ringbrynjer
•  20 hjelme
•  60 sæt læderpanser
•  60 læderhætter
•  80 runde skjolde
•  samt ben- og håndledsbeskyttere.

Opgaver

» Kriger og kamp

Værktøjer

» Lav en pil

» Lav et sværd